Martinus - artikel fra KOSMOS nr. 13-1971

LIVETS KARTOTEK

 

 

 

Hvert eneste menneske på jorden er en regerende fyrste, men dets rige er ikke af denne verden

Hvert eneste menneske på jorden udfører i virkeligheden gennem sit daglige liv en regerende fyrstes handlinger. Det rige, over hvilket det enkelte menneske regerer, adskiller sig imidlertid fra de riger, som de personer, vi plejer at kalde fyrster, regerer over - derved, at det ikke er af denne verden.

Hvert jordmenneskes rige har tre terræner, som vi kalder fortid, nutid og fremtid. I det midterste af nævnte terræner, der er det samme som det, vi kalder "nuet", har "fyrsten" sit regeringssæde, og fyrstetitlen udtrykkes som "jeg'et". Kun igennem nuet har dette, det enkelte menneskes fyrstendømme -forbindelse med den fysiske materielle verden. Denne forbindelse er det enkelte menneskes mere eller mindre åbne kanal ud til andre "fyrsters" riger og områder. Igennem denne kanal foregår den for riget livsvigtige import og eksport.

 

 

Mennesket importerer og eksporterer tanker

Hvad er det for livsvigtige produkter, der her importeres og eksporteres? Det er tanker. Menneskets sjæleliv, hele dets psykiske tilstand afhænger af denne import og eksport af tanker, som det jonglerer med. Det er dels tanker, som erhverves ved oplevelser gennem de fysiske sanser ved organismens berøring med den fysiske materie eller naturen og ved kontakt med andre levende væseners fysiske organismer, altså ved vekselvirkning med de fysiske omgivelser; dels er det tanker, som efter bearbejdelse af det importerede tankemateriale i menneskets indre rige atter sendes ud til omgivelserne og dermed til "nabofyrsternes riger". Måske er tankerne i en forbedret tilstand efter denne bearbejdelse, måske endda fuldkommengjort, men måske er de også forringet og trukket ned på et lavere plan, alt eftersom vedkommende menneske er en kapacitet i regeringshandlinger eller kun en "stodderkonge", en falmet og anløben repræsentant for menneskets medfødte høje guddommelige værdighed.

 

 

 

Veksel virkningen mellem egne og fremmede fyrsters tanker er livets oplevelse

Hvert menneskes daglige regeringshandling består således i at være en ledende myndighed i vekselvirkningen mellem sine egne og fremmede fyrsters tanker, hvilken vekselvirkning igen er det samme som LIVETS OPLEVELSE. Men da enhver tanke-manifestation kun kan finde sted gennem visse nødvendige betingelser, kan dette at være en ledende myndighed heller ikke finde sted, uden at man opfylder disse betingelser. Det gør mennesker i større eller mindre grad, og hvor det kun sker i mindre grad, kan det ikke undgås, at fyrsten kommer til at føle sine mangler som regent.

Betingelserne er overblik over og indsigt i tankeudvekslingens særlige natur. I samme grad, som denne indsigt er mangelfuld, bliver regeringshandlingerne, dvs. udvekslingen af tanker med næsten eller de omgivende fyrster, mere eller mindre uheldig. Ja, måske ligefrem katastrofal. Denne mangelfulde indsigt er så meget desto mere farlig, eftersom hvert menneske har fuldstændig suverænitet i sit eget rige. Hvis denne magtbesiddelse baseres på mangelfuld eller ligefrem falsk indsigt, bliver den katastrofal. Da opstår der krige, der før eller senere medfører nederlag, og fyrstens rige kan blive hærget og ødelagt. Udførslen fra riget er da kun en eksport af dårlige tanker, som ingen har brug for, da de ikke har værdi for andre. Der er derfor ingen efterspørgsel efter dem, og tilstanden i riget vil snart være den rene hungersnød og elendighed, den vil være et "helvede", som er livsoplevelsens laveste pol.

