Dette er lydbog i mp3 af,
PAUL BRUNTON’s,
Den hemmelige vej,
Vejledning i
Åndelig Selvudvikling tilpasset for
moderne Mennesker.
RANUS FORLAG,
KØBENHAVN,
1952.
lyd-teksten kan følges ved at laste bogen online, og det kan være mange tekst
fejl som ikke er opdagede her, som derved er kommet med og oplæses.
denne finnes også i pdf på galactic.no/rune
Trykt hos Fensbo, København, 1952.
Forfatterens Forord til den danske Oversættelse.
Jeg benytter den Lejlighed, som dette nye Oplag af »Den hemmelige Vej« giver
mig, til
at rette et Par Ord til mine danske Læsere.
Hver Gang jeg har besøgt Danmark, nemlig i Årene 1948, 1950 og 1952, har jeg
iagttaget en stadig voksende Interesse for de Tanker, der finder Udtryk i mine
Bøger,
såvelsom for andre - om end lidt fjernere - beslægtede Emner.
Det er ved at gå op for det danske Folk, at der er noget at lære af
Orienten, noget, som
kan være af Interesse for og til Nytte i dets eget Liv. Orientens Lære kaster
nyt Lys over den
kristne Religion og giver Mulighed for at forstå den bedre. Man er ved at gære
sig klart, at
Livet ikke ender med Legemets Død, men at det fortsættes i andre Verdener,
indtil
Mennesket igen fødes på denne Jord - mange Gange -for at dets Intelligens,
Karakter og
Evner fortsat kan udvikles. Man begynder at forstå den Værdi, der ligger i at
opøve
Afspænding og Evnen til at meditere. Øvelserne i Afspænding beroliger Nerverne
og giver
større Kraft og Sundhed, mens Meditationen fylder Sindet med Fred, giver større
Selvbeherskelse og bevidst Viden om det indre Selv.
Derfor er det fuldkommen berettiget at sige, at Studiet af disse mystiske
Emner, forudsat
at de ledes rigtigt, egner sig ikke blot for Drømmere, men netop har afgjort
Værdi for
praktiske Mennesker, som er optaget af verdsligt Arbejde.
Imidlertid finder jeg det nødvendigt her at rette en Advarsel til Begyndere
i
Meditationsøvelser. De Evner, som udfolder sig i Tidens Løb, når man arbejder
med
Meditation, såvelsom dens Indvirkning på alle Personlighedens forskellige Sider,
nødvendiggør denne Advarsel. Man bør kun foretage Forsøg på at meditere
samtidigt med, at
man alvorligt prøver på at forbedre sin Karakter moralsk, at udrydde alle
ødelæggende
Følelser som Had, Vrede osv og skabe Ligevægt mellem Personlighedens forskellige
Aspekter. I modsat Fald vil der opstå skadelige Følger i Stedet for gavnlige.
Paul Brunton.
KAPITEL 1.
Hos en af Østens Vise.
For nogle År siden vandrede jeg gennem solstegte orientalske Lande ivrig efter
at finde de
sidste Levninger af hint mystiske Østen, om hvilket de fleste af os tit hører,
men som så få
nogensinde finder.
På disse Rejser mødte jeg en usædvanlig Mand, som hurtigt vandt min dybeste
Respekt,
og som jeg ydede min ærbødigste Hyldest; skønt han ifølge Traditionen tilhørte
Østens Vise,
en Klasse Mennesker, som i det store og hele er forsvundet fra den moderne
Verden, undgik
han al Publicitet.
Tiden glider hastigt som en brølende Strøm; den bærer den menneskelige Slægt
med sig
og drukner vore dybeste Tanker i sin Støj. Men denne Vise sad ensom og
uforstyrret hen på
sin Græsbænk og iagttog det gigantiske verdensskuespil med et fredfyldt Buddha-
Smil.
Verden ønsker, at dens store Mænd skal måle deres Liv med Verdens lille bitte
Målestok.
Endnu er der ikke fundet noget Mål, som kan tage deres fulde Højde, fordi
sådanne
Mennesker, hvis de virkelig fortjener Navn af Vise, har deres Storhed ikke fra
sig selv, men
fra en højere Verden, og den strækker' sig langt bort, ud i det uendelige.
Skjult her og der i
spredte Kroge i Asien og Amerika har nogle få Seere bevaret den urgamle Visdoms
Traditioner. De lever skjult, mens de vogter deres Skat. I den synlige Verden
dvæler de i
Ensomhed, mens de bevogter de guddommelige Hemmeligheder, som Livet og Skæbnen
har
forenet sig om at betro til deres Omsorg.
Timen for vort første Møde er stadig indgraveret i min Erindring. Jeg mødte
ham
uventet. Han gjorde intet Forsøg på formel Introduktion. Et Øyeblik så disse
sybilleagtige
Øjne ind i mine, og al den plettede Jord, som var min Fortid, og alle de hvide
Blomster, som
var begyndt at vokse op i den, var i lige Grad synlige i hint klingende Øyeblik.
I denne
siddende Skikkelse var en mægtig, upersonlig Kraft, som aflæste mit Livs
Vægtskåle med et
klarere Blik, end jeg selv nogensinde kunde håbe at gøre. Jeg havde sovet i
Afrodites
duftende Seng, og han vidste det; for mærkeligt, fortryllet Guld i min Ånds
Dybder havde jeg
lokket Tankens Gnomer til mig; også det vidste han. Jeg følte, at hvis jeg kunde
følge ham
ind i de mystiske Dybder, hvor hans Tanker dvælede, vilde alle mine
Besværligheder svinde
bort, vilde min Forbitrelse forvandles til Tolerance, og jeg vilde forstå Livet
- ikke blot
knurre ad det. Han interesserede mig meget trods det, at hans Visdom ikke var af
den Art, der
falder i Øjnene i første Øyeblik, og trods den store Reservation, hvormed han
omgav sig. Han
brød kun sin vante Tavshed for at besvare Spørgsmål om sådanne dunkle Emner som
Sjælens
Natur, Guds Mysterium, de mærkelige Kræfter, som ligger ubrugt i Menneskets
Bevidsthed
osv., men når han en sjælden Gang indlod sig på at tale, sad jeg fortryllet
under den
brændende tropiske Sol eller den blege Månesegl og lyttede til hans bløde
Stemme. Thi der
var Autoritet i denne rolige Røst, og Inspiration glimtede i disse lysende Øjne.
Enhver
Sætning, der faldt fra hans Læber, syntes at indeholde et kosteligt Brudstykke
af dyb
Sandhed. Teologer fra et krassere Århundrede lærte Doktrinen om Menneskets
Arvesynd;
denne Adept lærte Doktrinen om Menneskets oprindelige Godhed.
I denne Vises Nærhed følte man Sikkerhed og indre Fred. De Åndelige
Udstrålinger,
som udgik fra ham, var altgennemtrængende. Jeg lærte i hans Person at se de
sublime
Sandheder, hvorom han lærte, mens jeg i ikke mindre Grad hensank i ærbødighed
for hans
ubegribeligt hellige Atmosfære. Jeg følte mig i Guds Nærhed, når jeg sad hos ham
- noget,
som jeg ikke kan beskrive. Jeg kunde have taget stenografisk Referat af denne
Vises Taler,
jeg kunde også have ladet det trykke, men det vigtigste ved hans Tale, dvs. den
subtile, tavse
Duft af Åndelighed, som udgik fra ham, kan ikke gengives. Hvis jeg derfor
brænder litterær
Røgelse foran hans Billede, så er det kun en ringe Del af den Hyldest, jeg
skylder ham.
Jeg vil aldrig kunne glemme hans vidunderligt Åndrige Smil, som giver et
Vink om den
Visdom og Fred, han har vundet gennem Lidelse og Erfaring. Han er det mest
forstående
Menneske, jeg nogensinde har mødt; af ham kunde man altid være sikker på at høre
nogle
Ord, der vilde jævne ens Vej en Smule, og disse Ord vilde altid bekræfte, hvad
ens dybeste
Følelse havde sagt.
Alligevel bar hans Ansigt, når det var i Ro, et Udtryk af dyb Melankoli, men
det var en
resigneret Melankoli, ikke den bitre, oprørske, som man så ofte ser... man
vidste, at på et eller
andet Tidspunkt måtte han have gennemgået ubeskrivelig stor Smerte.
Denne Vises Ord står stadig skrevet i min Erindring som kom fra lysende
Fakler. »Jeg
plukker gylden Frugt af sjældne Moder med vise Mænd,« skrev Emerson i sin
Dagbog, og
det er sikkert, at jeg har plukket hele Kurve fulde, mens jeg lyttede til denne
Mands Tale.
Vore bedste europæiske Filosoffer er som Tællepråse ved Siden af ham. Men den
uund-
gåelige Afskedstime kom. Tiden drejede sig om denne gamle Klode. Jeg rejste
tilbage til
Europa, travlt beskæftiget med mange Ting. For ikke lang Tid siden gjorde jeg
mig igen rede
til at vende tilbage til Østen. I mine Tanker var en ikke ringere Opgave end at
foretage en
Opdagelsesrejse tværs gennem Asien, en Rejse, som skulde være en Fortsættelse af
min
gamle Søgen efter den ægte orientalske Visdom og Magi. Jeg håbede at
gennemvandre
Ægyptens gule Ørkener og at slutte mig til de viseste Sheiker i Syrien.
Jeg håbede at møde de nu så sjældne Fakirer i det fjerne Iraks Landsbyer, at
udspørge de
gamle Sufi-Mystikere i Persien i Moskeer med yndefulde, løgformede Kupler og
slanke
Minareter. Jeg gjorde mig Håb om at se Undere udfort af Yoga-Mystikere i indiske
Templers
violette Skygger, at samtale med de undergørende Lamaer i Nepal og ved den
tibetanske
Grænse, at sidde i de buddhistiske Klostre i Burma og på Ceylon og at føre
tavse, telepatiske
Samtaler med århundredgamle Vismænd i det kinesiske Bagland og i Gobi ørkenen.
Min Kuffert var næsten pakket, og jeg var omtrent parat til at tage af sted.
Jeg vendte
mig fra de menneskemyldrende Gader i den store By, hvor jeg boede.
»London er et Hvilested for enhver Fugl«, skrev den kloge Disraeli, og jeg
må være en
sådan fugl, om end noget gammeldags. Jeg holder af det rolige London, hvis Gader
står fra
det attende Århundrede med gamle indhegnede grønne Pladser, og jeg betragter dem
som
velkomne Oaser i den moderne Tids støjfyldte Ørken. Jeg ser Spøgelser fra et
forgangent
Århundrede klædt i Silkefrakker og Knæbenklæder, når jeg om Aftenen vandrer
omkring de
yndige, græsbevoksede Pladser.
Derimod kan jeg ikke lide det London, som er Scene for talløse Biler og
jagende
Mennesker. Men jeg synes om det London, som ligger omkring den brede Thems,
Steder som
Rotherhithe og Wapping, for der spadserer jeg ved maleriske Værfter og Kajer i
en
Atmosfære, der dufter af Hav, og kan betragte romantiske Skibe, som kommer og
går på
Floden. Jeg foretrækker at se en vejrbidt Bark glide fredeligt ned ad Themsen
fremfor en
malet Dæmon af en Lastbil jage gennem Gaden med nervepirrende Støj.
Således har jeg da på denne af Skæbnen udpegede Dag søgt i nogle få Timer at
slippe
væk, ud på Landet til grønne Træer og venlige Marker. Jeg fandt Stedet, som jeg
søgte, efter
at have besteget de bølgende Kridthøje og vandret ad bugtede Stier og gennem
stille
Bøgeskov. Mine Øjne var halvt lukket; de hårde, forvirrede Lyde fra tætbefolkede
Byer var
svundet bort, og jeg sad igen i næsten tranceagtig Stilhed. Det varede ikke
længe, for gammel
Vane gjorde sig gældende; jeg trak forventningsfuld en slidt Notesbog frem. Jeg
havde sat
mig i det friske grønne Græs med Pen i Hånd og Bog på Knæ, idet jeg kastede mit
Net ud
blandt de fine Tanker og skønne Stemninger, der fylder Hjertet, når alt er
stille. I en sådan
ensom, landlig Stilhed har jeg tit følt mig mere hjemme end i mangt et Selskab i
City, og når
jeg overskygges af sådanne sølverne Boge, har jeg tit følt, at jeg var i bedre
Selskab end
sammen med mange Mennesker.
Det var den milde Høsttid, og omkring mig lå de gyldent- grønne Blade, som
bereder sig
på at dø i så rig en Skønhed, når Året går på Hæld. Den sene Eftermiddagssol
skinnede
velgørende på alt omkring mig. Timerne gled forbi, den ene efter den anden;
nogle få
Insekters sagte Summen steg og døde bort, idet de fløj gennem Luften, men stadig
lå Pennen
ubevægelig imellem mine Fingre. Man venter ved Tankens stille Kyst på de
ophøjede
Stemninger, der er som fine Slør; så sarte er de, at hvis man ikke kaster sit
Net ud på den rette
Måde, må man undertiden vente længe, for den næste frygtsomme Tanke vover sig
ind i Nettet; men er blot nogle få fanget ind, daler Belønningen i rigeligt Mål
ned over ens Hjerte.
I dette Åndelige Element ligger alle Menneskets duftende
Håb gemt, og de venter som lige så mange uplukkede Blomster på de bløde
Hænder, der
skal samle dem til Brug for blinde. Disse Besøg af højere Stemninger forsyner os
med
kostelige Skatte, der kan skrives ned. I sådanne hel lige Øyeblikke berører man
det
Uendelige. Sætninger danner sig af sig selv i æteren, man ved næppe hvorledes.
Ordføjninger
løsner sig fra Himlen og daler ned i denne månestrålende Verden, idet de daler
ned i ens Pen.
Man må give efter for disse mystiske Stemninger og ikke stride imod. Så gør man
sig værdig
til at blive Mellemmand mellem de udødelige Guder og det svage, glemsomme
Menneske.
I dag mente jeg imidlertid, at jeg havde ventet forgæves, hvorfor jeg
lukkede Bogen og
stak Pennen i Lommen igen. Snart vilde den mærkelige Tusmørketime kaste sin
Skygge over
Tidens Ansigt, og blødt vilde Natten liste sig ind i Dagens Haller. Så vilde jeg
rejse mig fra
den faldne Træstamme, hvor jeg så vemodigt havde siddet og søgt forgæves, og med
langsomme Skridt vilde jeg begive mig hjemad over de mørknende Marker og gennem
Skoven, hvis overmodne Blade havde lagt et rigt brunt Tæppe over Jorden.
Dog, i Stedet opstod der en mærkelig Stilhed, og en Hinde gled over mine
Øjne, så
Synssansen blev uimodtagelig for Verden omkring mig. Blodet jog gennem mine
Årer, og et
stort, gyldent Lys skinnede i mit Hjerte. En Hånd rørte ved min Skulder, derfor
løftede jeg
Hovedet og så op, og et mildt Ansigt var bøjet over mig.
Han, som jeg havde kendt i Orienten, den Vise fra Østen, viste sig for mig.
Hans
alvorlige, skæggede Ansigt var ligeså genkendeligt, som var det foran mig i Kød
og Blod.
Han kom med Fodtrin så sagte som Duggens Fald. I mit Hjerte hilste jeg ham med
dyb
ærefrygt. Hans Øjne så på mig med en Bebrejdelse i Blikket.
Mildt sagde han: »Min Søn, det er ikke godt. Har du glemt Medfølelsen? Skal
du rejse ud
og føje mere til din Rigdom af Kundskab, mens andre forsmægter efter en Krumme
af
Visdommen? Vil du søge Gudernes Selskab, mens der er andre, der i deres Søgen
efter Gud
kun kan se Himlens tomme Rum? Når der er Mennesker, som sender deres Bønner op i
Håb
om Svar og intet får? Glem ikke dine Medmennesker i Nød! Rejs ikke bort til de
Lande, hvor
Palmer vifter, for du har overvejet disse Ord vel. Fred være med dig.«
Uden et Ord mere svandt han bort for mit Syn, så stille og gådefuldt som han
var
kommet.
