MARTINUS artikel:
Natbevidstheden og paradiset
Alle levende væsener på det fysiske plan har to former for livsoplevelse. Den ene form for livsoplevelse er den vi udtrykker som vor vågne "dagsbevidsthed". Den anden form for livsoplevelse er den, vi oplever når vi sover på det fysiske plan eller på anden måde er bevidstløse. Denne udtrykker vi som vor natbevidsthed. Da disse to livsoplevelsesformer er særlig adskilte, således at væsenerne oplever dem hver for sig, og ikke i den vågne dagsbevidsthed kan huske oplevelserne fra natbevidstheden, opfatter man natbevidstheden som en bevistløs tilstand. Vi udtrykker den hovedsageligt som det, vi kalder "søvn".
Da den fysiske organisme ikke kan fungere uafbrudt uden hvile, er det så viseligt indrettet, at den får denne hvile under søvnen, idet væsenets dagsbevidsthed da er overført til natbevidstheden og fungerer på det åndelige plan. Når væsenet er vågent dagsbevidst på det fysiske plan, er dets åndelige livsoplevelse så at sige en tillukket natbevidsthed. Væsenet har normalt ingen erindring om denne og kalder den derfor bevidstløshed.
Men væsenernes natbevidsthed er absolut ikke en bevidstløs tilstand. Den er beregnet til at blive lige så vågen som den fysiske dagsbevidsthed. Den er essensen af oplevelserne fra den fysiske dagsbevidsthed. Den dannes altså af væsenernes fysiske oplevelser. Og den er beregnet til at skulle udgøre den bevidsthed eller livsoplevelsesform, som skal fortsætte ud over væsenets fysiske organismes undergang eller den såkaldte "død". Igennem væsenets vågne fysiske dagsbevidstheds oplevelser, erfaringer og lidelser, onde og gode handlinger, visdom og forstand og frem for alt alkærligheden, bliver væsenets åndelige kapacitet til en sådan fuldkommenhed, at det kulminerer i kærlighedens og visdommens væremåde og dermed er i Guds billede efter hans lignelse. Væsenets natbevidsthed er altså dets begyndende åndelige bevidsthed, som igennem den fysiske, vågne dagsbevidstheds oplevelser får en sådan kapacitet, at væsenet i kraft af den kan blive så fuldkomment, at det til sidst ganske uden den fysiske organisme og tilstand kan leve i de allerhøjeste verdener, hvor kun kærligheden og visdommen kulminerer.
Væsenets fysiske kapacitet og dets åndelige oplevelses evne Væsenets fysiske tilstand og oplevelsesevne er altså bestemmende for kapaciteten af dets åndelige oplevelsestilstand. Da de jordiske mennesker endnu er ufærdige væsener, vil deres åndelige oplevelseskapacitet således være tilsvarende ufærdig. Når målet for væsenets udvikling er kulminerende næstekærlighed eller alkærlighed, er det ikke vanskeligt at se, at menneskene endnu ikke er færdige væsener. De lever i krige, sygdomme, sorger og lidelser af mange forskellige slags. Det er alle disse beviser på menneskenes ufærdige, menneskelige tilstand, der skal væk, og af hvilken grund væsenerne netop befinder sig i den fysiske verden. I samme grad, som menneskene er så ufærdige, er deres åndelige oplevelsesevne tilsvarende ufærdig eller ufuldkommen.
Dette at væsenet ikke er færdigudviklet forhindrer ikke, at dets åndelige oplevelse under søvnen er beregnet til at være en lysets tilstand medens menneskene endnu er inhumane, onde og dræbende. Ja, endnu ligefrem har det dræbende princip som en livsbetingelse og dermed som god moral. Denne moral har ligefrem været de meget primitive menneskers vej til deres højeste paradis. Vi har historien om den nordiske gudelære og denne læres højeste paradis "Valhal". Her var lyksaligheden dette, at være sejrherre over alle sine fjender og her svælge i flæsk og mjød og have skønne kvinder - "Valkyrier" til sin fornøjelse. Det var kun de stærkeste krigere og dræbere, der kom i dette paradis. Alle de andre væsener, som ikke var så dræbende og måske ligefrem havde afsky for dette, kom til et slags datidens "helvede". Man troede, at disse væsener her sygnede hen i kedsomhed og lediggang. Man forstod således ikke, at disse væsener også kom i et paradis, der passede for dem, og hvor de var lykkelige ved ikke at skulle dræbe. Og der var de, til de atter skulle fødes på det fysiske plan. Hvordan skulle vel nogen anden livsoplevelsestilstand end netop den dræbende, som var de dræbende væseners ideal og hobby, kunne være paradis for disse væsener?
