Det flg er noen korthistorier som er diktert fra andre siden - astralplanet – til

C.W.LEADBEATER allerede i 1912!-  gjennom boken

"INVISIBLE HELPERS" (3.utg.1912)

 eller som på dansk het

og utgitt på teosofisk forlag -84. isbn87-88501-04-3

Fra Kapitel 8:

 HISTORIEN OM EN ILDEBRANN

 Den samme dreng, Cyril, utførte et andlet stykke arbeide, der er et nesten nøjagtigt sidestykke til nogle af de tidligere udgivne beretninger, som vi har anført i det foregående. En nat, da han og hans eldre ven var ude i deres sedvanlige erinde, fik de øje på det sterke sker fra en voldsom ildebrand under sig, og de skyndte sig ned for at se, om de kunne være til nogen nytte.

Det var et stort hotel, der stod i flammer, et karavanseraj, der lå ved bredden af en stor sø. Bygningen, der var mange etager høj, udgjorde de tre sider af en firkant omkring en slags have med trer og blomster, og søen dannede den fjerde side. De to sidefløje gik lige ned til søen, og de store karnapvinduer for enden af dem ragede nesten ud over vandet, så at der kun var en smal passage under dem på begge sider.

 Forsiden af hotellet og sidefløjene var bygget omkring indvendige skakter, der også rummede det gitterverk, der afskærmede elevatoren, så da ilden først var brudt ud, bredte den sig med utrolig hast, og inden vore venner så den på deres astrale ferd, stod alle de mellemste etager i alle de tre store blokke i flammer. Heldigvis var alle beboerne med undtagelse af en lille dreng allerede blevet reddet ud, om end flere af dem havde fået meget alvorlige brandsår og andre kvestelser.

 Den lille fyr var blevet glemt i et af de øverste værelser i venstre sidefløj, for hans foreldre var taget til bal og kendte ikke noget til branden, og der var ganske naturligt ingen, der havde tenkt på drengen, for det var alt for sent. Ilden havde fået så godt fat i de mellemste etager i denne fløj, at man ikke havde kunnet gøre noget, selv om en eller anden havde husket ham, for hans værelse vendte ud til den førnevnte indre have, så at han var fullstendig avskåret fra al hjelp udefra. Desuden var han ikke engang klar over den fare, hvori han svevede, da den tette, kvelende røg, der lidt efter lidt var trengt ind i værelset, blot havde gjort hans søvn dybere, så at han nu nærmest var bevidstløs.

 I denne tilstand blev han fundet af Cyril, der synes at føle sig særlig draget til børn i nød eller fare. Han prøvede først på at få nogen til at huske drengen; men det var forgæves, og under alle omstendigheder ville det neppe have været muligt for dem at hjelpe ham, så det stod ham snart klart, at det kun var tidspilde. Så materialiserede den eldre hjelper ligesom i det foregående tilfelde Cyril i værelset og satte ham i gang med at få det mere end halvt bevidstløse barn vekket. Efter en hel del besver lykkedes det til dels; men under alt det følgende var drengen alligevel stadig i denne fortumlede og kun halvt bevidste tilstand og skulle derfor skubbes og slæbes af sted og vejledes og hjelpes på alle måder.

De to drenge gik først ud på den midtergang, der løb igennem sidefløjen; men da de så, at flammerne, der var ved at ede sig igennem gulvet, gjorde det umuligt for et fysisk legeme at passere den, fik Cyril den anden dreng ind i værelset igen og derfra gennem vinduet ud på en stenafsats, der var ca. en fod bred, og som løb langs med hele fløjen lige under vinduerne. Det lykkedes ham at føre sin ledsager hen ad denne afsats idet han selv holdt sig på den yderste kant af den og halvvejs svevede I luften, men hele tiden udenfor den anden, for at denne ikke skulle blive svimmel eller bange for at styrte ned.