Da jeg igen blev mig mine Omgivelser bevidst, kunde jeg næppe skelne
Træerne, så
mørkt var det blevet. Dagslyset var svundet, og de blinkende Stjerner begyndte
at vise sig på
Himlen. De første, svage Månestråler kastede nogle få Glimt ned på det væltede
Træ. Stort
andet kunde jeg ikke se.
Jeg rejste mig og begav mig på Vej hjem. Mens jeg gik igennem Græsset med
Stokken
rystende i Hånden og Tankerne fæstet på de ophøjede Ord, der var faldet fra hine
bebrejdende
Læber, erkendte jeg pludselig, at Beskyldningen var fuldkommen sand. Jeg havde
ikke tænkt
på andre end mig selv. Jeg havde fulgt Lyset fra Sandhedens Stjerne, den, som
tiltrak mig
mest af hele Stjernevrimlen, men jeg havde fulgt den for mig selv alene.
Jeg hørte op med mine Grublerier og vendte tilbage til Byen, idet jeg med en
besynderlig
ærefrygt betrådte de nattemørke Gader. Her var Millioner af Mennesker, som -
tvunget af
Samfundets Krav - måtte gå til Ro på Klokkeslet og stå op efter et støjende
Vækkeurs
Ringen.
Ja, jeg havde holdt Fest for mig selv på guddommelige Sandheder, som aldrig
kan dø.
Vilde ikke min Sjæl afmagres og blive lille, hvis jeg lod ude af Betragtning
dem, som
hungrede efter, hvad jeg så uhindret havde taget til mig fra den tilsyneladende
uigennemtrængelige Himmels Stilhed.
Kunde man finde Hvile i Opnåelsen af disse Sandheder og beholde dem for sig
selv? Der
er andre Mennesker i denne tæt befolkede Verden, og iblandt dem er der nogle få,
som måske
vilde byde de Tanker velkommen, som jeg kunde fremsætte for dem.
Kendsgerningernes Verden har kun ringe Sympati for den, der står i Afstand
parat til at
se Ting, som de ikke kan dele med andre, og Verden har Ret. Vi, som er Seere og
Mystikere,
må drage den sidste krystalklare Vanddråpe op fra Visionens Brønd, men dermed
begynder
en Pligt, som er alvorlig og streng, og som består i at byde denne ukendte Drik
til den første
Vejfarende, som er tørstig nok til at tage imod den. Ikke for os alene, men for
alle kaster
Neptun sin magiske Trefork ud over Sjælens Dybder og viser os den sine Billeders
Blændværk.
Hvis det Privilegium at sidde ved glemte, men ikke mindre mægtige Guders
Fødder er
stort, så er det Arbejde at bringe disse Guders Budskab ud til Mennesker, der
ikke hører, men
lider, ligeså stort, ligeså ædelt. Måske er der intet Menneske, hvis Sind er
således klædt i
Grimhed, at ikke nogle få svage Glimt af skjult Skønhed nu og da kan påvirke ham
og få ham
til at løfte Hovedet mod Stjernerne, undertiden uvis om Meningen med det hele,
undertiden i
Undren over den evige Sfærernes Harmoni.
»Glem ikke dine Medmennesker i Nød«, havde min mærkelige Gæst sagt.
Hvad kunde jeg da gøre? Jeg kunde ikke blive længe i dette Vestens Land og
forsømme
min trans-asiatiske Ekspedition som Skæbnen og egen Tilbøyelighed havde beredt
for mig.
Hvorledes skulde jeg da kunne sprede denne Visdom, som jeg havde lært at
betragte som
Sandheden?
Svaret steg ganske klart op i min Bevidsthed i Skikkelse af en selvfølgelig
Tanke: Jeg
vilde skrive nogle af de Ting ned, som Livet havde lært mig, og lade det blive
tilbage. Jeg
kunde ikke gøre andet end banke på Folks Dør og aflevere nogle få Tanker, som
havde
hjulpet mig; så måtte jeg overlade til dem selv at gøre Arbejdet. Enhver, som
gerne vilde
modtage disse Tanker, vilde sikkert blive hjulpet; men den, som forkastede dem,
måtte finde
sin Næring andetsteds. Kunde mine Meddelelser blot træffe et Menneske i et eller
andet
kritisk Øyeblik af hans Liv, hvem ved, hvor langt det da kunde føre ham hen imod
det evige
Gode? I den Bog vilde jeg prøve på at finde Ord for en Visdom, som jeg har lært
ved
dyrekøbt Erfaring. Der skulde være Sætninger, som vilde indeholde Essensen af
Dage tilbragt
i Lidelse. Alt dette vilde jeg gøre, for at disse Sider kunde bringe Trøst og
Helbredelse til
dem, som lider ilde, vise dem, at Mennesket i sig selv ejer sjældne og uventede
Hjælpekilder,
hvormed han kan møde og overvinde de hårdeste Prøvelser, som kun få undgår.
Derfor
behøver den ikke at være en glædeløs Bog; den vilde også komme til at indeholde
dvælende
Genlyde fra mange lykkelige Timer, tilbragt i ophøjet Fred. Den vilde give mere
end et Vink
om den ekstatiske Glæde i de gudlignende Tilstande, som venter på alle
Mennesker. Nej, den
behøver ikke at være en glædeløs Bog, kunde slet ikke være det. Blomsterne må
lidt efter lidt
tabe deres Kronblade, Månen må vokse og mindskes, selv Lærken må en Dag standse
sine
yndefulde Triller, men jeg har fundet et Land, hvor der gror mærkelige Blomster,
som gror
evindeligt, hvor Himlen altid er klar, og hvor alle Ting synger en udødelig
Sang, som aldrig -
siden Tidens Begyndelse - er ophørt at lyde.
Ud fra disse Betragtninger er disse Sider blevet til. Hvis man synes, at de
ikke består af
stort andet end spredte Tanker bundet læseligt sammen, må jeg bede Læseren om
Undskyldning, for jeg samler mine skrevne Tanker i en mangefarvet Verden. De er
altid
usammenhængende og kommer kun i Brudstykker. Jeg står beskæmmet overfor andres
letflydende Tale, overfor Fægerakker, der glider som en Strøm af Olie. Denne min
haltende
Udtryksmåde tilskriver jeg en naturlig Impuls i mit Sind til at indtræde i en
Tilstand af Hvile
fremfor Virksomhed. Der er Krig i min Himmel, hver Gang jeg vil gribe Pennen,
den har
accepteret de Begrænsninger, der blev den til Del ved dens Tilblivelse, og den
higer ikke
efter nogen bedre Teknik.
Man vil bemærke, at jeg ikke argumenterer synderligt i denne Bog, mens der
er meget,
som vil fremkalde Modsigelser. Grunden vil være tydelig nok for dem, som har
mestret
Mysteriet i Kristi Ord: »Uden at I bliver som Børn på ny, kan I ikke indtræde i
Guds Rige«,
men det vil være svært at fatte for den overkloge og egocentriske. Intellektet
er nemlig kun en
Maskine; det er en udmærket Tjener, men en dårlig Herre.
Vi er tilbøjelige til at kritisere, hvad vi ikke forstår. Hvis noget af det
skrevne
forekommer svært at forstå eller at være dunkelt, bør Læseren alligevel fordybe
sig i det,
indtil han har forstået.
Hvis jeg kan stimulere ham, så han forstår sin egen sande Tanke, yder jeg
ham en større
Tjeneste end ved at undervise ham. Denne Tidsalders Mennesker læser for at slå
Tiden ihjel,
men der er nogle få vise, som læser for at gøre Tiden levende. Jeg håber, at
disse sidste vil
finde denne Bog.
Korstog har ingen Tillokkelse for mig, og at agitere vilde være mig en Pine.
Langt
hellere vil jeg stimulere andre, ikke til at slutte sig til en eller anden
Kultus, men til at tænke
selv og tænke dybere end vor Tids Mennesker plejer.
Det er kun ved at tænke en Sag igennem selv, at man forstår den rigtigt. Jeg
kan
ikke gøre mig Håb om at overføre min Forståelse til Dem, men jeg kan gøre mig
Håb om i
Dem at vække Evnen til at se selv. Derfor formulerer disse Sider ikke noget fast
System, som
man skal svælge ved en Trosakt. Formålet er at give Vink. Bogen skal opfordre
Dem til at
tænke selvstændigt. Den giver Dem mentale Nødder at knække i Form af usædvanlige
Spørgsmål. De kan skabe et nyt System af Ideer for Dem selv ved at fordybe Dem i
disse
Sider, men det vil blive Deres eget System, ikke en andens. Tanker som disse vil
måske i
Begyndelsen forbløffe Dem, men de kan ende med at stimulere Dem.
Jeg skriver ikke for at hjælpe det Menneske, der allerede har rullet sit
Sinds Gardiner ned
og sat dem fast, at ikke Lyset fra nogle få nye Ideer muligt skal strømme ind og
forstyrre hans
Søvn. Jeg skriver for de få, som midt i det moderne Roderi af forvirrede
Doktriner har sat
Føden på ny Jord, fordi der ikke synes at være noget sikrere Sted i Sigte.
De, som i denne Bog søger efter mange Kendsgerninger, vil ikke finde dem.
Der findes
tusindvis af Bøger, som kan give Dem alle de Kendsgerninger, de bare kan ønske
sig; endnu
bedre: der er den store Livets Bog, som De altid kan rådspørge, og i hvilken De
altid kan
finde Bekræftelse på alle de Påstande, jeg har fremsat. Min Hensigt har været at
vise Sjælen i
alle disse Kendsgerninger. Jeg har forsøgt i een Sætning at samle, hvad der
findes gemt i
hundredetusinde Kendsgerninger, Begivenheder og Eksperimenter.
Det er, fordi jeg har tilbragt Årene med at strække min filosofiske Sjæl på
Pinebænken,
indtil jeg fandt Sandheden, at jeg ikke er i Stemning til at lytte til polerede,
Åndsforladte
Talemåder så lidt som at nedskrive dem. I Virkeligheden er der intet nyt i den
inderste Tanke
bag disse Sider, skønt det ikke betyder så meget, om den repræsenterer nye eller
glemte
Sandheder, men mere, om det er en sand Tanke. Mænd fra Middelalderen som Thomas
a' Kempis, eller Jakob Böhme udtalte i tidligere Århundreder de samme Ideer, men
de meddelte dem i en Form, der ikke tiltaler mig synderligt og endnu mindre vil
tiltale mine samtidige.
Dog skrev de ud fra en sand Erfaring, som kan blive ethvert Menneskes Eje i det
tyvende
Århundrede, hvis han kan gøre den til sin. De, som betragter denne Erfaring som
i det højeste
ufattelig og i det mindste ulogisk, bør foretage visse Undersøgelser, for de
afsiger en Dom.
For jeg véd, at jeg har prøvet at gribe denne vanskelige Udforskning af Livet an
i en
videnskabelig og ærbødig Ånd, at jeg har nærmet mig den med en upartisk
Kærlighed til
Sandheden for dens egen Skyld, ikke for at bekræfte eller afsvække særlige
Teorier. Jeg ved,
at jeg i denne Bog alvorligt. behandler lidet kendte Bevidsthedstilstande, som
for mange kan
synes Overtro, men for mig er sand Videnskab. De, som kan modtage Bogen i denne
Ånd, vil med Tiden få Løn for deres Tillid i førstehåndskundskab.
Jeg føler mig fredfyldt og urokkeligt sikker på, at jeg overfor enhver kan
bevise Rigtigheden af min Fremstilling, men kun, hvis man er beredt til at
foretage samme psykologiske Eksperimenter, som jeg har foretaget. De Tanker, som
jeg nu giver ud, kom ikke til mig
efter lang Argumenteren, de kom efter lang Erfaring. Derfor må den, som vil
forstå dem på
rette Måde, være villig til at gøre den samme Erfaring, og det vil ske, hvis han
er ligeså ivrig
efter at finde Sandheden, som han er med Hensyn til sine andre og mere verdslige
Anliggender.
Hvis jeg derfor finder det Åndelige Liv ligeså substantielt som det
materielle, kan
enhver, som læser denne Bog, gøre den samme Erfaring. Jeg ejer ikke nogen særlig
Forret
fremfor nogen anden, jeg kan ikke gøre Krav på andre magiske Evner end dem, jeg
har
erhvervet mig ved langvarige Anstrengelser. Hvad jeg har fundet i mig selv, er
nøjagtigt,
hvad enhver anden, selv en hærdet Chicago-Gangster, kan finde i sit eget Væsen.
Hvis man synes, at denne Bogs Sætninger undertiden gløder og vidner om stor
Iver, så er
Forklaringen ene den, at den er skrevet ud af Livet; at den ikke er en Samling
akademiske
Teorier udformet i et Cambridge's klosteragtige Ro. Kan man ikke være en god
Filosof uden at skrive koldt, som om man ikke interesserede sig for sit Emne? Må
Bogen være bleg og farveløs, må alle følelsesmæssige Udtryk nødvendigvis skæres
bort, for at den kan være god Læsning?
Kritikeren kan ikke gendrive mig, thi hvad jeg har skrevet, hviler ikke på
mine egne individuelle Meninger, men på evige Sandheder, der er så gamle som
Stjernehimlen, Sandheder, som er grundfæstet i både Naturen og Mennesket. De er
der, men de må graves ud.
Denne Bog er kun én Stemme, der råber i denne slagne Verdens ørken. Der er
andre og i mange Lande. De Sandheder, den bærer på sine Sider, er enkle og dog
subtile.
Den er en litterær Pil, som er sendt ud på må og få, men den føres dog af en
højere Hånd end min. Skæbnen, Behovet hos så mange Personer, som har skrevet til
mig, og det udtrykkelige Ønske hos den vise Mand fra østen - en af mine Åndelige
Ledere - alt har sluttet sig sammen om at give mig denne Opgave. Bogen vil finde
Vej til nogle Mennesker, som søger Sandheden, og måske kan den være dem til
Nytte.
Jeg har forsøgt at give den rette Klang til en Stemme, som synes at være
stum hos de
fleste, derfor håber jeg, at disse Sider ikke vil være uden Værdi for dem. Den
Kendsgerning,
at Millioner af Mennesker omkring mig er optaget af Sager af en helt anden Art,
foranlediger
mig til at minde dem om, at de og deres Virksomhed om kortere eller længere Tid
skal
forsvinde fra denne Klode, men at der er en Vej åben for dem, som fører til det
evige Liv, der
er en varig Værdi.
Nogle vil henregne mig til den stadigt mindskende Skare af Drømmere, som
venter at
finde stjernestrøede Højder i Mennesket. De tager ikke fejl, men jeg vil bede
dem forstå, at de
kan virkeliggøre min Drøm i sig selv. Den Vej, jeg har fulgt, fører i en anden
Retning end
den sædvanlige, men ikke så langt bort, at ikke flere kan gå den. Hvis en
tåbelig Tidsalder
kalder os en Flok Drømmere, så har vi i det mindste den Trøst at vide, at vi
drømmer, mens
de andre sover i sørgelig Åndelig Ubevidsthed.
Andre vil Spørge: »Kan man følge dette Lys midt i vor Tids Sørger og
Lidelser?« Til
dem vil jeg sige: »Det er netop Tiden til at få det bedste Bevis på dets
guddommelige Værd.«
Der er visse væsentlige Sandheder om Livet, visse grundlæggende og
uforanderlige
Principper, som styrer Tilværelsen, og som har været kendt af de Vise i alle
Tidsaldre fra den
fjerneste Oldtid til vore Dage. Helbredelse findes for alle. Intet Menneske er
så nedbrudt, så
fortrykt af Sygdom, Fattigdom og Sorg, at der ikke findes en Vej ud af eller
omkring hans
Problemer eller, i værste Fald, en Måde at bære det på. Det er således, det må
være således,
fordi alle Mennesker lever i den universelle Tanke, som har ladet denne Verden
blive til, en
Tanke, som er vedvarende god, umådelig vis og evigt fredfyldt.
