Martinus -artikel fra Kosmos nr. 20-1971

NATIONALISME OG INTERNATIONALISME

 

Den nationale idé udgør flokkens allerdybeste religiøse instinkt

Et ord, der i de senere år er kommet på alle menneskers læber, er ordet nationalisme. Dette ord dækker et i virkeligheden ældgammelt princip, nemlig flokdyrkelsen. Dette princip er en urdrift og ikke nogen politisk foranstaltning opfundet af mennesker. Det er fundamentalt til stede i selve dyreriget, hvor det udgør en beskyttelsesforanstaltning. Mange dyrearter kan bedre hævde sig i tilværelseskampen, når de er i flok, som f. eks. ulve, løver, bøfler, aber osv. Og hvorledes skulle den enkelte myre eller bi kunne klare sig, om de ikke netop var tilknyttet deres samfund? Hos urtidens mennesker ser vi den samme floktilbøjelighed gøre sig gældende. Vi møder her stammebegrebet i sin første udformning, og vi ved rent historisk, hvorledes disse stammer udgør den første begyndelse til de mange nationer, verden af i dag består af. Betragter vi en moderne stat, ser vi, at et af de mest fundamentale træk i dens struktur er den indstilling på begrebet suverænitet, hvilket vil sige den absolutte uafhængighed af andre stater eller nationer. At være og forblive suveræn er enhver stats fornemste ideologi og udgør det absolutte fundament for dens politik, dens kirke, skole, men fremfor alt dens militærvæsen. Den nationale idé udgør således flokkens allerdybeste religiøse instinkt, ja, det er i virkeligheden dens superreligiøsitet, den, den er mest indstillet på at give sit liv for.

 

 

"Gå ud i verden og gør alle folkeslag til mine disiple"

Modsat denne nationale ideologi står verdensreligionernes ideologi, der helt er af international natur, hvilket vil sige: går imod flokdannelsen, imod skabelsen af suveræne nationer eller stater. Når det kristne budskab således lyder: "Gå ud i verden og gør alle folkeslag til mine disciple", hvilket vel må siges at være kristendommens dybeste indhold og mission, har vi her en helt anden ideologi end den der er den herskende i de enkelte staters politik. Ved at gøre alle mennesker, alle folkeslag og dermed alle racer til disciple af kristendommen, hvilket vil sige disciple af næstekærligheden, bekæmper man i virkeligheden selve nationalismens eller isolationspolitikkens idé. Ja, selve opfyldelsen af det kristne håb, at der skal blive én hjord og én hyrde", betyder i virkeligheden undergangen for al nationalisme, idet denne opfyldelse dog kun kan tænkes fuldbyrdet med skabelsen af én alle enkeltstater omfattende verdensstat med en for alle disse tidligere selvstændige stater fælles centralregering. Fjerner man denne hovedtanke fra kristendommen, hvad bliver der så tilbage at kæmpe for?

 

 

Moses gav det jødiske folk et flokdannelses-fundament eller en isolations politik

Intet menneske har nogen sinde givet et bedre flokdannelsesfundament eller flok-politik end den, Moses gav det jødiske folk. Her står vi over for floktilbedelsen i renkultur. Her møder vi en isolationspolitik af en så fasttømret karakter, at den har kunnet modstå alle angreb gennem de svundne årtusinder, skønt det samme folk eller den samme flok gang på gang har måttet vandre i landflygtighed for til sidst at spredes over hele verden. Jaget, hånet og spottet af verdens øvrige folkeslag blev dette folk ved med at bevare sit indre sammenhold, sin opfattelse af sig selv som "Guds udvalgte folk". Og se med hvilken styrke det i dag kæmper i Palæstina efter århundreders landflygtighed.

 

 

Den trang til at isolere sig, som præger det jødiske folk, går igen i enhver nation i vor verden

Men er det ikke den samme trang til at isolere sig, som præger det jødiske folk, der går igen i enhver nation i vor verden? Er det ikke de andre staters krænkelse af en nations tro på dens ret til at være sig selv, der uafbrudt fører til opstande, revolter og krige? Og er det ikke disse krige, der fra at være småopgør imellem de enkelte stammer har udviklet sig til at blive det "ragnarok", der begyndte i 1914, og som siden har været en verdensbrand, der i øjeblikket synes uudslukkelig? Det er sandt, at der uafbrudt har været gjort forsøg på "fredsslutninger", men hvad betyder de, når enhver kan se, at de kun udgør de nødvendige pusterum til at samle kræfter og materiel til nye voldsomme manifestationer af krig og vold? En fredsslutning kan aldrig være andet end en midlertidig våbenstilstand, så længe den er baseret på besættelse. Jeg tænker her ikke alene på den besættelse, som den sidste krigs sejrherrer fremdeles opretholder over det besejrede land, jeg tænker her i langt højere grad på den besættelse, de respektive nationer i kraft af den nationale idé opretholder over sig selv.