 

 

 

Ved at begå selvmord kan mennesket som gudesøn hverken miste sin fyrsterang eller sit rige

Når fyrstens rige er blevet bragt i en sådan tilstand af sin regent, kan det ske, at denne ønsker at abdicere. Hans indsigt og overblik er så ringe, at han tror, han kan flygte fra det helvede, han selv har skabt, dvs. mennesket tror, det kan begå selvmord. Det ved ikke at dets fyrsterang kan det - takket være sin guddommelige identitet som "gudesøn" - aldrig nogen sinde miste, og heller ikke sit rige. Fortid, nutid og fremtid vil i al evighed udgøre dets domæne.

Det menneske, som flygter fra sit ansvar som regent, vil efter selvmordet opleve, at det stadig er i sit rige, og at det, der er sket, er at det i sin uvidenhed har brudt forbindelsen med den kanal, hvorigennem det havde størst mulighed for at ændre rigets ulykkelige tilstand, nemlig det fysiske legeme. Gennem det fysiske legeme, som det nu selv har ødelagt, har det haft en særlig mulighed for at ændre rigets, dvs. dets egen psykes ulykkelige tilstand. Thi det fysiske legeme var jo den kanal, hvorigennem det kunne vekselvirke med andre fyrsters riger, hvorfra det, hvis det selv havde noget at give, kunne modtage eller importere de tanker, der kunne medvirke til at gøre dets eget rige lykkeligere. Men efter selvmordet er mennesket lukket inde i sin egen åndelige verden, som er mørk og fuld af bitre eller triste tanker. Det er en tilstand som en sø uden afløb for sit vand og uden tilløb af frisk vand, den bliver sumpet og fuld af giftige dampe. Det er ikke en "helvedes straf", pålagt væsenet af en vred Gud, det er det helvede, mennesket selv har skabt ved sin jongleren med forkerte tanker.

Det er stadig i sit regeringssæde, dvs. det oplever nuet, men da det ved selvmordet tror at have afbrudt forbindelsen med fremtiden, bliver det dets ulykkelige fortid, der dominerer dets tilværelse en stund. Det pines i sit eget selvskabte helvede. Det er ikke blot selvmordere, der oplevel deres egen"skærsild" eller deres selvskabte helvede, men alle mennesker, der dør i en tilstand, hvor deres sind er opfyldt af mørke og bitre tanker. Selvfølgelig er denne tilstand ikke, som primitive mennesker har forestillet sig det, et "evigt helvede", en sådan forestilling kan kun opstå i menneskers bevidsthed, der ikke kender universets love. Disse love er den største garanti for, at enhver form for helvede skabes af det levende væsen selv, og også for at disse helveder fjernes og overvindes af de levende væsener.

 

 

 

 

I sin ulykkelige tilstand beder mennesket til Gud om hjælp

Men hvad sker der med det menneske, som enten ved selvmord eller af anden årsag befinder sig i en ulykkelig tilstand, indelukket i sin egen mørke tankeverden, når det har forladt det fysiske legeme? Der sker det, som altid sker i det levende væsens psyke, når nøden er størst, når det ikke mere kan udholde den situation, det har bragt sig selv i, og som det kunne have udløst i stedet for at begå selvmord i den fysiske verden: det beder til Gud om hjælp i sin nød.

Fyrsten eller gudesønnen henvender sig til sin Fader, han genåbner en anden kanal, som måske længe har været tilstoppet af mangel på brug, han benytter bønnens kraft. Den største fyrste, der har levet på jorden, og som selv sagde: "Mit rige er ikke af denne verden", har vist menneskene, at der over alle fyrster, hvis rige ikke er af fysisk materie, og det vil sige over alle levende væsener - er en guddommelig konge, i hvis rige vi alle lever, røres og er, og hvis hjælp vi kan bede om og modtage netop i den form, som vi i øjeblikket har mest behov for.