Der findes grimme Ting i det sociale Liv omkring os, Ting, der kan synes at
være i
Modstrid med denne Påstand; alligevel, det mindste Resultat af varig
Anstrengelse ad de
Linjer, der er angivet i denne Bog, vil blive, at man grundfæstes i en indre
Fred, og denne
Tilstand vil kendemærke en fremfor ens Medmennesker, der vil erkende, at de står
overfor et
Menneske af en sjælden Ligevægt. Efter at man har fundet denne Fred, vil andre
Mennesker
komme til en - både gamle og unge - og de vil søge Oplysning om den Hemmelighed,
som
synes at være undgået dem. Og så vil det blive hans Tur at vise dem Vejen.
KAPITEL II,
Mennesket - Videnskabens største Gåde.
Filosoffen sidder i Galleriet i Livets Teater og ser ned på det Skuespil,
der spilles på den
ham så fjerne Skueplads. Det er muligt, at den Stilling, som han indtager -
udenfor Spillet -
sætter ham i Stand til at afsige den rette Dom over det altsammen. De, som
sidder i Logerne
og iagttager denne Verdens- Forestilling, har nærmere Udsigt end de, som sidder
i Galleriet,
men derfor behøver de ikke at få et rigtigere Billede af Spillet.
Den indre Mening med Livet betyder intet for os! Vi tillader ikke sådanne
Problemer at
trænge sig ind i vor Bevidsthed. Vi foretrækker at lade filosofiske gamle
Særlinge foretage
sådanne Undersøgelser eller også lettroende gamle Præster. Søgen efter Sandheden
er blevet
noget kedsommeligt. Det, som burde give os et lykkeligt Mål at stræbe efter, er
noget, man
ikke kan tale om i dannet Selskab.
Gud skriver sit Budskab på denne runde Planets Overflade. Mennesket, som har
gjort sig
selv blind, er ude af Stand til at læse det. Nogle få, som kan se, fortolker det
for andre, men
Massen af Menneskeheden håner deres Anstrengelser, og kun de få intuitive
iblandt de
kultiverede og intelligente og de barnligt enkle blandt Bønder og Arbejdere
modtager
Budskabet og takker derfor. Det er derfor, at Beretningen om Menneskehedens
senere
Historie er rød af Blod og vædet af Tårer, hvorimod den fuldstændige Historie
hverken er
tragisk eller komisk, for der falder ikke noget Tæppe, og Historien får ikke
Ende.
Ja, Menneskeheden synes slagen med Åndelig Blindhed og Døvhed. Ude af Stand
til at
læse den mystiske Skrift på denne Verdens Væg, uvillige til at lytte til de få
Seere, som
formår det, gennemlever vi vore Dage famlende og snublende. Advarsler og vise
Råd afviser
vi som Tåbers Udgydelser, ganske som Jøderne afviste Kristi slående Sandheder.
Resultatet
er, at Menneskene vandrer hjælpeløse om fra Vuggen til Graven i vore Dages
forvirrende
Kaos.
Vore små Selv bliver aldeles opslugte af vore Kampe og Længsler, vore Sejre
og
Nederlag. Vore tillokkende Ejendele holder os fangne, og vi kommer i Opror og
føler
Bekymring for deres Skyld. Vi kan ikke gøre for det, for vi er Mennesker; men
Sfinxen, som
hæver sig op af Ægyptens Sand og overskuer den dødelige Slægt, smiler - og
smiler - og
smiler!
Alligevel, Mennesket er et fornuftigt Væsen og kræver instinktivt en
fornuftig Forklaring
på Tingene. Vi lever i en overvejende videnskabelig og intellektuel Tidsalder.
Alle vore
Oplevelser forklares i Lyset af en rent materialistisk Forstand, men Livet synes
at drage en
skarp Linje på vor egen Naturs Kort, og udenfor den Linje findes et udstrakt,
ukendt Land,
som Forstanden synes ude af Stand til at trænge ind i. Da jeg i et af Bertrand
Russels gamle
Essays læste hans fine, men pessimistiske Trosbekendelse, tog jeg den som typisk
for den
sterile Holdning, der påtvinges de Videnskabsmænd, som afslår alt Håb om
nogensinde at
trænge ind i det ukendte Land.
Han skrev, at »Mennesket er et Produkt af Årsager uden Forudviden om det
Mål, de
tenderer mod; at Menneskets Oprindelse, Vækst, Håb, Frygt, hans Kærlighedsliv og
Meninger kun er Resultatet af tilfældige Atomsamlinger; at ingen Begejstring,
intet
Heltemod, ingen Intensivering af Tankevirksomhed og Følelse kan bevare det
individuelle
Liv hinsides Graven; at alle Tidsaldres Arbejde, Opofrelse, Inspiration, det
menneskelige
Genis mest strålende Middagshøjde er bestemt til at slukkes i Solsystemets
Dybder - alt dette
er, om ikke helt udenfor Diskussion, så dog omtrent så sikkert, at ingen
Filosofi, som
forkaster det, kan bestå«.
Således er de pessimistiske Tanker, som i intellektuelle Kredse finder
Udtryk i dag. Vi
kan se Videnskabsmændenes Resultater i Verden omkring os; yi må altid beundre
deres høje
Intelligens, og dog kan de kun lære os Livets ABC. De kender ikke dets XYZ. De
fleste af
dem er nu ærlige nok til at indrømme det og bekende deres Uvidenhed om de første
Årsager
til Livet.
De, som vil have os til at falde tilbage på den sunde Fornuft i disse Ting,
anviser os et
svagt Ror at støtte os til. De glemmer, at sund Fornuft, forsåvidt som den kun
er den
almindelige Mening, ofte er ensbetydende med Uvidenhed.
Hvor skal vi da gå hen for at lære de første Bogstaver i Livets Alfabet? Vi
må gå derhen,
hvor Menneskeheden altid er søgt hen, til det eneste Sted, hvor den kan henvende
sig med
Håb om Resultat. Vi må gå til Seerne og de Vise. Mens Videnskabsmændene har
gennemsøgt
det materielle Univers for at finde nye Kendsgerninger, har Seerne gennemsøgt
deres egne
Selv og udforsket deres Bevidsthed for at finde gamle Sandheder, idet de er nået
til den
Erkendelse, at det eneste, de formår, er at genvinde den urgamle Visdom.
Hvad de første Seere fandt og nedskrev for Tusinder af År siden, finder de
seneste Tiders
Seere og bekræfter for os i Dag. Men hvad den første Videnskabsmand i det
nittende
Århundrede fandt og nedskrev, ler den sidste Videnskabsmand af i Dag af og
forkaster.
Videnskabens seneste Resultater har allerede lagt de livløse Spekulationer fra
den mid-
victorianske Tid i en dyb Grav. Alligevel kanoniseres Videnskabsmanden af vor
Tids Slægt
således, at med mindre - og indtil - han nikker sit Bifald til hver enkelt
Åbenbaring fra
Seeren, kastes Perlen på Møddingen. Dette er foregået lige for vore øjne i det
sidste halve
Århundrede. Nulevende Videnskabsmænd, som man næppe kan kalde Drømmere, låner
deres
Navn til Seernes Ideer.
Biskop Berkeleys Hoveddoktrin var et lignende Synspunkt som de indiske
Absolutisters.
Han påstod, at alt, hvad vi véd om Verden, er vore Reaktioner overfor den, vore
Indtryk af
den. Han gjorde Bevidstheden til Målestok for Virkeligheden af vort Univers og
satte derfor
Bevidstheden som den første og fundamentale Virkelighed. Sir James Jeans har på
en
glimrende Måde vist, hvorledes den fysiske Videnskab, idet den går ud fra, at
den materielle
Verden er den fundamentale Virkelighed, ikke des mindre er blevet tvunget til at
betragte
Berkeleys Teori med Velvilje. Einsteins og Whiteheads Konklusioner har ligeledes
hjulpet til
at bekræfte Biskoppens Påstand.
Jeans skriver i »The Mysterious Universe«: »Alle de Former, som findes
indenfor
Verdens mægtige Kreds, har ingen Substans udenfor Bevidstheden.« Denne
Berkeley'ske
Konklusion bekræftes også af Sir Arthur Eddington
, den fremragende Fysiker, der ligeledes skildrer Universet som en Idé i -
Guds
Bevidsthed. Han benægter endog »Virkelighed« adskilt fra Bevidsthed. Sir Oliver
Lodge's
Arbejde indenfor Fysikken såvel som hans Undersøgelser indenfor Spiritismen
peger også
hen på Menneskets Bevidsthed som Virkeligheden i en Verden af flygtigt Stof.
Vore hånlige Materialister afviser Ideen med et Knips med Fingrene. De
Videnskabsmænd, som antager den, bliver tituleret »Tosser«. Imidlertid er det
værd at lægge
Mærke til, at disse sidste står i de forreste Rækker indenfor deres Felt og er
blevet ledet til
Antagelse af Ideen efter lang og grundig Forskning. Man kan opstille en lille
Profeti om, at
hele Hæren af Videnskabsmænd ubevidst vandrer i samme Retning.
Imidlertid må vi fri os for det Selvbedrag, at Personligheden ejer nogen
sand Målestok
for Bevidsthed. Vi må først i os selv skabe en sand Ydmyghed, forinden vi kan
lære den
frigørende SANDHED at kende. Vi må med den kloge Franskmand, Descartes, vinde
den
Sindsstilling, hvori han begyndte et af sine Værker: »Jeg har anset meget for at
være sandt,
som jeg nu ved er usandt; jeg har ingen Grund til at antage noget for sikkert.
Muligt er alt,
hvad jeg opfatter og tror, forkert. Hvad er da sandt? Hvad er sikkert?«
Således er den gamle mekaniske Opfattelse af Livet, som blev grundlagt af
Stifterne
af den moderne Videnskab fra det syttende Århundrede og videre frem, begyndt at
dø
ud i Laboratoriet og Auditoriet.
Fysikerne selv, som en Gang fremsatte Stoffets Evangelium, er nu blevet
ubehageligt
usikre med Hensyn til de fysiske Fænomener. Deres vidtgående Undersøgelser har
vist dem,
at det, som de en Gang kaldte dødt Stof, kan udvise visse Egenskaber, som
Lærebøgerne
hidtil har kendetegnet som Egenskaber hos organisk Stof. Dette er Tidens
Tragedie - den
prøver alle Ting og Ideer og beviser igen og igen, at øjeblikkets gældende
Synspunkter er
fejlagtige.
Da Videnskabens Skib i det syttende Århundrede sejlede efter Bacons
omhyggeligt
lavede Kompas, vilde dets Mandskab være blevet meget forbavset, hvis man havde
fortalt
det, i hvilke mærkelige Vande det vilde komme til at sejle i
Nittenhundredeogtrediverne. Thi
Skibet står nu ind i de Havne, som de tidligere Filosoffer erklærede var de
bedste, idet de
viste, at Tiden næppe kan have nogen selvstændig Tilværelse adskilt fra den
menneskelige
Hjerne, og at Stoffet er Sammenfatningen af Myriader af uendeligt små Partikler
i den alt
gennemtrængende æter.
Det nittende Århundredes Videnskab har sat Teorien om, at Livet er et
Produkt af
Stoffet, på en Piedestal. Det tyvende Århundredes Videnskab er i Færd med at slå
en
Kolbøtte og ser Stoffet opløse sig i Elektroner, en simpel Samling af
elektrificerede Partikler,
som unddrager sig Syn og Sansning! Skridtet fra dette Stadium til den stofløse
Verden er ikke
så langt - intellektuelt set.
Filosofien, den en Gang så forhånede Askepot, er nu ved at blive sat i
Højsædet.
Fremragende Videnskabsmænd som Jeans og Eddington har vist, at den fysiske
Videnskab er
ude af Stand til - uden Filosofiens Hjælp - at nå ind til Tingenes Væsen.
Hvis vi tager et Overblik over Forløbet af videnskabelig og filosofisk
Tænkning siden
Året 1859, da Darwin offentliggjorde sin epokegørende »Arternes Oprindelse«, kan
vi måle
dens Nedgang dybt i Materialismen i Løbet af det sidste Århundrede og dens
Opstigning igen
hen imod en mere Åndelig Forklaring af Universet i Løbet af dette.
De Materialister, som taler det mid-victorianske Sprog med Darwin'sk Accent,
er ved at
blive uforståelige for vor Tids mere fremskredne Slægtled, som har fulgt
Videnskaben ind på
de mærkelige Områder, der er blevet opdaget af Jeans, Einstein og Lodge.
Da Einstein viste, hvilken Drejning Solstrålerne foretager, inden de når vor
Klode,
fordunkledes de videnskabelige Lys, som leder os, og Folk blev trætte af at
drage
Konklusioner om det, der er øyensynligt. Den Psykologi, der var almindelig
anerkendt for 50
År siden, viser sig også nu at være meget mangelfuld. Alene Studiet af Abnorm-
Psykologien
har bragt den Tids tilsyneladende rigtige Forklaringer i Ulave.
Den nye Række af videnskabelige Forskere, som nu beskæftiger sig med
Problemer om
Tid og Kausalitet, særlig de matematiske Fysikere, har anvist helt nye
Forskningslinjer.
Einstein har også lært os at se på Tiden som en ny Dimension, skønt vi næppe
har fattet
den fulde Betydning af denne revolutionerende Idé. Hvis hans Arbejde i Fremtiden
bringer
ham et skridt videre, vil det føre ham til at betragte bevidstheden som den
egentlige
virkelighed.
Vi lever i en Tid, som karakteriseres af anvendt Videnskab. Kundskab kommer
først; Tro
er sekundært. Vi afprøver hver Kendsgerning eller Begivenhed i denne Verden med
et
søgende »Hvorfor?«. Der findes en Årsag til enhver synlig Virkning. De gamle
Tider, da en
uforklarlig Begivenhed blev forklaret med en Henvisning til Guds Vilje eller en
Engels
Indvirkning, er forbi og kommer ikke igen. Åndelig Sandhed må for Fremtiden stå
på en
videnskabelig Grundvold; den må aldrig være bange for noget Spørgsmål, og den må
ikke
afvise den ærlige Spørgende som irreligiøs, fordi han ønsker Bevis, for han vil
tro.
I Løbet af de sidste Tiår af det attende Århundrede og de første Tiår af det
nittende viste
der sig en Konstellation af litterære og videnskabelige Stjerner på den
europæiske Himmel,
og dermed indledtes en Fornuftens Tidsalder. Gud blev detroniseret, og Fornuften
blev den
højeste filosofiske Suveræn. Nu modtager Videnskaben vor største Hyldest.
Videnskabsmanden er Nutidens Pave og sidder i Verdensautoritetens Vatikan. Vi
modtager
hans lærde Åbenbaringer med religiøs ærefrygt. Vi stoler på hans pontifikale
Forkyndelser,
som en Gang hele Europa troede på Kirkens Dogmer og Trosbekendelser.
Det er ikke Hensigten med disse Ytringer at rive ned på Videnskaben, at ytre
Foragt for
den mægtige Bygning, som består af tålmodigt erhvervede Kendsgerninger. Jeg
nærer den
største Respekt for Videnskabsmandens intellektuelle Dygtighed og Tålmodighed.
Jeg tror, at
hans Arbejde har sin rette og nyttige Plads i Livet, men jeg tror ikke, at den
Plads er den
højeste.