 

 

Nationalisme er en form for frihedsberøvelse af en stats medlemmer, men der findes en højere verdensplan, som forhindrer, at jorden gøres til en øde og livløs klode

Kan man da kalde nationalisme for besættelse? Er besættelse ikke udelukkende det samme som frihedsberøvelse påført en af en anden stat? Nej, det er det ikke! Når et folk lever under sådanne forhold, at ingen kan gå hen og købe et par strømper, et kilo sukker, en liter petroleum, benzin eller andre vigtige livsfornødenheder uden statens tilladelse, må der eksistere en magt, der ligger over statens, og i kraft af hvilken denne frihedsberøvelse opretholdes.

Denne magt, der således befinder sig over statens magt, og som er i stand til at tyrannisere statens medlemmer med en stadigt voksende frihedsberøvelse, ja endog tvinger staten selv til at organisere sig efter de mest moderne gangstermetoder med plyndringer og krænkelser af ejendomsretten, udgør den allerhøjeste form for besættelse. Med ophavet til denne magt er hver eneste nation i verden i dag i krig. Alverdens nationer bliver dag for dag mere og mere knuget til jorden af denne magt, der i virkeligheden truer hele menneskeheden med udslettelse. Så stærk er denne magt, at eksisterede der ikke en højere verdensplan, der i alt er denne magt uendelig overlegen, ville den ende med at gøre jorden til et ubeboeligt månelandskab, en øde og livløs klode.

 

 

For de primitive stammer i urskoven var "nationalisme" et absolut gode: i vor materielle og videnskabelige verden skaber det den "dommedag" , som Kristus bebudede

Takket være den guddommelige verdensstruktur kan dette ikke ske. I menneskehedens elvte time vil den endelig opdage det uhyre, der er den virkelige og farligste fjende. Den fjende, som i dag holder den bundet til frihedsberøvelse, restriktionei varemangel, ja til al den elendighed, der præger verdenssamfundet af i dag. Dette uhyre er ingen anden end den tankekoncentration, vi har givet navnet nationalisme. Nationalisme er nemlig ikke det skønne ideal, det opfattes at være, men udgør i virkeligheden en psykose, der efterhånden vil lægge al kultur øde, om ikke dens dyrkelse bremses. Thi lige så lykkebringende denne tankekoncentration var for århundreder siden, lige så ulykkebringende er den i dag. Hvor let forståeligt dette er, ses ved blot at dreje udviklingens hjul et par hundrede år tilbage i tiden, tilbage til den tid, hvor hestevognene var det fornemste befordringsmiddel, og hvor man sa at sige intet kendte til mennesker i andre lande. I en verden, hvor et heste køretøj udgør toppunktet af trafikmidler, og hvor man er totalt selvforsynende, vil al politik uundgåeligt dreje sig om nationens indre anliggender. Den har i denne situation så godt som ingen ydre anliggender. En stamme, der lever inde i urskoven uden forbindelse eller samkvem med andre stammer, ja måske ikke engang aner disse andre stammers eksistens, kommer jo ikke til at kollidere med disse stammer. Hele dens tankeverden kommer i en sådan situation kun til at dreje sig om dens eget ve og vel.

I en sådan situation er nationalismen helt og udelt til velsignelse. Her betyder den flokkens løften i samling. Den betyder flokkens forenede kræfter. Disse forenede kræfter kan aldrig i et sådant tilfælde betyde krig eller ulykke, hverken for flokken selv eller for andre.

Men de moderne kulturstater af i dag lever ikke isolerede på samme måde som urskovsstammen. De lever side om side med hverandre, ja er endog i mange tilfælde livsbetingende afhængige af hverandre. Dette naboskab har efterhånden frembragt en struktur, som på en mængde områder har gjort disse moderne stater til en enhed. I kraft af den hastigt voksende tekniske og kemiske viden har disse stater været i stand til at overvinde alle afstande, hvad der har ført til en enorm viden om og indsigt i andre nationers, andre kontinenters liv og terræner. Resultatet heraf er en enorm vareudveksling disse stater indbyrdes, et enormt samkvem, der har ført til skabelsen af en vældig industri, hvis enorme produktion helt er beregnet på dette vældige samkvem disse nationer imellem.

Hele denne udvikling så virkelig engang ud til at skulle krones med en menneskelig lykke af hidtil ukendte dimensioner. Men én ting stod i udvikling ikke mål med menneskets store horisontudvidelse. Det var opfattelsen af dets egen flok, dets eget folk eller nation. Her blev det ved med at bevare urskovsbevidstheden. Samtidig med at det næsten umærkeligt blev omskabt til borger i et helt nyt rige, nemlig det, der opstod udenom dets "urskovsterræn", samtidig med at det kunne rejse over hele verden, ja tale til hele verden og igennem radiofoni kunne høre hele verden, fornægtede det denne sin nye identitet som verdensborger og klamrede sig til de forestillinger, der var lykken i "urskoven", til det område, der tidligere var dagvognens og ridehestens "verden".