 Henne ved den ende af fløjen, der var nærmest ved søen, og hvor ilden ikke havde fået så godt fat, kravlede de md gennem et åbentstående vindue og nådde igen frem til gangen I håb om, at det endnu var muligt at komme ned ad trappen for enden af den; men da den også var fuld af røg og flammer, kravlede de tilbage gennem gangen, og Cyril rådede sin ledsager til at holde munden helt nede ved gulvet, indtil de nåede frem til gitterverket ved elevatorskakten, der løb igennem hele midten af bygningen.

 Elevatoren stod naturligvis i bunden af skakten; men det lykkedes dem at klatre ned ad den indvendige side af gitterverket, indtil de stod ovenpå selve elevatoren. Så kunne de ikke komme videre; men heldigvis fik Cyril øje på en dør, der fra skakten førte ud til en slags mellemetage, der lå lige over stueetagen. Gennem denne der nåede han og den lille dreng, der var halvkvalt af røgen, frem til en gang. De gik tvers over den og gennem et af verelserne på den anden side, og her kravlede de ud af vinduet og befandt sig endelig på taget af en veranda, der gik langs med hele forsiden af stueetagen mellem denne og haven.

 Derfra var det let nok at klatre ned ad en af søjlerne og nå frem til haven; men selv her var heden ulidelig, og hvis murene styrtede sammen, ville de være I stor fare. Cyril prøvede derfor på at føre sin ledsager omkring enden af først den ene og derefter den anden fløj; men I begge tilfelde var ilden brudt igennem, og de smale passasjer langs med murene var helt ufremkommelige. Til sidst søgte de tilflugt I en af de lystbåde, der lå fortøjet ved den trappe, som fra en slags kaj for enden af haven førte ned til vandet, og her ka­stede de los og roede ud på søen.

 Cyril havde haft til hensigt at ro omkring den brennende sidefløj og sætte den dreng, han havde reddet, i land; men da de var kommet et lille stykke ud, traf de på en forbipasserende sødamper og blev set, for hele landskabet var så klart oplyst af skimret fra det brendende hotel, at alt sås lige så tydeligt som om dagen. Damperen løb op på siden af båden for at tage dem ombord; men I stedet for de to drenge, man havde set, fandt mandskabet kun en, for den eldre ven havde hurtigt spredt det tøtte stof, der midlertidigt' havde dannet et materielt legeme, og ladet Cyril smutte tilbage I sit astrallegeme, og han var derfor nu usynlig.

 Man foretog naturligvis en grundig eftersøgning, men fandt ikke noget spor af den anden dreng, og man kom derfor til det resultat at han  måtte være faldet overbord og druknet, netop som damperen løb op på siden af båden. Den dreng, der var blevet reddet, besvimede, så snart han var kommet ombord, og man kunne derfor ikke få noget at vide af ham; men da han var kommet til bevidsthed igen, kunne han kun oplyse, at han havde set den anden dreng, lige før damperen løb op på siden af dem, og mere viste han ikke.

 Damperen var på vej til et sted, der lå et par dages sejlads lengre nede ad søen, og der gik derfor en uges tid, før den reddede dreng kunne komme tilbage til sine foreldre, der selvfølgelig troede, at han var omkommet I flammerne, for selv om der blev gjort forseg på at bibringe dem den opfattelse, at deres sen var blevet reddet, viste det sig at vøre umuligt at få denne tanke ind I deres bevidsthed, så man kan forestille sig, hvor glade de blev, da de så ham igen.

 Drengen har det stadig godt I alle måder, og han kan aldrig blive trøt af at fortelle om sin forunderlige oplevelse. Han har tit været ked af, at den venlige dreng, der reddede ham, omkom på en så uforklarlig måde I selve det øjeblik, da det lod til, at al fare endelig var drevet over. Han har endda dristet sig til at antyde, at han muligvis alligevel ikke var druknet, og at han måske havde været en alfeprins; men denne forestilling har selvfølgelig kun givet anledning til overbærende og overlegne smil fra de eldres side. Man er endnu ikke kommet på sporet af det karmiske bånd mellem ham og hans redningsmand; men der er ingen tvivl om, at der må være en sådan forbindelse imellom dem.

Neste

Utg side