Den videnskabelige Metodes praktiske Værdi kan ikke forringes; kun Tåben vil
foragte
de Undere, som Videnskaben har skænket Mennesket, selv om vi gør vel i at
standse og
mindes Disraelis forstandige Bemærkning: »Europæeren taler om Fremskridt, fordi
han ved
Hjælp af nogle få videnskabelige Opdagelser har grundlagt et Samfund, som har
taget
Komfort for Civilisation.« Den Kendsgerning, at Videnskabsmanden har indskrænket
sin
Opmærksomhed til den objektive Verden, formindsker ikke Værdien af hans
Opdagelser.
Man behøver kun at vende sin Opmærksomhed indad og benytte de samme Metoder til
Eksperimenteren og Dragen Slutninger på det subjektive Område, vende sit Søgelys
-
Forskningen - imod sin egen Bevidstheds Midtpunkt, og man vil trænge ind i det
Åndeliges
Sfære.
Videnskaben har gjort Kæmpeskridt, men altid i samme Retning - udad, altid
udad. Dette
er ikke, som det bør være. Nu er den Tid kommet, da Opdagelserne bør få en
Inderside, da de
Former, der er skabt, må besjæles.
Er Sjælen en blot og bar akademisk Idé, et intellektuelt Legetøj, som
Professorerne skal
antage eller forkaste? Er den blot noget, som Teologerne kan bruge til at støtte
deres Theser,
og som Rationalisterne kan affyre deres mundtlige Skyts på? For nærværende kan
Videnskabsmændene ikke finde noget kemisk Spor af Sjælen; de kan ikke registrere
den på
noget af deres Instrumenter, således som en Gasart. Men hvis kemiske og
mekaniske
Reaktioner ikke kan opnås, behøver man ikke derfor at opgive sin Søgen. Der er
en anden
Vej. Måske er det ikke en konventionel Vej, men den fører til det samme Mål -
Opdagelse af
Sjælen. Hvis man sætter større Pris på Sandheden end på det konventionelle, hvis
man
vurderer Forståelsen af det menneskelige Liv højere end Forståelsen af en Stump
Klippe, vil
man søge at gå den Vej. Den Metode, jeg foreslår, er umådelig gammel og går så
langt
tilbage i Menneskehedens Historie, at dens Oprindelse taber sig i Oldtidens
dunkle Tåger.
Dog bør man ikke lade dette forringe den, for de gamle var Kæmper i Forståelsen
af de
Åndelige Mysterier, men Børn i Studiet af den fysiske Videnskab. Nutidens
Mennesker er
Mestre i den fysiske Videnskab, men Novicer i Forståelsen af Åndelige Mysterier.
Den store tyske Filosof Kant sagde, at der var to fremragende Undere i Guds
Skabelsesakt. Han sagde, at de var den stjerne -strøede Himmel over os og
Menneskets
Bevidsthed i os. Store som Videnskabens Resultater er i den ydre Verden, så kan
der dog i
dette Århundrede ventes større Opdagelser indenfor Psykologien. Man vil trække
sig stud-
sende tilbage, når man lærer at forstå de mystiske Processer, som går for sig
indenfor
Menneskets Hjernevindinger!
Psykologien, Videnskaben om Sindet og Studiet af Bevidstheden, byder den
sande
videnskabelige Forskning værdifulde Resultater. Intet andet Emne er så lidet
forstået og be-
tyder så meget, for det indeholder Nøglen til Menneskets største Lykke.
Tiden vil nødvendigvis føre Ideen om Sjælen ud af den Helvedesforgård, som
tidligere
Tiders forældede teologiske Ideer har anbragt den i, og føre den ind i de
videnskabeligt
prøvede Forestillingers Gruppe. Men den kommende Tids Videnskab vil måske være
lige så
rede til at benytte Bevidstheden som et Instrument til Eksperimenterne, som den
i Dag
benytter Mikroskopet. Hvad der nu betragtes som Mystikeres tåbelige Illusioner,
vil til den
Tid blive anerkendt som Sandheder af den para-psykologiske Videnskab, og man vil
fremsætte dem offentligt uden Forbehold.
At det tyvende Århundrede i nogen Grad vil afsløre dette Mysterium, kan
ingen, der har
fulgt Videnskabens Famlen, tvivle om. I Løbet af dette Århundredes første Tiår
har
Franskmanden Bergson med sin skarpe Forstand fremsat følgende profetiske
Budskab: »At
undersøge de helligste Dybder af det ubevidste, at arbejde i Bevidsthedens
Undergrund - det
vil blive det vigtigste Arbejde for psykologien i det Århundrede, som er ved at
gry. Jeg
tvivler ikke om, at vidunderlige Opdagelser venter os der.«
En forende Videnskabsmand som Eddington fortæller os, at det fysiske Univers
er en
Abstraktion, undtagen hvis det sammenknyttes med Bevidsthed. Sjælen kan ikke
længere
betragtes som et rent Biprodukt, der udvikles af Stoffet. Det næste og
uomtvistelige Skridt er
Undersøgelsen af Bevidsthedens Fænomener, en Forskningsgren, som Huxley
latterliggjorde
for et halvt Århundrede siden, fordi han betragtede den Slags Fænomener som kun
Skygger,
der var sammenkædet med de virkelige Fænomener.
Denne interne Forskning er det vel værd at foretage, thi der er noget i
Menneskets og
Dyrets Bevidsthed, noget, som hverken er Intellekt eller Følelse, men noget
langt dybere end
disse, hvortil Navnet Intuition med Rette kan gives. Når Videnskaben virkelig
kan forklare,
hvordan en Hest bærer sig ad med at føre sin Rytter eller sin Kusk Mil efter Mil
i Mørket og
finde Vejen hjem; hvorfor Markmus forsegler deres Huller, for Kulden sætter ind;
hvorfor
Får går bort til Læsiden af et Bjerg for stærke Storme; når den kan sig os, hvad
det er, som
advarer Skildpadden om at trække sig tilbage og søge Hvile og Tilflugt, for en
Regnbyge
falder, og når den virkelig kan forklare, hvad det er, der leder en Grib
milevidt til et dødt Dyr,
så kan vi lære, at Intuitionen undertiden er en bedre Fører end Forstanden.
UVidenskaben
har vristet nogle forbavsende Hemmeligheder fra Naturen, men indtil nu har den
ikke opdaget
Intuitionens Kilde.
Intellektet, som er i Stand til at forelægge en Mængde Gåder vedrørende
Mennesket,
Skæbnen og Døden, er ude af Stand til at løse dem. Når Videnskaben har erobret
Verden, og
det sidste Glimt af det sidste Mysterium er slukket, da vil den stå Ansigt til
Ansigt med det
største af alle Problemer: »Menneske, forstår du dig selv?«
Jeg vilde gerne have levet i Athen på den Tid, da man kunde gå ud på
Markedspladsen
og høre en braknæset, trættekær Mand, Sokrates, krydsforhøre Stadens offentlige
Personer og
om og om igen med Forkærlighed stille dem dette Spørgsmål. Et Menneske som
Sokrates dør
ikke, og hans sublime Karakter lever ud over Graven.
Når vi har undersøgt al den seneste Litteratur; når vi har gravet alle de
tidligste Papyri
frem, vil vi ikke finde nogen visere Forskrift end det Delphi'ske Orakels
Opfordring: »Kend
dig selv«, og de indiske Rishiers Råb: »Søg ind i Selvet«. Disse Ord kunde,
skønt de er ældre
end Mumierne i Britisk Museum, være kommet fra en moderne Tankers Skrivemaskine.
Tidsaldrene kan ikke dræbe Sandheden, og det første Menneske, som udtalte den,
vil høre et
Ekko deraf ned igennem Århundrederne.
Vi lever på en Bold, der hvirvler rundt i Rummet, anbragt et eller andet
Sted mellem
Venus og Mars. I dette er der noget at tænke over og noget at le ad. Mennesket
har med
uomtvistelig Nøjagtighed målt Afstanden mellem sin egen Planet og de to nævnte,
skønt
Afstandene er så uhyre, at Indbildningskraften ikke kan forestille sig dem, og
dog er han ude
af Stand til at måle sit eget Sinds Indhold! Han er et Mysterium for sig selv,
et Mysterium,
som vedbliver at være uløst, selv når Dødens bitre Vande skyller hen over hans
Fødder.
Er det ikke forunderligt, at Menneskets Sjæl synes vanskeligere at udforske
end den Jord,
på hvilken han bor? Er det ikke utroligt, at han er så travlt beskæftiget med
Verden udenfor i
Stedet for at beskæftige sit Sind med den indre Verden?
Hvorfor interesserer han sig så meget for, hvordan Universet arbejder? Han
skal jo dog
ikke styre dets Gang. Derimod må han kunne styre sig selv.
»Solsystemet drejer uden din Hjælp.
Lev eller dø - Universet frygter ikke« -skrev den klogtige Zangwill.
Mennesket værdsætter dog næppe denne åbenlyse Sandhed.
Man ved mere om et Automobils Gang, end man kender til sit eget Indres
Virken.
Alligevel lærer de gamle - og nogle få iblandt os har bekræftet denne Lære - at
der er æ Lag i
Menneskets Bevidsthed, som gemmer den rigeste Åre af purt 'Guld. Burde man ikke
gære en
Søgen efter denne til sin vigtigste Interesse?
Sammenlignet med den moderne Videnskabs andre Resultater er der kun opdaget
lidet
om Menneskets Natur. Derimod har den lært, hvordan man skal hærde Metaller,
hvorledes
man skal sende en halv Tons Bombe ind i den nærmeste By og Hundreder af mindre
Ting. I
de sidste tre Århundreder er Menneskets Kundskab om den fysiske Verden vokset
med
forbavsende Hurtighed, mens hans Viden om sig selv står langt tilbage.
Vi kan bygge kæmpemæssige Broer over mægtige Floder, men vi er ikke i Stand
til at
løse det simple Problem: »Hvem er jeg?« Vore Lokomotiver kan med Lethed køre
gennem
hele Verdensdele, men vort Sind kan ikke gennemtrænge Selvets Mysterium.
Astronomen
kan iagttage den fjerneste Stjerne fra sit Observatorium, men han må skamfuldt
bøje
Hovedet, hvis man Spørger ham, om han har lært at beherske sine Lidenskaber. Vi
er fyldt
med Videbegærlighed om vor Planet, men vi går ligegyldigt forbi, hvis Selvet
nævnes.
Vi har samlet yderst detailleret Oplysning om næsten alt under Solen; vi
kender næsten
alle Tings og Fænomeners Virken, Egenskaber og Ejendommeligheder.
Men vi kender ikke os selv.
Selv de Personer, som har studeret alle Videnskaber, har endnu tilbage at
studere Selvets
Videnskab; selv de Mennesker, som har opdaget, hvorfor og hvordan små bitte
Insekter lever,
kender ikke deres eget Livs »Hvordan og Hvorfor«. Vi kender Værdien af alt, men
vi kender
ikke vort eget underfulde Værd.
Vi har fyldt Leksika med Tusinder af Sider angående Tusinder af Ting, men
hvem kan
skrive et Leksikon om sit eget Selvs Mysterium?
Hvor kan det være, at det, som interesserer' ethvert Menneske mest, er - ham
selv?
Det er, fordi Selvet er den eneste Virkelighed, vi har Sikkerhed for. Alle
Kendsgerninger om Verden omkring os og alle vor indre Verdens Tanker eksisterer
kun for
os, når vort eget Selv bliver sig dem bevidst. Selvet ser Jorden, og Jorden
eksisterer. Selvet
bliver bevidst om en Idé, og den Idé er til. Berkeley nåede ved skarp Tænkning
til samme
Resultat; han vidste, at den materielle Verden ikke vilde være til, hvis der
ikke var en
Bevidsthed, der kunde opfatte den.
Hvad er da Selvet?
Der findes ingen Hemmelighed i Naturens mystiske Bog, som man ikke kan lære
at læse,
når man får Tid og har Tålmodighed dertil. Der er ingen Lås, uden at der findes
en Nogle, der
passer til den, og vi kan tit bedømme Naturens Værker ud fra Menneskets.
Studiet af Selvet vil en Dag vise sig at være den Hoved nøgle, som kan åbne
alle
filosofiske Døre, alle videnskabelige Gåder, alle Livets låste Problemer. Selvet
er det første,
vi kender som Spædbørn; det vil være det sidste, vi kender som Vismænd.
Den sikreste Viden opnås kun i Selvets Sfære. Vi kan kun kende Verden og
Tingene i
den ved Hjælp af Instrumenter og vore Sanser, men det, som bruger disse
Instrumenter og
disse Sanser, e; Selvet. Derfor bliver vi til Slut fort tilbage til den
Erkendelse, at Studiet af
Selvet er det vigtigste Studium, som nogen Tænker kan give sig af med.
En Sofist kom en Gang til en af det gamle Grækenlands Vise og troede at
kunne bringe
ham i Vildrede med de mest forvirrende Spørgsmål, men den Vise fra Milet
(Pythagoras) var
Prøven voksen, for han svarede på dem alle uden Tøven og dog med den største
Nøjagtighed.
1) Hvad er det ældste af alt? Gud, for han har altid været til.
2) Hvad er det skønneste af alt? Universet, thi det er Guds Værk.
3) Hvad er det største af alt? Rummet, thi det indeholder alt, hvad der
er skabt.
4) Hvad er det mest vedvarende?
Håbet, for det bliver hos Mennesket, selv når han har mistet alt andet.
5) Hvad er det bedste af alt?
Dyden, thi uden den findes der intet godt.
6) Hvad er det hurtigste af alt?
Tanken, thi på mindre end et Minut kan den flyve til Verdens Ende.
7) Hvad er det stærkeste af alt?
Nødvendigheden, thi den får Mennesket til at møde alle Livets Farer.
8) Hvad er det letteste af alt? At give Råd.
Men da det niende Spørgsmål kom, udtalte vor Vise et Paradoks. Han gav et
Svar, som
jeg er vis på, hans verdensvise udspørger aldrig forstod, og som for de fleste
kun vil have en
overfladisk Betydning:
Spørgsmålet lod:
9) Hvad er det vanskeligste af alt?
Og den miletiske Vise svarede: At kende sig selv.
Dette var Budskabet fra Oldtidens Vise til det uvidende Menneske, og
Budskabet lyder
stadig.
KAPITEL III
Det mystiske Overselv
”Fjern og dog nær, urgammel, ensom,
I Templets indre Helligdom han sidder Med sammenlagte Hænder, helligt Åsyn,
Alvidende, ufattelig, ukendt."
G. P. Williamson.
Helgener og Vise, Tænkere og Filosoffer, Præster og Videnskabsmænd har i
Århundreder prøvet at forstå den menneskelige Sjæls gådefulde Natur. De finder,
at
Mennesket er et paradoksalt Væsen, i Stand til at stige ned i det ondes dybeste
Afgrunde og
dog i Stand til at stige op til det ædles sublimeste Højder. De opdager to
Væsener i ham -et,
der er i Slægt med Dæmoner, og et andet, som er beslægtet med Englene. Så
underfuldt
indrettet er Mennesket, at han ud af sin egen Natur kan udvikle alt det, som er
beundringsværdigt, så vel som alt, der er vederstyggeligt i Livet.
Er vi ikke andet end Stofklumper, som har fået Liv? Har Mennesket ingen
højere
Tilværelse end Legemets?
Eller er vi Åndelige Væsener, lyse og strålende og kommet fra Gud, kun for
en Tid
indesluttet i og begrænset af Legemer?
Er vi, som mange mener, ikke andet end en Slags bedre Aber med grimme
Egenskaber,
som forråder vor afstamning? Eller er vi, som nogle få tror, intet mindre end
faldne Engle?
Skal vi forblive Tidens usalige Ofre? Skal enhver af os kun for en liden
Stund fylde sin
mørke Krog på denne Jord for så at forsvinde?