Dette lille område forblev "verdens centrum" i dets bevidsthed. Dets folk var stadig "Guds udvalgte folk". Det dyrkede dette sit folk, dets flag og dets nationale symboler som udtryk for det højeste i verden og blev derved uden at vide det forræder imod den store nye verden, som Guddommen igennem den udvidede bevidsthed, den voksende materielle og videnskabelige kunnen havde gjort det til borger i. Og jo mere mennesket dyrkede nationen, desto mere svigtede det den store, nye verdensstat, som det slet ikke kunne undvære eller undgå at leve i. Resultatet her af måtte uundgåeligt blive det, verdensgenløseren allerede havde bebudet, nemlig et sammenbrud, en "dommedag".

 

 

Det nationalt indstillede menneske vil lidt efter lidt forsvinde til fordel for det internationalt indstillede menneske

Det moderne menneskes bevidsthed er ikke længere blot en "urskovsbevidsthed" eller "sneglebevidsthed", der har nok i at befare sognet, i hvilket det bor. Det er i dag af fødsel ikke blot et nationalt menneske, det er i allerhøjeste grad et internationalt menneske. Et nationalt menneske er et menneske, der kun har viden om nationens indre forhold, men er totalt uvidende om og totalt uinteresseret i verden og staterne udenom. Men et menneske, der i dag fødes i et moderne kultursamfund, bliver fra fødslen opdraget til en viden om alle internationale forhold. Som noget ganske selvfølgeligt lærer det om andre landes eksistens og modtager, ligeledes som noget ganske selvfølgeligt, et utal af kulturelle impulser fra disse lande, hvorfor det næsten umærkeligt bliver mere og mere internationalt indstillet, ja begynder endog at få en vis afsky for alle de af dets medmennesker, som ved at holde sig uden for disse impulsers indflydelse i dets øjne blot bliver triste, åndeligt begrænsede "hjemmefødninge". Det er givet, at et sådant internationalt indstillet og opdraget menneske en dag vil opdage tåbeligheden i, at det gennem nationalismen tvinges til at være en forræder imod et system, det i så godt som alt er afhængig af.

 

 

Verdensstaten blev til, da den første jordomrejse var fuldbyrdet, og den har siden uafbrudt stabiliseret sin eksistens

Menneskehedens sande onde eller ulykke er i dag dets sværgen til nationalismen. Det enkelte menneske er ikke længere medlem af en urskovsstamme eller borger i et selvforsynende samfund, hvor hesten udgør trafikkens kulmination. Det er nået meget længere i sin omskabelse fra dyr til menneske, sin omskabelse til at blive i "Guds billede". Det må således nu til at lære at indse, at dets dyrkelse af den nationale idé udgør en isolering, en udelukkelse fra den verdensstat, der nu er ved at blive en livsbetingelse både for det selv og alle dets medmennesker. Det må lære at indstille sig på, at verdensstaten må gå forud for dets egen nation. Thi verdensstaten er ikke noget, der er i færd med at blive til. Den blev til, da den første jordomrejse var fuldbyrdet, og den har siden uafbrudt stabiliseret sin egen eksistens. Alle mennesker er borgere i denne verdensstat, men de ved det ikke.

Det store flertal sværger stadig til den nationalistiske idé, og med denne indstilling må verdensstatens fødsel forme sig som et rystende anarki. Og det er dette anarki, der giver sig udslag i den alles krig imod alle, der er årsag til ethvert diktatur, enhver personlig frihedsberøvelse. Det vil derfor være nødvendigt for ethvert udviklet menneske at komme kristendommens ord i hu om én stat og én regering, eller en hjord og én hyrde, ligesom dette, at som man skal elske sin næste som sig selv, skal man også lære sig at elske verdensstaten som sin egen stat, sit eget fædreland.

 

 

Internationalisme er i kontakt med de humane verdensreligioners inderste kerne, i kontakt med selve verdensplanen

Uden at det enkelte menneske bringer sin egen bevidsthed i kontakt med denne verdensreligionernes inderste kerne, vil det være umuligt for verdensstaten at blive skabt i overensstemmelse med den guddommelige verdensplan. Overdreven dyrkelse af den nationale idé, af fædreland, race eller tro vil uundgåeligt forsinke og forhale den udvikling, der skal føre den samlede menneskehed ud af det kaos, der i dag hersker nationerne imellem. At være med de kræfter, der befordrer skabelsen af et virkeligt, alle nationer omfattende internationalt verdensrige med en centralregering, hvis enkelte medlemmer er i den dybeste overensstemmelse med der inderste kerne i alle de store, humane verdensreligioner, er således det samme som at være i kontakt med selve verdensplanen. Det er at være med de love, på hvilke al sand lykke beror. Det er at være ét med den sandhed, der er udtrykt i ordene: "Du skal elske din Gud over alle ting og din næste som dig selv".

M.