De ulykkelige mennesker, der efter døden har lukket sig inde i en mørk tankeverden, men beder om hjælp, vil også derved blive befriet fra deres helvede. Skytsånder, som er Guddommens redskaber, vil vise sig for dem og suggerere de mørke tanker bort, og de vil opleve så meget af de højere åndelige verdener, som de med deres begrænsede bevidsthed og lille tankeverden er i stand til, det vil være en skøn ferie, hvorfra de igen skal vende tilbage til det fysiske plan i en ny inkarnation for at opøve de evner til at regere og styre deres eget rige, som i den forrige inkarnation viste sig at være så mangelfulde, at det førte til katastrofe.

 

 

 

 

Gude sønnen skal blive en suveræn og guddommelig hersker i sit rige

Det er naturligvis ikke Forsynets mening, at det væsen, der er blevet kaldt "mennesket i Guds billede - skal vedblive med at slutte sit liv i den fysiske verden som et helvede og derefter føle sig lukket inde i den tankeverden, der er årsag til dette helvede, og endelig først komme ud af dette tankespind igen, ved at andre væsener suggererer det bort. Meningen er, at væsenet eller gudesønnen virkelig skal blive en suveræn og guddommelig hersker, som skaber en lykkelig, fredfyldt og for andre fyrster og riger befrugtende og lykkebringende tilstand i sit riges tre terræner: fortid, nutid og fremtid. Og denne tilstand er det jordiske menneske på vej til at skulle opleve.

 

 

 

Det levende væsens fyrstendømme og dets forhold her til fortid, nutid og fremtid

Vi vil nu gå ind i det levende væsens fyrstendømme og se på dets forhold til rigets tre terræner eller områder: fortid, nutid og fremtid. I nuet foregår væsenets daglige oplevelse af livet. Her dirigerer det sin egen skæbne. Her er dets vilje, og her giver det sine befalinger. Her modtager det de fremmede tanker, og her afsender det sine egne. Hele dets tilværelse og skæbne består udelukkende af denne vekselvirkning og dens resultater. Hvorpå baserer væsenet nu sin myndighed og sine kvalifikationer til at forestå denne vekselvirkning? Hvorledes bliver de importerede og eksporterede tanker til?

For dyrerigets vedkommende sker denne tankeudveksling rent automatisk ledet af instinktet. Dyret reagerer på en særlig vanebevidst måde i enhver situation til fordel for dets dets selvopholdelsesdrift. Men uden for denne selvopholdelsesdrifts område har det kun meget lille reflektionsevne. Anderledes er det med mennesket, det "tænker" over tingene. Medens dyrets mentaludløsninger kun er automatisk formede energibølger bestemt på udløsning af særlige formål, f. eks. at bringe organismen i en særlig situation til fordel for selvopholdelsesdriften, erhvervelse af føden og iværksættelse af selvforsvar, har mennesket derimod for længst forladt den zone, hvor automatisk styret selvopholdelsesdrift er tilstrækkelig.

 

 

 

Med hukommelsesevnen skaber jordmennesket sig et kartotek over sine oplevelser

Mennesket befinder sig i en zone, hvor selvopholdelsesdriften er langt mere kompliceret. Her må det indøve nye vaner og bekæmpe andre vaner, og dette kan ikke foregå automatisk førend det gennem mange liv har iværksat og indøvet disse. Mennesket må altså skabe nye mentaludløsninger-eller tanker. Denne skabelse befordres i særlig grad ved hjælp af hukommelsesevnen. Med denne evne danner jordmennesket sig i virkeligheden et særligt kartotek over alle indgåede tanker, hvilket vil sige resultatet af alle de oplevelser, det har været ude for.

Dette kartotek har plads i den provins af dets rige, der hedder fortiden. Alle de tanker, som er blevet essensen af de fysiske oplevelser, bliver således bevaret i dets erindringselement, eller nærmere betegnet dets erindringslegeme, som har sin inderste rod i skæbneelementet. På dette kartotek beror hele menneskets mentale kapacitet, det er bestemmende for dets handlemåde i enhver situation. I kartoteket indgår erindringerne om alle lyse oplevelser og om alle mørke oplevelser - der er såvel venner som fjender placeret.