- Tanker, oplevelser og erfaringer, de aldrig havde oplevet og således var totalt uvidende om, ville jo umuligt kunne komme til udfoldelse i deres åndelige oplevelsestilstand eller nat-bevidsthed. Noget mennesket aldrig har oplevet og derfor er totalt uvidende om, ja ville have stærk antipati imod, hvis det kom i berøring med dette ukendtes tankearter, moral og levevis, kan umuligt komme til at virke som paradis for et sådant væsen. En oplevelsestilstand, der skal være et paradis for et væsen, må være en oplevelsestilstand, der for væsenet er dets livslyst, glæde og hobby. - Hvordan skulle et kristent paradis, hvor næstekærlighed er den højeste og lykkeligste livsoplevelsestilstand, og hvor man føler lede ved at dræbe og myrde, lede ved al krigstilstand, al intolerance, hovmod og undertrykkelse af andre mennesker, være et paradis for væsener med modsat livsform? Vi ser, at Helheim var således ikke noget helvede for de ikke-dræbende væsener, men et paradis, da dette netop var, hvad der var moral for disse væsener.
Paradiset er således ikke bare endemålet med Guds store skabelsesplan med mennesket, noget det kun skal opleve, når det er blevet det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse. Det er en glædens livsoplevelse, det skal have adgang til igennem hele den fysiske livsoplevelsesproces. Men denne adgang er der skabt mulighed for, hver gang væsenet befinder sig i den åndelige tilværelse imellem dets fysiske inkarnationer, og ligeledes hver gang det får sin normale nattesøvn, ganske uafhængigt af hvilket trin i udviklingen det så end måtte være på. Paradiset er altid tilpasset det udviklingstrin, som væsenet i den givne situation befinder sig på.
Hvordan går det til, at de åndelige verdener kan være paradis for alle levende væsener? - Det går til på den måde, at Guds skabelsesproces, der befordrer skabelsen af det levende væsens bevidsthed fra minerallivsform til det færdige menneskes livsform, forekommer i en gradvis stigende fuldkommengørelse af livsoplevelsesevnen. Da minerallivets ånd eller bevidsthed er på det åndelige plan, eftersom det endnu ikke har fysisk dagsbevidsthed, er det således permanent i paradiset. Plantelivsformen er også hovedsagelig kun på det åndelige plan, idet dens eneste fysiske oplevelsesevne er "anelsesevnen". Den øvrige del af dens bevidsthed er i paradiset eller på det åndelige plan. Vi kommer herefter til dyrene, som jo har fået udviklet de fysiske sanser og derfor lever i fysisk oplevelse. Disse dyrets fysiske oplevelser giver også dyrene en slags paradisisk eller en for hver dyreart særligt tilpasset åndelig oplevelse mellem dyrets fysiske inkarnationer eller liv. Og her begynder det jordiske menneskes tilværelse, idet det ufærdige jordiske menneske kun er et fremskredent dyr.
Det jordiske menneske har efterhånden fået udviklet sin mentalitet eller bevidsthed og formet den i en registreret tankeverden, hvis detaljer er navngivne ved tale, ord og tekst. Disse detaljer udgør væsenets viden og erfaringer, formet i åndelige kopier af de fysiske oplevelser og begivenheder. Disse åndelige kopier eller billeder af væsenets fysiske oplevelser er væsenets vågne fysiske dagsbevidsthed eller tankeverden. Denne fysiske syns-, lyd-, farve- og billedverden udgør altså væsenets samlede fysiske sanseresultat. Det overføres til væsenets natbevidsthed eller åndelige tilstand igennem dets fysiske hjerne, ligesom det på samme måde kan befordre denne sin indre sanseverden til den fysiske hjerne og her igennem den fysiske organisme tilkendegive den for andre fysiske væsener. Væsenets natbevidsthed bliver altså til af dets dagsbevidste oplevelser på det fysiske plan, ligesom dets meddelelser igennem dets fysiske tale og øvrige manifestationer er resultatet af dets fysiske oplevelser omsat til tanke og dagsbevidsthed. Væsenets åndelige udvikling sker altså ved en vekselvirkning mellem væsenets fysiske og åndelige struktur og tilstand. Og denne vekselvirkning forekommer således, at den åndelige tilstand bliver en hviletilstand over for den fysiske tilstand, som er en arbejdstilstand. Denne vekselvirkning sker altså i kraft af reinkarnationen, der betinger, at væsenet skiftevis har et fysisk liv og et åndeligt liv.