»Når jeg ser mig omkring, ser jeg overalt Strid, Uenighed og Sørg. Vender
jeg mit Øye
indad, så finder jeg kun Tvivl og Uvidenhed. Hvad er jeg? Hvad skylder jeg min
Tilværelse?
Hvilken Tilstand skal jeg vende tilbage til? Disse Spørgsmål forvirrer mig. Jeg
begynder at
synes, at jeg er omgivet af det dybeste Mørke på alle Sider,« skrev den
skeptiske Tænker,
Skotten David Hume.
Er det muligt for os at finde de rette Svar på disse forvirrende Spørgsmål?
Mennesket
kaster disse Spørgsmål til Livet og venter på Svar, men får intet, og han synker
i Graven.
Trods alt har Guderne begavet Mennesket med Intelligens, en Evne, som er fuldt
ud i Stand
til at finde Sandheden om hans eget Selv, om end den kan komme til kort, når den
står
ovenfor Universets endnu dybere Gåde.
Det er disse Livsgåder, som har voldt tresindstyve Slægtled af Vise
Besværlighed, og
sådan vil det gå mange flere. De kløgtige Hoveder, de dygtigste Penne og de mest
veltalende
Læber har beskæftiget sig med disse mørke Gåder, men stadigt famler
Menneskeheden efter
Svar.
Mennesket - en tvivlende og fortvivlende Skikkelse -vandrer over denne
Verdens kolde
ørkener og ler kynisk ad Navnet Gud, men Fortvivlelse er Uvidenhedens slagne
Barn.
Gud har sendt det sande Lys ind i hvert Menneskes Hjerte, men det skal
afsløres. Vi har
omhyllet det med mørke Klæder, som blinder os, og vi må selv drage dem bort.
Intet Råb
lyder forgæves fra et ærligt Hjertes Dyb, og hvis din Bøn er rigtigt formet, vil
den blive
besvaret af Guden i dit eget Hjerte.
Gennemsnitsmennesket sender sine Fangarme ud imod Livet og føler sig Vej hen
imod
noget, som han ikke helt forstår. Han har næppe fået Øye på det, for han
begynder at anvende
sin Forstand på at løse sit eget Problem: sig selv - og har han gjort det, vil
han automatisk
løse de sideløbende Problemer: Gud, Livet, Sjælen, Lykken osv.
Den hvide Race er vandret over denne Jords Overflade i Søgen efter det nye
Amerika,
indtil der næppe er en Strimmel Land, hvor den ikke har sat sin Fod. Den må
udforske en
anden Verden, som kun få har besøgt og de fleste ignoreret. Det er ikke ret
længe siden, at
vore Geografer nægtede, at en stor Del af vor Jord eksisterede. At Amerika kunde
være til,
blev en Gang betragtet som en latterlig Idé.
Således også med den Idé, at det, vi for nærværende kan se af Mennesket -
hans fysiske
Skikkelse - repræsenterer alt, hvad han er, og alt, hvad vi sandsynligvis
nogensinde vil få at
se. Ormene vil så holde Gilde på det, som er Totalsummen af os selv - og ikke
blot på vore
Legemer. Det er en trist Tanke, men mange anser den for sand og betragter
Muligheden af, at
man overlever Døden, som noget meningsløst. De ryster på Hovederne og erkender,
at de
ikke forstår Åndens Mysterium, men de vil nok beskæftige sig med Stoffet, hvis
Mysterium
ikke er mindre. Det er en Del af mit Formål at vise, at sådanne Personer tager
fejl, når de
opfatter den almindelige menneskelige Mentalitet som det højeste.
Det er sandt, at der i Mennesket er slimede, mørke Stier med mærkelige og
lede
Skabninger, som kryber om, men der er også strålende Steder, hvor Sjælen hurtigt
får Vinger.
Psykoanalytikeren, som kun søger de første Steder - finder dem!
Gennem alle de mundtlige Overleveringer fra vore tidligste Forfædre og
strålende
gennem Verdenslitteraturen så langt tilbage som de første Manuskripter fra
orientalske Folk,
lige til de seneste Udgaver fra Trykkepressen i dette Herrens År, har der været
mærkelige,
men stadigt tilbagevendende Hentydninger til et andet Selv i Mennesket. Det er
ligegyldigt,
hvilket Navn man har givet dette mystiske Selv, om det er blevet kaldt Sjæl
eller Åndedræt,
Ånd eller noget andet. Sandheden er, at der ikke findes nogen Doktrin så gammel
som denne
om det indre Selv.
Enhver ved, at der er en fast Grænse, indenfor hvilken den normale
menneskelige
Bevidsthed kan virke. Enhver ved ikke, at der altid har været uforsagte
Mennesker, som har
spillet Kong Knuds Rolle overfor deres egen Bevidsthed har budt Tankens urolige
Bølger at
rulle tilbage, indtil Bevidstheden overskred den normale Grænse og befandt sig i
Åndens frie
Verdener.
Disse Beretninger fra Åndelige Seere i alle Tidsaldre må tages alvorligt, og
de må
grundigt overvejes. Enten er de uansvarlige sindssyges meningsløse Pludren,
eller de har en
sådan Betydning, at vort Livs materialistiske Grundvold rystes derved.
Jeg ved ikke, om det vil nytte os meget at efterspore Oprindelsen til denne
Lære
Sandheden kan opstå i mange Hjerner samtidig hele Kloden over, uden at nogen kan
siges at
være den oprindelige Fader, thi den kommer fra den mystiske Kilde, hvor alle
Tanker
kommer fra. Vi kan undertiden lære større Sandheder ved at studere Naturen end
ved at læse
Bøger. En Mand sad en Gang og iagttog en Orm, som borede Hul igennem et Stykke
Træ.
Denne simple Iagttagelse lærte ham Princippet om Boring af Tunneler. På Grund af
denne
Mands Indsigt løber i dag Tog under brede Floder og gennem hårde Bjerge...
Således med de
største Seere. De iagttog Tankens Vandringer i deres egen Bevidsthed, og de
opdagede, at der
er noget, som kommer i Virksomhed, når Tænkningen for et Øyeblik standser. Dette
var den
første svage Anelse om Sjælen. Således blev Videnskaben om Sjælens Opdagelse
til, og de
gamle begyndte at undervise andre i, hvorledes de skulde lære Sandheden om sig
selv at
kende.
I næsten enhver før-kristen Civilisation blev denne Viden meddelt på
forskellig Måde - i
Sumerien, Babylon, Kaldæa, Kina, Persien, Indien, Mexico, iblandt Nordamerikas
Indianere,
Centralamerikas Mayaer og de skæbneramte Azteker, af Essæernes Broderskab
iblandt
Jøderne og af Gnostikerne i de østlige Middelhavslandes Byer.
Iblandt de majestætiske Ruiner, som er spredt over vor Tids Grækenland, står
en mægtig
Bygning uden Tag og med sammenfaldne Mure og brudte Søjler. Det er alt, hvad der
er
tilbage af det Sted, hvor fordum de eleusinske Mysterier blev fejret med Pragt
og i
ærbødighed, vogtet og æret af Athenienserne. Indvielsen i disse Mysterier blev
af de gamle
anset for at være af den allerstørste Betydning, mens der i vor Tid kun er få,
som forstår, hvad
der foregik bag denne Helligdoms Mure. Mænd som Makedonieren Alexander og
Romeren
Cæsar tøvede ikke med at benytte sig af denne sublime og uforglemmelige
Oplevelse, og de
gik ud fra disse Mure for mere bevidst at udføre de store Roller, som Skæbnen
havde tiltænkt
dem. Så mægtig var den Kundskab, som de fik bag disse låste og vogtede Døre.
Når de græske Mysteriers Epiphanium (de Helliges Komme) var afsluttet, var
de sidste
Ord, den nyindviede hørte: »Gå med Fred!«. De, som selv var blevet indviet,
skriver, at
herefter gik de gennem Livet med fredfyldt Sjæl og et roligt Sind. Indvielsen
var intet mindre
end Opnåelsen af Bevidsthed om det, som Kandidaten virkelig var. Den fuldendte
Menneskets Tilværelse, og enhver, som ikke havde gennemgået denne Erfaring, var
i
Virkeligheden kun et halvt Menneske. Små Brudstykker af det, som Kandidaten
hørte i hine
gamle Templer, har jeg prøvet at anføre i denne Bog, men jeg har forsøgt at
formulere disse
urgamle
Sandheder i et Sprog, som vil tiltale moderne Mennesker og lade dem få Lyst
til at bruge
det i det praktiske Liv. Nøglen til denne Oldtidens mysterie-institution blev
givet af Plutarch,
da han skrev: »I Dødsøyeblikket oplever Sjælen de samme Indtryk, som fås under
Indvielse i
de store Mysterier.«
De lærde er ligeledes usikre med Hensyn til den virkelige Hensigt med den
store
Pyramide, denne mægtige Bygning, hvis Indre afspejler den samme ophøjede Ro som
Ægyptens gule Ørkener. At der i senere Tider blev afholdt
Begravelseshøjtideligheder for
Faraonerne der, har forårsaget den fejlagtige, men naturlige Slutning, at denne
vidunderlige
Bygning blev planlagt af sine Bygmestre som en kæmpemæssig Grav. Dens sande
Formål
var uendelig meget højere. Her blev Kandidaten fort til den mystiske Oplevelse,
som
kaldtes Indvielse, en Oplevelse, som medførte en midlertidig Frigørelse fra
Legemets
Begrænsninger, og opnåede Kontakt med dette andet Selv i Menneskets Indre -
blandt
andre Ting. Denne Oplevelse opnåedes ved ydre Medvirken, idet den Tids mægtige
Ypperstepræster bistod herved.
Gå til Britisk Museum, og De vil der se en kæmpemæssig Stenfigur, som for
mange År
siden i et Sejlskib blev bragt hertil fra Påskeøen, en ø i Nærheden af
Sydamerikas Kyst.
Undersøg Bagsiden af denne Statue, og De vil se Figuren af det ægyptiske crux
ansata
tydeligt indhugget den. Tegnet er identisk med Livets Kors, som så ofte ses på
gamle
ægyptiske Billeder. Guderne bærer det i Hånden, og det kaldes også Mysterie
nøglen. Det er
ikke et blot og bart Sammentræf, men det peger tydeligt hen på den Kendsgerning,
at
mysterie-indvielserne ikke var ukendt på den anden Side af Atlanten.
Andre Steder i Verden har man fundet lignende Bygningsværker, der på ganske
samme
Måde har været anvendt til Indvielse i Sjælens indre Liv. De mystiske
Begivenheder, som
fandt Sted i den ene, skete også i den anden, og Oplevelserne i det eleusinske
Tempel lignede
i sine Resultater nøje det, som Mysteriet oplevede i de andre. Naturligvis var
der flere Grader
af Indvielse, men de Kandidater, hvem det lykkedes at passere blot den første,
gik for en Tid
ind i en ny Verden og vendte tilbage som forvandlede Mennesker, thi de havde for
en Tid
været i Berøring med deres skjulte Selv.
Hvis denne indre Oplevelse var mulig i det tyvende Århundrede før Kr., er
den også
mulig i det tyvende Århundrede efter Kr. De mellemliggende Århundreder har ikke
forandret
Menneskenes fundamentale Natur. Imidlertid er det sandt, at det var lettere at
nå til denne
Oplevelse i tidligere Tider, fordi Livet den Gang var mindre kompliceret og mere
roligt.
Er dette hemmelige Selv ikke andet end vilde Fantasier eller vage Blændværk
hos nogle
få af de berømte Mænd, om hvem Historien beretter? Har denne lange Kæde af
Åndelig
Tradition ingen Led, gjort af et stærkere Materiale end Overtro? Disse Gåder,
som moder os,
må også have forvirret Babylonieren (for at tage et enkelt Eksempel fra en af de
tidligere
Civilisationer) såvel som os. Hvis der i den Tidsalder var tænkende Mennesker,
som nåede til
en Slags Løsning på Gåden i Lighed med det, som tænkende Mennesker i Indien,
Kina,
Ægypten, Grækenland og Rom nåede til, kunde det vel være værd at undersøge denne
Løsning. Resultatet af en sådan Efterforskning vilde da enten styrke vor
nuværende Holdning
og afsvække deres, eller få os til at opgive vore egne højt skattede Meninger
til Fordel for
deres Lærdomme, og den eneste Forskningsmåde, der er til nogen som helst Nytte
for dette
Formål, er den praktiske.
Jeg har gjort mig det Besvær at foretage en sådan Efterforskning - om end
med
Vanskelighed - og Følgen er blevet, at jeg er blevet tvunget til at bevidne, at
de gamles
Visdom ikke er helt og holdent Indbildning. Jeg kan med Sandhed sige, at jeg har
opdaget, at
deres Lære, så langt fra at være Drømmeres Hjernespind, indeholder meget, som
vi, der lever
og virker i denne travle Verden, bør skænke Tiltro.
Moderne Mennesker er sjældent stemt for at gå til Oldtidens Tænkere for at
få Løsning
på deres Problemer. Derved går de glip af meget. Det kan være, at disse Vises
Meditationer
har meget at byde vor Tids studerende. Selv om vi prøver at løsgøre os fra
Fortidens store
Filosofier, så vil vi tvinges til at vende tilbage til dem, fordi de hviler på
evige Principper.
Filosofien mistede sin Magt, da de over-intellektuelle reducerede den til blot
og bar
Disputeren. Den vil indtage sin rette Plads igen, når de ærkesofistiske Sjæle i
vor egen Tid
vågner op til at indse, at der tiltrænges et mere oplyst Udsyn, end den
nuværende Forvirring
kan byde.
Der findes noget mere i Mennesket, end det ser ud til på Overfladen.
Psykologiens
Opdagelser på det anormale Område giver tydelige Vink herom, og de stadige
Beretninger
om mystiske Hændelser bekræfter det. Hvad er dette »mere« i Mennesket, som får
det til at
nære fine Tanker og fostre store Idealer? Hvad er dette finere Åndelige Væsen i
hans Hjerte,
som drager ham bort fra en blot og bar jordisk Tilværelse og derved afstedkommer
stadig
Strid mellem Englen og Dyret, som bebor vort Legeme?
Når der siges til os moderne Mennesker, at Gud ikke er et Ord alene, som man
kan
debattere og strides om, men at det er en Bevidsthedstilstand, som man kan
opleve her og nu i
den fysiske Verden, lofter vi Øjenbrynene.
Når en eller anden Åndelig Seer roligt fortæller os, at der iblandt os lever
Mennesker,
som kender Gud, så banker vi os betydningsfuldt på Panden. Når man yderligere
forsikrer os,
at vi bærer det guddommelige i vort Bryst, og at Guddommen udgør vort sande
Selv, så
smiler vi overlegent.
Og dog er dette ikke nogen Teori og heller ikke en følelsessag; det er
åbenlys
Kendsgerning for Mennesker, som er nået et Stykke frem i Åndelig Opfattelse.
Vesten stirrer tomt, når den stilles overfor den virkelig Åndelige Læres
rolige Sfinx. Man
har lært at fremstille de mest forbløffende Maskiner, man kan bygge Skibe af
uhyre Størrelse,
man har omdannet vore Hjem ved Radioens og Elektricitetens Vidundere, men man
kan ikke
gøre dette ganske simple at forstå og opleve Meningen med Livet. Den simple
Kendsgerning
er, at Ulykken har ramt os, så vi har glemt, hvem vi er. Vi kan spore vor Slægt
tilbage til
Aben med en Rigdom af Enkeltheder og Beviser for denne jammerlige Afstamning,
Umen vi
kan ikke huske vort Slægtskab med Englene.