Hver gang væsenet i nuet er ude for en oplevelse i den fysiske verden, korresponderer det øjeblikkeligt med sit kartotek for at mobilisere, hvad det eventuelt kan vide om den i nuet foregående oplevelse. Hvis det har oplevet en lignende situation før, har det den i kartoteket og genkender dermed den nye oplevelse og ved, hvordan den i store træk vil forløbe. Eventuelle nye detaljer i oplevelsen, der ikke er som det tidligere oplevede, glider straks ind i kartoteket til brug ved senere lejlighed. Men hvis oplevelsen i nuet er af en helt ny art, som væsenet aldrig tidligere har været udsat for, og det derfor ikke i sit kartotek har noget sammenligningsmateriale, på hvilket det kan basere tanker om, hvordan situationen skal klares, er det ganske rådløst og forvirret og ved ikke, hvad det er det oplever. Men oplevelsen indgår naturligvis i dets kartotek og vil, suppleret med flere af lignende art med nye detaljer, gøre det muligt for væsenet at klare kommende situationer stadig mere og mere overlegen

 

 

 

Man kan ikke være forsigtig nok med at indlemme tanker i sit kartotek om andre levende væsener

Det levende væsen har således hele sin fortid nærværende i nuet i form af dets hukommelse, der er individets mentale skatkammer, hvorfra det henter materiale til de tanker, det udsender imod sin næste. Da dette kartotek spiller så stor en rolle i væsenets mentale udfoldelse er det meget vigtigt, at det er i overensstemmelse med det virkelige liv eller universets love. I modsat fald bliver individets skabelse af nye tanker falsk, og de forestillinger, det danner sig om sine oplevelser og de importerede tanker, bliver indlemmet i dets kartotek som udtryk for noget helt andet, end det de i virkeligheden er. Man kan derfor ikke være forsigtig nok med at indlemme tanker i sit kartotek om andre levende væsener, ellers bliver man let uretfærdig over for dem, og det vil hverken gavne dem eller en selv.

Man er uretfærdig, hvis man fylder sit kartotek med tanker om, at han er en idiot, og hun er irriterende osv. uden samtidig at tænke over, hvorfor de er, som de er, og nøjes med at bedømme dem og ikke dømme dem. Og samtidig tilgive dem, fordi de ikke i øjeblikket kan være anderledes på grund af deres fortid eller mentale kartotek. De kan jo ikke handle ud fra erfaringer og viden, som de først vil erhverve sig i fremtiden. Selvfølgelig må man, hvis man ved, at et menneske er en tyv eller bedrager, gøre, hvad man kan for at sikre andre og sig selv mod hans handlinger, men hvis han blot indgår i kartoteket som "en forbandet tyveknægt", er ens forestilling om ham ikke i overensstemmelse med virkeligheden.

 

 

 

Kun åndsvidenskaben kan hjælpe det enkelte søgende menneske at revidere sit åndelige kartotek

Men så er den samlede menneskeheds kartotek jo fuld af falske forestillinger! For det er jo den almindelige tankegang mand og mand imellem og også mellem staterne indbyrdes. Ja, det er netop det, der er galt i verden i dag, og her kan kun åndsvidenskaben hjælpe, ved at den hjælper det enkelte søgende menneske at revidere sit åndelige kartotek. Resultaterne af kartoteket udløses jo i den anden provins i det levende væsens rige, som hedder fremtiden, og den må naturligvis blive sådan, som kartotekets indhold kan skabe den. Jo mere kartoteket er i overensstemmelse med næstekærlighedsprincippet, jo mere vil fyrsten være i stand til at styre sit rige med et uvurderligt skatkammer til skabelse af nye tanker, som kan eksporteres til andre rigers fyrster, hvor de vil forårsage en sådan glæde og gavn, at produkter af en lignende høj kvalitet vil indgå til riget, og den fyrste, som måske engang var en "stodderkonge", vil for længst have overvundet al skærsild og helvede ved egen kraft, og hans åndelige verdens rigdomme vil strømme gennem kanalen eller hans fysiske legeme som højintellektuel skabekraft og være med til at forvandle denne verden fra et fysisk helvede til et "himmeriges rige".

M.