De væsener, for hvem den åndelige verden og paradisoplevelsen er særlig aktuel, er dem, der efterhånden har fået udviklet en begyndende betydningsfuld fysisk bevidsthed. Disse væsener har en af denne deres fysiske udvikling affødt tilsvarende åndelig bevidsthed. Vi skal her blot give en lille skitse af disse væseners paradis. Disse væsener er de ufærdige mennesker, til hvilke jordens mennesker mere eller mindre hører. Når et væsen dør og kommer ind på det åndelige plan, hvad kommer det så til at opleve? - Det kommer til at opleve et paradis, der udgør den højeste glæde eller lykketil stand, som dets udviklingstrin sætter det i stand til at kunne opfatte. På de primitive menneskestadier er væsenerne jo krigere og kender ikke særlig til humanisme eller næstekærlighed. I krigsmentaliteten er sejrherrerne jo helte, Her gælder det om at være den stærkeste. Og denne helte-dyrkelse er jo også disse væseners begyndende religion. Deres guder kan kun opfattes som vældige altoverlegne og magtfyldte drabs- eller krigshelte. Og dette kan kun være idealet for disse væsener, og det må derfor være deres ønske, rigtigt at kunne opleve sig selv som sådanne vældige altovervindende krigere. Sådanne ønsker kan de ikke altid få opfyldt på det fysiske plan. Og navnlig ikke dem, der er undertrykket af andre og endnu mere begavede krigshelte. Men på det åndelige plan kan det opleve at få sådanne drømme opfyldt og i sine bedste drømmes ideal opleve sig selv som vældig kriger eller sejrherre over andre mennesker. Hvis det er jægermentaliteten, der er dets fysiske livs højeste ideal, kan det også her opleve sig selv som en vældig jæger eller en jagtmarkernes behersker, selv om det på det fysiske plan endnu kun er en meget middelmådig jæger. Paradiset er en livstilstand, i hvilken væsenerne får lov til at opleve opfyldelsen af deres skønneste ønskedrømme, så længe de befinder sig under udvikling og i ufærdig tilstand. Disse åndelige oplevelser er naturligvis begrænset til, hvad væsenet har udviklet sig til at kunne fatte og forstå, og hvad det i sin fantasi kan forestille sig.
De ufærdlge mennesker står på mange forskellige udviklingstrin. De har derfor endnu ikke den samme opfattelse aflivet og tilværelsen. De lever i meget forskellige fysiske liv. Og da væsenernes åndelige begavelse og liv udvikler sig af disse væsenernes fysiske liv og begavelse, religiøse forestillinger, overtro og videnskab, humanitet og kærlighed med mere, vil deres paradisopfattelse naturligvis være formet efter de erfaringer, den viden og humanitet eller kærlighed, de er nået frem til at praktisere i deres fysiske tilværelse. Da væsenets ønskedrømme former dets paradis på det åndelige plan, vil væsenernes paradisoplevelse blive opfyldelsen af hvert væsens individuelle ønsketilværelse, uafhængig af væsenets eventuelle mørke skæbne på det fysiske plan.
For et væsen i en ulykkelig fysisk tilstand kommer den såkaldte død som en midlertidig frigørelse fra dette mørke, dette onde, ja i visse tilfælde en total afslutning på dette særlige onde. Det vil da senere i bedste tilfælde fødes i et nyt og sundt fysisk legeme og være totalt befriet for sygdommen eller nævnte onde. Så lysende er den guddommelige skabelsesakt, at væsenerne midt i den mørke og lidelsesfulde skabelsesakt gennem reinkarnationen får en meget behagelig, lysende og livsfornyende hvilepause i deres forvandling fra dyr til menneske.
Da det ufærdige menneske i realiteten er et dyr, der mere eller mindre har fået udviklet en vis grad af menneskebevidsthed, bliver dets indgang til paradiset efter døden noget anderledes end det virkelige dyrs, der endnu er et dyr i renkultur.
Mennesket har altså to former for bevidsthed. Det har en vis grad af dyrisk natur, som det endnu ikke har udviklet sig fra, og en vis grad af menneskelig bevidsthed, som det efterhånden har fået udviklet sig frem til. Der vil derfor være mennesker, i hvem deres hobby eller ønskedrømme er af dyrisk natur. Disse egoistisk betonede væseners paradis må naturligvis høre under dyrerigets paradis. Men der er andre mennesker, hvis ønskedrømme er af menneskelig natur, der er uselviske, humane og kærlige. Disse væsener begynder i en tilsvarende grad at opleve menneskelige paradis. De dyriske paradis er dem, vi allerede har nævnt, at primitive, krigeriske og dræbende væsener oplever, fordi de kun kan opleve ønskedrømme indenfor dette bevidsthedsfelt i udviklingen.
Men nu det moderne, religiøse menneske, hvad oplever det, når det dør? - Hvis det lever i harmoni med sine medmennesker og dyrker sin religiøse opfattelse eller tro og dør i tillid til sin religions opfattelse, går det let ind til det paradis, som var dets ønskedrøm eller ideal på det fysiske plan, og oplever her en livsoplevelse af så høj en lys- eller lykkeoplevelse, som det er i stand til at fatte, i kraft af det udviklingstrin, det har nået. Det fødes så senere atter på det fysiske plan, når tiden derfor er inde, og fortsætter sit fysiske liv i en ny organisme, så længe den er brugbar. Herefter går det atter over i den åndelige verden og herfra tilbage til den fysiske verden og således fortsættende.