Vi har været tilfreds med kun at give nogle få store Navne Eneret på
Åndelighedens
ærespladser, og det endda nogle få, som levede i en fjern Fortid, mens vi
anbringer
Menneskeheden som Helhed i Mudder grøften. Vi glemmer vor egen guddommelige
Natur,
thi også vi kan nærme os Jesus, blive Buddha lig og vinde Platos Visdom. Men med
mindre
vi tror det helt og fuldt, vil vi vedblive at være nedsunket i en Tilstand, der
nærmer sig
Dyrets.
Jeg er dig; jeg er den, du søger;
Find blot dig selv - du og jeg er eet.
O mine sønner, I altfor pligttro
Imod Guder, der ikke er af mig. Var min Skønhed eder ikke nok?
Var det svært at være fri?
Se, jeg er hos eder, i eder
Og af eder; skue kun frem og se.
Hertha af Algernon G. Swinburne.
Der er nogle, som måske vil udtrykke Foragt for denne egocentriske Filosofi.
Dem vil
jeg svare - ikke med mine egne Ord - men med den inspirerede tyske Seer Eckarts
Erklæring:
»Gud er Menneskets Midtpunkt.«
Spotter man ikke Gud, når man således guddommeliggøre Selvet? Kun den, der
tænker
overfladisk, kan komme med en sådan Beskyldning, thi Menneskets sande Sjæl er
guddommelig, og der kan ikke være nogen Gudsbespottelse i en sådan Holdning.
Vi har næsten glemt det Åndelige Selvs Eksistens, skønt Selvet i sin
langmodige Vågen
aldrig vil glemme os.
Hvorfor ejer Mennesket den religiøse Længsel? Fordi vi elsker os selv; fordi
vi ubevidst
higer efter at forene os med vort sande Selv.
Den menneskelige Slægt har bag sig et Tidsrum så langt, at
Indbildningskraften ikke
formår at forestille sig det. Utallige Mennesker er gennem Tidsaldrene kommet
til syne på
denne hvirvlende Planet, de har spillet deres Roller, og det ser ud, som om de
er faldet i en
evigt varende Søvn. Vor. Tids skarpeste Intelligenser har samlet det Materiale,
som er
efterladt af Fortidens Racer, de har opgravet Rester fra tidligere
Civilisationer og
Hemmeligheder fra en af Katastrofer ramt Fortid, og dog må Seeren smile ad deres
svage
Anstrengelser for at tage intellektuel Told af en Oldtid, der strækker sig ud i
Uendeligheden.
Lad os gentage de maleriske Ord af Sulpicius til Cicero: »Alle Ting er udkastet
ifølge en
uomstødelig Befaling og af en urokkelig Skæbne styrtet gennem den evigtvarende
Forglemmelses gabende Hals.«
Hvis vi følger Seerne og lægger Tidsaldrene til Side, idet vi spejder ned i
de mest tågede
Regioner i den forhistoriske Oldtid, når vi til en Periode, da Mennesket helt og
holdent har
afkastet sit kødelige Legeme og beboet et elektro-magnetisk Vehikel, et
strålende
æterlegeme. Endnu længere tilbage skete der en Forandring i hans indre Natur, og
han
afkastede alle Lidenskaber og personlige Følelser, alle Begær som Frygt, Vrede,
Had, Lyst
o.l.
Men Tanker virkede alligevel i hans Bevidsthed, stadig opstod der Bølger på
Overfladen
af hans Sind, og stadig forbandt de sig med hans personlige Liv. Således sporer
vi ham
tilbage til en Tid, da selv Tanken forsvandt, og da Nødvendigheden af at tænke
på en følge
rigtig Måde for at opnå Forståelse forsvandt. Ikke blot behøvede han ikke
længere Evnen til
at ræsonnere, den blev end også en Hindring, thi Mennesket havde nu nået det
rene Selvs
nøgne Tilstand.
Hele Sagen kunde måske fremstilles klarere ved at sige, at Menneskeslægten i
Løbet af
sin lange Historie har sat et andet Selv over den individuelle Natur, som
ethvert Menneske
begyndte med.
Dette andet Selv kaldes sædvanlig »Personen« og blev til gennem en Forening
af Ånd og
Stof ved en Sammenblanding af bevidste Partikler hentet fra Legemet. Dette andet
og senere
Selv er det, som enhver af os kender, det personlige Selv, men det første og
virkelige Selv,
som var til, før Tænkning og Begær viste sig i Mennesket, er det, som nogle af
os kender, som
er subtilt og ikke lader sig til Syne, fordi det giver os Del i Guddommens
Natur. Det lever
altid over vore Hoveder, det er af englelig og ufattelig Storhed, af en mystisk
Ophøjethed, og
derfor kalder jeg det for Overselvet.
Bag det Menneske, vi ser, lever et andet Menneske, som vi ikke ser. Bag
dette Legeme
af Kød og Blod findes en strålende og ophøjet Bevidsthed.
Læren om det sande Selv i Mennesket finder på den skønneste Måde Udtryk hos
en af
Oldtidens indiske Seere:
»Uset, men seende, uhørt, men hørende, ukendt, men kendende... Dette er dit
Selv, den
indre Hersker, den udødelige.«
Materialisten bliver aldrig træt af at fortælle os, hvor tåbelig den blege
visionære er, fordi
han søger at fange Skyerne, og Overselvet, der sidder i Spotterens Bryst,
smitter overbærende
ad al hans logiske Snak.
Vi lever vort sande Liv i vore Hjerters Dyb, ikke i Personlighedens
overfladiske Maske,
som vi viser Verden. Den levende Beboer er af større Betydning end Huset, hvori
han bor.
Walt Whitman, den barske, men enthusiastiske YankeeDigter, hvis Digte var
rimløse, så
på sin naivforvirrede Måde denne Sandhed og udtrykte det således i Leaves of
Grass:
Jeg sværger, at jeg begynder at se Meningen med disse Ting.
Det er ikke Amerika, som er så stort, og ikke Jorden;
Det er mig, som er stor eller skal blive det.
Og Whitman skriver således i Digtet To You:
o, jeg kunde synge til din Pris!
Du har ikke vidst, hvad du er;
Du har hele Livet slumret i dig selv.
Tåbelighederne er ikke dig;
Under dem og i dem ser jeg dig være skjult.
Hvem du end er, kræv, hvad dit er.
Der er uforglemmelige Øyeblikke i vort Liv, da vi fra Overselvet modtager
Vink om, at
en højere Tilværelse er mulig for Mennesket. I sådanne øjeblikke åbnes Skodderne
for vort
Livs Hus, og fine Morgenstråler trænger derind. Vi ved da, at Sjælens Drømme kan
blive til
Sandhed, at Kærlighed og Lykke er vor Fødselsret, men desværre, den korte Time
svinder, og
med den vor Tro. Er de da ikke af Værdi for os, disse strålende Mellemrum af en
guddommeligere Tilværelse? Lad dem stå som »Støtter af Skyer om Dagen og af ild
om
Natten« til at lede os gennem den moderne Tids Ørken.
Disse svage og subtile Intuitioner, som kommer til et Menneske i hans bedste
Øyeblikke,
er en halvt hørt Hvisken fra dette hans højere Selv. Det Åndelige råber altid,
idet det søger at
give sig til Kende i Menneskehedens Hjerte; men vi lytter ikke. De Åndelige
Impulser, som
opstår i vore bedste Mænds Hjerter, er i sig selv Bevis på en højere Mulighed
for Slægten.
Således som Mennesket virkelig er, og som han altid har været, er han et
Åndeligt
Væsen. Livet i den fysiske Verden formindsker ikke den Sandhed. De materielle
Sanser
holder Mennesket fangen i et hypnotisk Blændværk, og hvor virkeligt det end kan
være i sig
selv, bringer de ham til at tage det for det sande Selv. Himlen findes omkring
os, ikke blot i
Barndommens uskyldige Dage, men i hvert Øyeblik af vor Tilværelse - og vi ved
det ikke!
Nogle få er kommet så nær til denne Sandhed, at de ubevidst venter på
Erkendelsens
mirakuløse Øyeblik. Det er kun nødvendigt at fortælle sådanne om det på den
rette Måde, så
vil Håbet stråle frem, i deres Sjæle. Dette Håb er Overselvets stille Stemme.
Der ligger ikke så lidt Ironi den, at i menneskets virkelige Selv - hans
sande Natur - er
blevet en Hemmelighed disse Tider.
Mennesket vandrer ad Livets støvede Veje som hin søgende i gammel Tid, der
tilbragte
År med at gennemvandre fremmede Lande for at søge en sjælden Skat, som han havde
hørt
om, mens han selv hele Tiden blev eftersøgt som Arving til en stor Formue.
Hyllet i vor egen
Naturs Folder skjuler sig en sjælden ædelsten, men vi ved det ikke. Ingen har
endnu vovet at
fastsætte nogen Pris for den, og ingen vil nogensinde vove at gøre det, thi dens
Værdi
overstiger alle kendte Værdier.
Vi må da forsøge at efterspore Overselvet, at gennemspille vort indre Væsens
Skala,
indtil vi ikke kan komme videre. Så vil det gå op for os, at Legemet og
Forstanden ikke er
vort eneste Eje, men at Overselvet ser dem begge, er Kilden til den fuldkomne
Fred, den
fuldkomne Intelligens og absolut Udødelighed.
Vi, som tilhører dette praktiske Århundrede, har kun liden Tillid til det
abstrakte. Vi står
altid tvivlende overfor Tanker, som fører os bort fra den konkrete Verden. Vi
mistror og
frabeder os teoretiske Systemer, som gribes ud af Luften.
Man vil stille følgende Spørgsmål: »Har De nogen praktisk Fremgangsmåde, ved
hvilken
man kan nå til denne Kundskab om sig selv, som De priser så højt? Eller er det
kun en
spekulativ Doktrin, som nok kan se godt ud på Metafysikens Facade, men som er
til ringe
Nytte for Mennesker, som arbejder, elsker og lider? Er det kun Drømmerier og
Fantasterier,
som ikke holder Stand overfor det moderne Bylivs hårde Virkelighed?«
Derfor skal jeg uden videre Omsvøb beskrive for Læseren den Vej, han må gå,
hvis han
ønsker at søge Overselvet, og det er en Vej, som - hvis det lykkes ham at føre
dette Værk til
en god Afslutning - vil give ham et overbevisende Svar på de forvirrende
Spørgsmål, som en
Gang voldte mig Besvær og måske nu besværer ham.
KAPITEL IV
øvelse i mental Ro
Naturens Herredømme er blevet knyttet til de stille Kræfter. Månen gør ikke
den mindste
Smule Støj, og dog trækker den med sig Millioner Tons Tidevand. Vi hører ikke
Solen stå op
eller Planeterne gå ned. På samme Vis kommer også det største Øyeblik i et
Menneskes Liv
sagte, og der er ingen, der forkynder det for Verden. Det er alene i denne
Stilhed, at
Kundskaben om Overselvet fødes; Sindets Båd glider ind i Åndens Lagune, og jeg
kender
intet, der foregår så sagte. Den Stund kommer sagtere, end Skumringen falder.
Kun i denne dybe Stilhed kan vi høre Selvets Stemme. Al Meningsytring
svækker den,
og for megen Tale får den til at tie. Når De har fanget Deres Fisk, må De dele
den med andre,
men imens De angler efter den, vil al Tale bryde Fortryllelsen og skrække Fisken
bort. Hvis
vi kunde beskæftige os mindre med Stemme båndenes Virksomhed og mere med den
dybere
Bevidstheds Arbejde, kunde vi sige noget, der havde Værdi. Tale er noget
tillært, ikke en
Nødvendighed. At være er Menneskets oprindelige Pligt.
Livet lærer os i Tavshed, mens Mennesker giver deres Undervisning med høj
Stemme.
Det virkelige Selvs Skatkammer er i vort Indre, men Skatten kan kun drages
frem, hvis
Sindet er stille.
Ord giver Vink om denne Virkelighed, men de forklarer den ikke og formår
ikke at gøre
det. Sandhed er en Tilstand, ikke en Samling af Ord. De kløgtige Argumenter er
ikke nogen
Erstatning for personlig Oplevelse. Vi må eksperimentere, hvis Vi Vil erfare.
Ordet »Gud« er
meningsløst for mig, med mindre jeg i mig selv kan komme i Berøring med det
absolutte, så
først kan jeg sætte det i min Ordbog.
En lille Smule øvelse gør Underværker En Snes Bøger vil ikke kunne gøre
Sagen klar for
den skeptiske, og hundrede Foredrag kan ikke for det indre Syn vise det, som
opdages af
dem, der troligt og resolut anvender den Metode, som er skitseret i disse
Kapitler.
De såkaldte videnskabelige og filosofiske Beviser for den Åndelige
Virksomhed beviser
slet ingenting. Den tyske Filosof Kant viste for lang Tid siden, at Forstanden
ikke kan fatte
denne Virkelighed. Derfor er alle vore »Beviser« kun Ophobning af Ord. Det er
lige så let at
modbevise denne Virkelighed ved Hjælp af et nyt Sæt af »Beviser« eller ved en
modsat
Række Argumenter.
En Rislen gennemfor den lærde Verden, da Einstein meddelte sin Opdagelse af
Lysstrålens Bøjning nær ved Solen. Denne Iagttagelse skulde grundlægge hans
Teori om
Relativiteten, men vi troede hele Tiden, at den vilde føre til meget mere end
dette. Vi mente,
at lidt mere Forskning ad samme Linjer og lidt mere Spekulation over denne
Forskning vilde
kunne føre til videnskabeligt Bevis for Guds Eksistens. Desværre, denne Stråle
af Håb, der
fyldte så mange Sind og opmuntrede så mange fromme Hjerter, er blevet svagere
med Årene.
Videnskaben kan endnu ikke give noget Svar på Spørgsmålet.
Den individuelle Eksistens' største Problemer, de højeste Spørgsmål, som
lyder i ethvert
alvorligt Menneskes Indre, kan ikke løses indenfor de få Tommer, der udgør et
Menneskes
Hjerne. Alligevel venter der os tilfredsstillende Svar i vort eget Væsens
ubegrænsede Indre, i
den guddommelige Substans, som udgør vort skjulte Væsen. Hjernen kan kun svare
med
golde Ord, mens Ånden svarer med den indre Oplysnings henrykkende Oplevelse.
Enhver,
som alvorligt vil anvende denne mystiske Koncentration, som er forklaret i denne
Bog,
og gøre det regelmæssigt, vil modtage stadigt voksende Bekræftelse på den
Sandhed, at
Mennesket er guddommeligt, og det ved egen førstehånds Erfaring. Bøger og Bibler
vil
begynde at tabe deres Autoritet, når man finder sin egen.
Gud er sin egen bedste Tolk. Find Gud i Deres eget Hjerte, og De vil forstå
- ved direkte
Intuition - hvad alle store Lærere, virkelige Mystikere, sande Filosoffer og
inspirerede
Mennesker har forsøgt at fortælle Dem ved Hjælp af Ord.
De kan ikke bevise for min Forstand, at Gud, det absolutte, Ånden - kald
det, hvad De vil
- er til, men De kan vise mig det ved at forvandle min Bevidsthed, indtil den
får Del i Guds
Bevidsthed i mig selv.
Der er kun een Vej til at frembringe denne Forandring og på samme Tid
opdage, hvem vi
virkelig er. Den Vej består i at gå fra det ydre til det indre, fra at være
travlt beskæftiget med
en Masse Ting til at beskæftige sig med en enkelt - den guddommelige Bevidsthed
i ens eget
Indre.
St. Augustin holder følgende Enetale: »Jeg, Herre, vandrede om som et Får,
der er faret
vild. Jeg søgte dig udenfor mig, mens du var i mit indre .... Jeg gik om på
Gader og Torve i
denne By og søgte dig, og jeg fandt dig ikke, for jeg søgte forgæves udenfor
efter ham, som
var i mig selv.«
Vi må kaste Tankens Lod ned i Selvets Dybder. Jo dybere det falder, desto
rigere vil den
Skat være, som vi drager op af det rouge Sargasso-Hav. Bevidstheden må føres ind
i det
inderste Midtpunkt af ens Væsen. Ethvert Menneske har sin egen private Dør til
det evige
Lys. Hvis han ikke vil ulejlige sig med at åbne den, er det Mørke, hvori han
lever,
selvforskyldt.
Hvis De ønsker at få Bevis på, at Gud er i Dem, så lyt til Deres Overselv.
Beviset findes i
Deres eget Indre. Vælg en kort Stund af Deres Fritid og brug den til at udelukke
al Uro og
alle Forstyrrelser; søg Ensomhed for en kort Tid. Lyt så med tålmodig
Opmærksomhed til
Deres eget Sinds Svar på den Måde, som jeg her skal forklare. Gentag denne
øvelse hver
Dag, så vil Beviset pludselig komme, og dermed en herlig Frihed og de Byrder,
som Teologer
har skabt, eller som Skepsis har pålagt Dem, vil falde.
Lær at komme i Berøring med Overselvet, og De vil aldrig mere blive draget
ind i disse
nytteløse Kredse, hvor Mennesker rejser teologiske stridsspørgsmål eller gør
Støj med
intellektuelle Debatter. På denne Måde vil De til Slut kunne afgøre Spørgsmålet
for Dem selv
uafhængigt af, hvad en hvilken som helst Bog kan have at sige derom, hvor hellig
eller
verdslig den end må være.
Nogle kalder dette Meditation, og det Ord er lige så godt som noget andet,
men jeg
foreslår en Meditationsmetode, som adskiller sig i sit Grundprincip fra de
fleste Metoder,
som er blevet omtalt for mig, og derfor finder jeg, at mental Ro er et bedre
Udtryk.
Den eneste Måde, hvorpå man kan lære at forstå Meningen med Meditation, er
ved at
praktisere den. »Fire Tusinde Bind Metafysik vil ikke lære os, hvad Sjælen er,«
udbrød
Voltaire.
Som de fleste Ting, der er noget værd, nås Resultaterne af Meditation kun
gennem
Arbejde og Vanskeligheder, men de, som praktiserer den på rette Måde, vil være
sikre på
Resultatet. Vi begynder med at eksperimentere nu og da, vi ender med at opnå en
guddommelig Oplevelse. Vi læser om Meditation og prøver at nå til
Kontemplationsstadiet,
men en Dag vil komme, da vor Bevidsthed skal dykke ned i Overselvets uendelige
Salighed.
Meditation er næsten en glemt Kunst i Vesten; der er kun få, der udover den,
og selv
iblandt disse er der kun få, der forstår, hvad de foretager sig. Den Vane at
bruge en kort Tid
hver Dag til Meditation, til Beroligelse af Sindet, er næsten ukendt i vor Tid
blandt Vestens
Folk. Den ydre Tilværelses hypnotiske Kraft hefter sig til vor Bevidsthed, som
en Igle
fæstner sig på en Legemsdel. Det uvillige, bevidste Selv vil føre dusinvis af
Grunde i Marken
for ikke at begynde denne Øvelse eller fortsætte den, efter at den er begyndt.
Personligheden
finder den kedelig eller tom eller for besværlig. De indledende Skridt, som
består i at
overvinde Hjernens Uvilje mod at komme til Ro, er måske det stærkeste, men de
Skridt må
gøres. Det er en Vane af vital Betydning, hvis Vigtighed ikke kan overdrives;
men de, som
forsømmer denne Kamp, vil komme til at leve i Bekymring og Elendighed.
Hinsides det daglige Livs Trivialiteter findes der en finere og skønnere
Tilværelse.
Hvor meget vi end kan gøre Modstand mod dette guddommelige Krav til os i
Løbet af
Dagen, så er der ikke nogen Mulighed for at modstå en Tilbagevenden til det
indre Selv
under den dybe, drømmeløse Søvn. Sjælen fanger os ind, og så nyder vi Hvilen i
vor egen
Natur, om end ubevidst. Det er en Tanke, der må få os til at studse, en
Antydning af en høj,
filosofisk Sandhed.
Men hvorledes kan et Folk, der er slavebundet af det materielle Livs
Prøvelser og Uro, få
øje på denne vidunderlige Sandhed? Det er derfor, de, som er vise, begynder at
berolige
Sindet og drage det ind i den dybe og varige Fred, som ligger skjult i vort
Indre.
General Gordon tilbragte hver Morgen en Time med Åndelige Øvelser. Hvor
megen
Inspiration fik han ikke herigennem til sit militære Arbejde; hvor megen Styrke
og hvor
meget Mod fik han ikke igennem denne Øvelse!
Villiam T. Stead, den berømte Redaktør, Forkæmperen for Samfundets Stedbørn,
tilbragte en Gang tre Måneder i Fængsel, fordi han vovede at offentliggøre
Sandheden.
Senere i Livet erklærede han, at disse tre Måneder havde været de rigeste i hans
Liv. »Det var
første Gang i mit Liv, at jeg havde Tid til at sætte mig ned og tænke, sætte mig
ned og finde
mig selv,« sagde han bagefter.
Thomas A. Edison, hvis Navn altid nævnes blandt de første af Verdens store
Opfindere,
erhvervede sig ved stadig Tilvænning Evnen til at slappe af midt i Arbejdet og
indtræde i
Meditationstilstand, hvorved han fandt Løsningen på mange af sine vanskelige
Problemer.
Han sagde en Gang: »De Timer, jeg har tilbragt alene sammen med Mr. Edison, har
bragt
mig de virkelig store Værdier i mit Liv. Dem skylder jeg alt, hvad jeg har
udrettet.«
Vi skænker ikke det indre Liv mange Tanker. Vi prøver at overtale os selv
til at tro, at vi
ikke har en halv Time tilovers til at sidde ved Sandhedens rouge Kilde. Et
Øjeblik i mental
Ro betragtes som et spildt Øyeblik. Det er Grunden til, at de fleste ikke bliver
visere trods de
mange Dage, de lever.
Den moderne Verden tror, at den ikke har Brug for noget sådant som
Meditation, der
altfor tit fordømmes som blot og bar Abstraktion. Den moderne Verden har hverken
helt og
holdent Uret eller helt og holdent Ret i sin Holdning. Historien viser,
hvorledes Religionen,
for at tage et Eksempel, har frembragt en Del meditativt visionære, der har
opfordret andre til
med dem at gå ind i en Tilstand af rent Selvbedrag og vandre om i barnagtige
Indbildninger.
Det er sådanne vildledte Mennesker, som har været Ophavsmænd til den almindelige
Mening, at Åndelige Seere er Mennesker, som står og kigger ind i Himlen, som med
deres
mentale Øjne udforsker tågede Vidder uden Interesse og uden Nytte for
forstandigere
dødelige. De er uægte Mystikere, som lever i deres egen fantastiske Verden, og
hvad de
trænger til er et hårdt Bump imod Virkeligheden.
Men Historien beretter også om en Kreds af Seere, som indtager et højere
Stade. De var
Mænd af pletfri Karakter og usædvanlig Godhed. Deres fælles Egenskab var den, at
de havde
gennemgået en Erfaring, som oplyste deres Sind og gav en ekstatisk Lykkefølelse.
Det er
disse, som er de sande Mystikere. Deres Udtalelser præges af Ydmyghed, men de
viste, at de
var trængt ind i Menneskets inderste Hjerte. De var nået til hint stille Sted,
hvor Sjælen
dvæler, og de havde opdaget, efter mange Vanskeligheder, at Menneskets Natur er
guddommelig, at den forbliver uberørt og ubesmittet af Menneskets lavere Natur.
Det er ikke
min Hensigt at anføre deres Navne, men Evelyn Underhills og Dean Inge's Bøger
giver en
god Forestilling om de mest betydningsfulde indenfor den kristne Verden.
Verden er altfor tilbøjelig til at lade sig hypnotisere af de materielle
Omgivelser. For
mange Mennesker er det Åndelige Liv blevet en blot og bar Myte. Det er mærkeligt
og
sørgeligt, at mens vore ledende Videnskabsmænd og fineste Intelligenser vender
tilbage til en
mere Åndelig Fortolkning af Universet og Livet, er Masserne sunket dybere i den
krasse
Materialisme, som Videnskabens første famlende Forsøg syntes at retfærdiggøre.
Derfor bør vi være taknemmelige mod de Seere, som har vovet sig ud i
ubetrådte
Områder for at bringe Oplysninger med tilbage om det guddommelige Liv, som det
er muligt
for Mennesket at leve. Den sande Vision er en underfuld Oplevelse; den er ikke
et Sæt
Teorier. Intet menneske, som har gennemlevet en midlertidig Åndelig Oplevelse,
vil
nogensinde kunne glemme den. Han vil vedblive at påvirkes deraf, indtil han
begynder at
søge Veje og Midler til at få den gentaget.
Jeg har ikke noget kompliceret System at formulere på disse Sider. Jeg har
kun i Sinde at
lære mine Læsere en simpel Teknik til Brug for Bestræbelsen for at blive bevidst
om det
højeste i os selv. Ingen Meditationsmetode kan være let i sig selv, fordi
øvelsen sigter på
Erhvervelsen af Kontrol over Tankerne, og der er ikke ret mange Ting, som er
sværere at
erhverve. En Meditationsmetode kan imidlertid være enkel. Den behøver ikke at
være
kompliceret og indviklet eller tilknyttet en forvirrende Jargon.
Man har lært Interesserede forskellige Meditationssystemer, og der er blevet
anvist
forskellige Veje til Yoga både i gamle og moderne Tider. Den Teknik, som her
anvises til at
erhverve Kundskab, kan dog ikke ret godt komme ind under nogen af disse
Klassifikationer.
Denne Kunst, som består i en Spørgende Selvundersøgelse, står alene i Enkelhed,
Originalitet
og Kraft, skønt den naturligvis har adskillige Berøringspunkter med de andre
Systemer. Jeg
påstår ikke, at den frembyder den bedste Metode, men at den byder en hurtigere
og sikrere
Måde at nå til Åndelig Selvkundskab på, end de fleste andre, som jeg kender. De
forskellige
Grene af Yoga, denne dybe, men sammensatte indiske Metode, er glimrende i
Forhold til det
Folk og den Tidsalder, til hvilke de blev givet, men når de sættes i Forbindelse
med Vestens
Folkeslag og moderne Behov, er de indlysende nok altfor upraktiske og
ugennemførlige
undtagen for de få.
Denne Indfølen sig i det sande Selv er det simpleste Meditationssystem, som
jeg kender,
og derfor bedst egnet for det travle Menneske i vor Tid. Det er lettere at fatte
og enklere at
praktisere end Østens komplicerede Yogasystemer. Det kan med Fordel anvendes af
enhver,
som ønsker at lære Sandheden om sin egen Natur at kende.
Når De er vågnet op om Morgenen og har badet, er den første Pligt - og som
Regel den,
der forsømmes mest -at søge ind til det sande Selv. De fleste Mennesker gør det
tværtimod til
deres første Pligt at tænke på deres nuværende Besværligheder, det Arbejde, der
venter, eller
de Personer, som de snart skal træffe. Deres Arbejde og deres Problemer står
først i deres
Tanker i Stedet for, at de burde søge at opnå den Visdom, som burde inspirere
alle deres
Handlinger og løse alle deres Problemer. Når Jesus sagde:
»Søg først Guds Rige, så skal alle disse Ting tillægges Eder«, gav han os
ikke blot en
almindelig Rettesnor, men også en særlig Regel.
Hans Brug af Ordene »i Dag« i »Fader vor« er en betydningsfuld Hentydning
til, at han
tilrådede sine Tilhængere at bede eller meditere om Morgenen. Der findes dybe
psykologiske
Grunde til dette Råd. Vi kan skabe Grundtonen for hele Dagens Virksomhed ved den
Holdning, vi indtager i den første Time efter, at vi er vågnet op. Dagens
Virksomhed og
Ønsker er endnu ikke begyndt at forurolige Sindet.
Hvis vi allerførst hver Morgen søger Guds Rige og ofrer en kort Tid dertil,
vil vort
Arbejde ikke lide og vore Problemer ikke blive forsømt. Derved skaber vi en
Strøm af
Åndelig Visdom og Styrke, som vil flyde under hele Dagens Arbejde og Tankegang.
Hvad
som helst vi gør, vil blive gjort rigtigt, hvilken Beslutning vi end skal tage,
den vil blive den
rigtige, fordi den vil være Frugten af roligere og dybere Tænkning. De, som
anser det for at
være en Tåbelighed at indtage vor Åndelige Holdning, for vi beskæftiger os med
vore
verdslige Anliggender, sætter det sekundære først og det primære sidst. For dem
er der, som
Hinduernes hellige Skrift, Bhagavad Gita, siger:
»ingen Fred hverken i denne Verden eller den næste.«
Hvad enten vi bruger fem Minutter eller fem Timer til at indøve dette
livsinspirerende
Arbejde, så vil det ikke undlade at frembringe bemærkelsesværdige Resultater i
det lange Løb.
Er det ikke nok værd at bruge et Kvarter eller en halv Time hver Dag til at
skabe mental
Ligevægt og Bevidsthed om indre Herredømme?
Dette at praktisere Meditation i ti Minutter eller en halv Time en eller to
Gange om Dagen er
kun en Vane, eftersom et Menneske lidt efter lidt bliver så vant dertil, at det
bliver en Del af hans
normale Liv. Det vil gå lettere efter fjorten Dages Forlob, og efter en Måned -
endnu lettere, indtil
man med Tiden bliver en Mester i Kunsten. Selv det travle Forretningsmenneske
kan passe dette
ind i sit Program, så at det bliver lige så naturligt for ham som at spise. Skab
Vanen, hold fast
ved den, og den vil utvivlsomt vise sin Værdi i bevidst Fremskridt.
Åndelig Udvikling bør ikke foregå tilfældigt, som det er så almindeligt
iblandt os, men bør
være en stadig og alvorlig Bestræbelse. En ordnet og regelmæssig daglig Øvelse i
Meditation vil
ganske naturligt føre til Fremskridt i Kunsten. Med andre Ord, efterhånden vil
der behøves
mindre og mindre Anstrengelse til at frembringe det samme Resultat. Fremskridt
afhænger af
Øvelse.
Meditation vil bringe de bedste Resultater, hvis man anvender den hver Dag i
Stedet for nu
og da, fordi den repræsenterer noget, som lidt efter lidt indgår i ens Væsen ved
den daglige
Øvelse.
Øvelsen i mental Ro må ske lige så regelmæssigt som Måltiderne. Det er
Vanen, der hersker
over vort Liv. Den, som har lært Hemmeligheden at skabe Vanen, er i Stand til at
beherske det,
som behersker Livet. Og den bedste Vane, et Menneske kan skabe, er Meditation.
Jeg ønsker
ikke blot at understrege, men at gøre det med en meget tyk Streg, den
forbavsende Værdi af og
tvingende Nødvendighed for denne Vane. Med Tiden vil De finde, at den daglige
Periode af
mental Ro bliver en Glæde, som De ser hen til, i Stedet for en disciplinær
Pligt, som den først
kan synes at være, og De vil ikke tillade noget at hindre Dem.
Det næste Punkt, man bør iagttage, er, at visse fysiologiske og psykologiske
Betingelser er
praktiske, hvis man vil have Held med sig uden alt for store Vanskeligheder. En
bekvem Stilling
hjælper til at bringe Sindet til Ro. Ubekvem Stilling gør Tanken urolig.
Fysisk Stilhed er den første Port til mental Stilhed. En komfortabel og
behagelig Stilling
hviler Sindet og sætter en i Stand til at begynde Arbejdet med at trække sig
tilbage i sig selv. Søg
den samme rouge Piet eller det samme Værelse hver Dag, brug den samme Stol eller
sid på den
samme Seng hver Gang. Læg Dem ikke ned på Ryggen, sid ret op. På den Måde lærer
Legemet automatisk at være parat til at modtage Svar, indtil det ikke længere
gør Modstand mod
Sjælens Indflydelse.