Men hvis det samme væsen endnu ikke havde overvundet intolerance eller bitterhed på mennesker, der ikke havde samme opfattelse som det selv, så kunne det ikke så let komme ind i paradiset. Det måtte da her i den åndelige verdens første sfære blive opholdt og her opdage, at man ikke kan komme ind i det kristne, humane, kærlighedens paradis med intolerance, bitterhed eller vrede. Kunne menneskene komme til at udfolde deres dyriske og inhumane natur i paradiset, blev paradiset jo en krigsskueplads ligesom den jordiske fysiske verden. Det er denne første sfære, vi udtrykker som "skærsilden". Alle de mennesker, som har det virkelige guddommelige alkærlige paradis til ideal eller ønskedrømme til fundamentet for deres religiøse opfattelse, kan absolut ikke tage deres dyriske vaner eller tilbøjeligheder med ind i paradiset. De kan med disse kun komme ind i den første sfære eller skærsilden.
Her i skærsilden forekommer de omstændigheder, der bevirker, at skytsenglene kan frigøre disse væsener fra de dyriske tendenser således, at de herefter kun kan manifestere menneskelige manifestationer, hvilket vil sige kærlige tanker. De er da udrensede og kan uhindret gå ind i paradiset eller lyset, og her kommer det til at beskæftige sig med sin tros højeste idealer. Men hvis det samme menneske har andre menneskelige idealer, f. eks. videnskab, og hvis denne er så stærk en hobby eller ønskedrøm, at den er stærkere end væsenets religiøse tro eller idealer, og det således har større lyst til at beskæftige sig med videnskaben end med troen, da vil det i tilsvarende grad indgå til et andet åndeligt paradis efter at være renset i skærsilden. Dette paradis er en sfære i visdomsriget, hvor det kommer til at opleve sine ønskedrømmes største idealer som den højeste lykke, selv om det ganske vist her også beskæftiger sig med sin eventuelle religiøse tro. Men dets virkelige paradis er altså dets forskning og videnskab. Men det kan jo også være, at denne videnskabsmand hverken tror på Gud eller den åndelige verden, men alligevel er human og kærlig, da vil han stadig opleve sit paradis i visdommens verden.
På lignende måde er det med kunstnerne på alle de forskellige områder både i musik, billedkunst og andre former for virkelig kunst. Alt eftersom kunsten er disse væseners største hobby, bliver deres paradis efter døden og skærsilden et stort, åndeligt, guddommeligt område, vi kender som "den guddommelige verden". Her vil kunstnerne få lejlighed til at se alle de tænkelige ideer, de måtte fremkomme med, som realiteter i stof og materie. Her er det intuitionsområderne i sansningen, der er herskende. Denne zone er kunstens og videnskabens ideers hjemsted. Hvis kunstneren også er religiøs, vil han også her opleve sine religiøse idealer i det højeste lys. Efter deres oplevelser i disse højeste verdener mættes de og indgår i salighedsriget. Her oplever de alle deres erindringer om deres tidligere liv i guldkopier eller i en forherliget, velbehagelig og glædesbefordrende fremtræden, som inspirerer væsenets livslyst og længsel efter det fysiske plan, hvor det så fødes, når betingelserne herfor opstår.
Væsenet er her permanent i paradiset og skal ikke mere inkarnere i fysisk materie. Det er nu ét med Gud og er med til at udstråle hans ånd ned over væsenernes omskabelse fra dyr til mennesker i Guds billede efter hans lignelse i tidens og rummets verdener. Og se, Gud så, alt i hans skabelse var såre godt"
Når væsenet efterhånden har udviklet sig helt fri af den dyriske natur og helt igennem er blevet menneske, og kun kan tænke i alkærlighedens baner og således er en strålende velsignelse for sine omgivelser, ophører det med at inkarnere i fysisk materie. Det bliver da hjemmehørende i den åndelige verden, hvor det nu har bevidsthed til at kunne leve her i det højeste lys i millioner af år. Her lever det altså i en verden, hvor det ikke skal æde sit brød i sit ansigts sved, men i en verden, hvor der hverken er skrig eller pine, i en verden, hvor mord og drab, krig, sorg og lidelse umuligt kan eksistere. Og her er væsenerne altså i rent bogstavelig forstand ét med Gud, et med alkærligheden, et med visdommen. Væsenerne lever her på livets tinder og udstråler Guds ånd, kærlighed og visdom ned over de levende væsener, der er under omskabelse til mennesket i Guds billede efter hans lignelse nede i den fysiske verden, tidens og rummets materielle verdener.
Fra KOSMOS 1 og 2 -1971