Meditation er lettere at udføre og vil bære bedre Frugt, når de rette
Betingelser er tilstede.
Vælg en Tid, da De ikke vil blive forstyrret, når alt omkring Dem er roligt, når
Mave og
Fordøjelseskanal er i hvile, når Legemet befinder sig bekvemt, og hvor det ikke
er Stormvejr.
Hvis det er muligt, så fyld Deres bedste Værelse med farverige Billeder,
Blomster og Røgelse.
Hæng kun forædlende Billeder på Væggene. Lad disse fire Vægge være et
Allerhelligste, der kan
hjælpe Dem til for en Tid at dvæle i det guddommeliges Nærhed og søg at bevare
dette værelse
for Deres eget personlige Brug, så vidt det er muligt, for der at meditere og
studere Åndelige
Ting. Inden længe vil det begynde å få preg af guddommelig Liv, således at den
verdslige
Tilværelses Bekymringer og Besvær svinder bort, så snart De træder over
Dørtærskelen. Vælg i
hvert Fald et Sted, hvor De ikke vil blive forstyrret, hvor der ikke er Støj,
hvor Dyr og Insekter
ikke kan irritere Dem, og hvor De kan føle Dem harmonisk og fredfyldt. Hvis De
ikke kan opnå
alt dette, så prøv at få så meget deraf, som det er muligt.
Det første, hvorom det gælder, er at finde en lille fast Tid indenfor det
daglige Liv, hvor De
helt kan hellige Dem uforstyrret øvelse i de nødvendige Trin af Meditation.
De kan begynde med ti Minutter, men bør prøve at forlænge Perioden til en
halv Time, så
snart De føler, at det kan gøres uden for megen Anstrengelse. En halv Time om
Dagen er en lang
Tid for Vesterlændingen at tilbringe med Meditation, og det er ikke tilrådeligt
at forsøge med en
længere Periode, undtagen hvor en kompetent Lærer kan overvåge den studerende.
Jeg har antydet, at Morgenen er bedst, men det er meget muligt, at der er
Forhold, som
gør det umuligt at anvende denne Tid. I så Fald er den næstbedste Tid
Solnedgangene fordi
Sindet da lettere vender tilbage til sin indre Ro end under Dagens Arbejde. Der
er en mystisk
Egenskab ved Tusmørket, som forbinder det med de store Åndelige Strømninger, som
Naturen
frigør i regelmæssige Rytmer.
Hvis den tidlige Aften ikke kan anvendes, så må man finde en Tid lige for
man går til Ro.
Hvis selv dette er umuligt, må man anvende en hvilken som helst halv Time man
kan stjæle i
Dagens Løb.
Den Tid, man har afsat til dette højere Formål, skal anvendes på en Måde,
som helt og
holdent adskiller den fra Dagens øvrige Gøremål. I Stedet for at have travlt med
noget, som
fæster ens Opmærksomhed på ydre Ting må man forsøge at frigøre sig fra sådant og
for
personer, så at de for en Tid slet ikke eksisterer for en, og man bør styre sine
Tanker og Følelser
med Idealet af indre Fred som Mål. Hidtil har De brugt hele Deres Kraft på ydre
Ting, men det
Menneske, som ønsker at forstå sig selv, må gøre lige det modsatte, idet han
periodisk bruger sin
Kraft til at udforske den indre Verden.
Den, som vil gøre Forsøg på at kende sit Overselv, må lære at trække sig
tilbage i
Sindet, som en Skildpadde trækker sig ind i sin Skal. Opmærksomheden, som hidtil
har været
spredt ud over en Række ydre Genstande, må nu koncentreres på et eneste indre
Brændpunkt.
Det er let at beskrive Koncentration, men det er svært at udøve den. Alt,
hvad De har at
gøre, er at drage Sindet bort fra alle andre Tanker end den ene Tankerække, som
De har bestemt
som Emne for Deres Koncentration - men prøv blot!
Tankekontrol er svær at opnå. Vanskeligheden derved vil forbavse Dem.
Hjernen vil rejse
sig til Oprør. Den menneskelige Tanke er uophørligt virksom som Havet. Men det
kan gøres.
I vort Væsens Centrum dvæler dette underfulde Selv, men for at nå det må vi
grave en Kanal
gennem alt det tankeaffald, som omgiver det, og som tvinger os til at være
uophørligt
opmærksomme overfor den materielle Verden som den eneste Virkelighed.
Vi holder lige så lidt af at lade Sindet hvile i sig selv og vende sig indad
- bort fra den
fysiske Sanseverden -som vi holder af at høre Vækkeuret om Morgenen.
Vi moderne Mennesker sætter Tømme på Naturen, men vi har ikke lært at holde
os selv i
Tømme. Tanker nager og plager os i endeløse Flokke; de piner os om Natten, så vi
ikke kan
sove, og de holder os slavebundne om Dagen.
Hvis vi blot kunde lære hemmeligheden ved at undertrykke og beherske dem, så
vilde vi
opnå en vidunderlig Hvile, en Fred, der ligner den, som Paulus sagde overgår al
Forstand.
De fem Sanser klynger sig til den materielle Verden, som var de limet fast
til den; de higer
efter at komme i Kontakt med dens Former, dens Ting, Mennesker, Bøger,
Fornøjelser, Rejser
og Virksomhed af enhver Slags. De kan kun dræbe Fjenden i de øjeblikke, da
Sanserne er tavse.
Når De tænker på at gå ind i den mentale Hvile, begynder Sanserne øyeblikkelig
at gøre
Indvendinger. De sætter sig af al Magt imod. De siger: »Vi ønsker at blive i vor
egen fysiske
Verden, som vi kender. Vi er bange for denne indre, Åndelige Verden med dens
Mysterier og
Meditation. Det er naturligt for os at holde fast ved den fysiske Verden.«
Derfor gør de deres
yderste for at holde Dem fast i den materielle Sfære, og det er den sande Grund
til, at De mener,
De ikke kan lide Meditation eller i hvert Fald gyser tilbage derfor, når Tiden
kommer. Det er
Sanserne, som ikke synes om den - ikke Dem; derfor bør De kæmpe imod og beherske
disse.
Først kommer den mentale Anstrengelse, derpå den mentale Ro.
UHerredømmet over Sindet er
Herredømmet over SelvetU. Den Sjæl, som kan besejre det evigt
springende Tankevæld, kan befale sin hele Natur at adlyde sig. Evnen til med
stor Vedholdenhed
at holde fast ved en Tankerække og ikke slippe den er Evnen til at koncentrere
sig og skaber
Mennesker. Tankens Herrer er de sande Herrer over Mennesker. Kan De ikke
koncentrere Dem,
så øv Dem lidt hver Dag, og det vil lykkes for Dem. Den, som hver Dag prøver
derpå, selv om
det kun er en halv Time, vil med Tiden komme til at beherske sine vandrende
Tanker.
KAPITEL V
Selvanalysens Teknik
Når De sidder bekvemt i Deres Stol eller på Hug på et Tæppe som en Skrædder
og Ånder
roligt og jævnt, så luk Øjnene og lad Tankerne beskæftige sig med det Spørgsmål
- hvem er
jeg egentlig?
De er i Færd med at begynde Eventyret - at finde Dem selv.
En af Nøglerne til at få Held med denne øvelse er at tænke meget langsomt.
Sindets Hjul
skal dreje sig langsomt, og derfor vil Tanken ikke kunne fare fra den ene Ting
til den anden,
som den for har gjort. Tænk langsomt. Dernæst bør De formulere Deres Ord mentalt
med stor
Omhu og Præcision. Vælg omhyggeligt hvert Ord. At gøre dette vil klare Deres
Tanke, for
De kan ikke finde en klar og koncis Sætning, der passer til den, for De har
gjort dette.
Læg først Mærke til Deres Intellekt (Tankemekanisme. -o. A.), hvorledes det
arbejder.
Læg Mærke til, hvorledes den ene Tanke følger på den anden i endeløs Rækkefølge.
Prøv så
at gære Dem klart, at der er en, som tænker. Spørg nu: »Hvem ær denne Tænker?«
Hvem er dette »Jeg«, som sover og vågner op - som tænker og føler - som
arbeider og
taler? Hvad er det i os, som vi kalder »Jeg'et«?
De som tror, at Stoffet er det eneste, der er til, vil sige, at Jeg'et er
legemet, og at Jeg-
Følelsen opstår i Hjernen ved fødelsen og forsvinder ved Døden eller ved
Legemets
Opløsning.
For nu at forstå dette mystiske »Jeg«s virkelige Natur og at udfinde dets
sande Forhold
til Legemets og Hjernens Funktioner må vi omhyggeligt analysere Personligheden,
det
tilsyneladende Selv.
Denne Form for Selv-Kundskab er ikke en blot og bar Sigtning og
Katalogisering af ens
Dyder, Laster og Egenskaber. Den er virkelig en Søgen ind i ens eget indre,
Åndelige Selv.
At vække det virkelige Menneske i Dem selv er at vække Deres Åndelige
Intelligens. Når De
forstår, hvad der ligger bag øjnene, som ser, hver Gang De betragter Dem selv i
Spejlet om
Morgenen, så vil De forstå Mysteriet i selve Livet.
Hvis De kun urokkeligt vil betragte det Mysterium, som er i Dem, det
guddommelige
Mysterium i Mennesket, vil det sluttelig give efter og åbenbare sin Hemmelighed.
Når et
Menneske begynder at Spørge sig selv, hvad han er, har han taget det første
Skridt på en Vej,
der først ender, når han har fundet Svaret. Thi der er en aldrig endende
Åbenbaring i hans
Hjerte, men han lægger ikke Mærke dertil. Når et Menneske begynder at søge ind i
sin
undermentale Bevidsthed og prøver at fjerne det Slør, som dækker den, vil
uophørlig
Anstrengelse skænke sin egen Belønning.
Verden er i en uophørlig Tilstand af Bevægelse, og Mennesket selv synes at
være en
Masse af skiftende Følelser og Tanker. Men hvis han vil gøre sig den Ulejlighed
at analysere
sig selv grundigt og roligt at tænke derover, vil han sluttelig opdage, at der
er en Del af ham
selv, som modtager Strømmen af Indtryk fra den ydre Verden, og som modtager
Følelser og Tanker, der stiger op derfra. Denne dybere Del er det sande Væsen i
Mennesket, det usete Vidne, den tavse Tilskuer, Overselvet.
Der er een Ting, som intet Menneske nogensinde tvivler på. Der en een Tro,
som ethvert
Menneske altid klynger sig til gennem alle Livets forskellige Omskiftelser, og
det
er hans egen Eksistens. Han standser aldrig et øjeblik for at Spørge:
»Eksisterer jeg?« Han
antager det som en Kendsgerning.
Jeg er til. Denne Bevidsthed er virkelig. Gennem hele Livet er den stadig
tilstede. Herpå
kan vi være absolut sikre, derimod kan vi ikke være så sikre på dens Begrænsning
til det
fysiske Legeme. Lad os derfor koncentrere os udelukkende om den Vished - at
Selvet
virkelig er til. Lad os prøve at lokalisere det ved at begrænse vor Opmærksomhed
alene til
det.
Vi har altså her et Udgangspunkt for vor Undersøgelse, eftersom det så helt
og holdent
anerkendes af alle. Legemet er underkastet Omskiftelse; det er svagt eller
stærkt, det
vedbliver at være sundt eller bliver sygt. Sindet er også omskifteligt.
Bevidsthedens Udsyn
skifter med Tiden, dens Ideer er altid i Bevægelse. Men Jeg-Bevidstheden
forbliver
uforandret fra Vuggen til Graven.
Jeg er lykkelig i Dag, jeg er ulykkelig i Morgen disse Stemninger er kun
Tilfældigheder
eller Hændelser i Jeg'ets Kontinuitet. Sindets og Hjertets Stemninger skifter og
svinder, men
gennem dem alle løber som en rød Tråd den uomskiftelige Ego-Bevidsthed,
Tilskueren til
denne Verdens forbipasserende Begivenheder. Vi bliver os alt dette bevidst
igennem »Jeg«et,
Selvet; uden det vilde alt være en total Tomhed. Følelsen af »Jeg er« kan ikke
svinde bort. At
kende sig selv er derfor at finde det Bevidsthedspunkt, hvorfra Iagttagelse af
disse skiftende
Stemninger kan finde Sted. Det sørgelige Bevis for, at Mennesket har mistet sit
Midtpunkt,
sit Åndelige Tyngdepunkt, er, at denne Kendsgerning næsten aldrig bemærkes.
»Jeg«et bliver det ulyksalige Offer for mange forskellige ønsker og
modstridende
Tanker, indtil dets Åndelige Integritet (Fuldstændighed. o. A.) anerkendes.
»Et Menneske plejer at tænke, at han véd, hvad han mener med sit Selv. Han
kan være i
Tvivl om andre Ting, men her synes han at være fuldkommen klar. Han bilder sig
ind, at han
med Selvet på een Gang forstår både, at det er og hvad det er. Og naturligvis er
ens egen
Tilværelse i en vis Forstand ganske hævet over Tvivl. Imidlertid, med Hensyn til
den
Betydning, i hvilken denne Tilværelse er så sikker, hænger det ganske anderledes
sammen,«
skrev F. H. Bradley, en af Englands Tænkere og Filosoffer.
En Analyse af Menneskets Konstitution er således det første Skridt. Vi
begynder med at
stige ned i os selv, thi ved vore Rødder dvæler det guddommelige.
Hvorfra kommer denne Bevidsthed om »Jeg«et? Den vedbliver at være under alle
Sindets skiftende Stemninger; den forsvinder ikke trods den stadige Strøm af
vekslende
Følelser; den overlever enhver Ulykke og besejrer Tiden. Opstår den af vore
Legemer?
Nej, det er umuligt, thi den Gren af Psykologien, der beskæftiger sig med de
anormale
Tilstande og Spiritismen, er enige om at fortælle os, at den er uafhængig af
Legemet.
Eksperimenter udfort af Mænd som Sir Oliver Lodge og Sir William Crookes,
Professor Wm.
McDougall og mange andre kompetente Forskere af Menneskets Psyke kan ikke slås
ned
med Latter. Vi må studere dem og anerkende den logiske Konklusion hvor
forbløffende den
end kan være - eller vi må ophøre med vor Søgen efter Sandheden. Vi vover ikke
at udelukke
nogen Kendsgerning, som ændrer vore Teorier. Enhver, som vil studere de til
Rådighed stå-
ende Optegnelser - og de er righoldigere, end det kunde se ud til - kan finde et
tilstrækkeligt
Antal Tilfælde, der vil bekræfte sandheden UafU denne Påstand
Forbindelsen mellem Sjæl og Legeme er så intim, at den populære Opfattelse,
hvad enten
den er lærd eller ulærd, har slået fast, at Hjernen er Sjælen, og at Legemet er
Selvet, Uog dog
er det kun noget, man antagerU. Det er muligt, at, hvis Bevidsthed om Selvet kan
eksistere
separat, er den populære Opfattelse fejlagtig, og det tilsyneladende bedrager.
Denne sidste
Tanke må vi overveje og gøre det uden nogen Fordom for eller imod Legemet.
En Vild, som står lavt på Udviklingens Stige, har ingen anden Tanke om
»Jeg«et end
Legemet og dets Begær. Et Menneske, som er mere udviklet, mentalt udviklet,
begynder
imidlertid at kalde sit Legeme »mit«, fordi han er begyndt at føle, at
Intelligensen er en ikke
mindre Del af »Jeg«et og en ikke mindre vigtig Del end Legemet.
Visse Psykologer og Filosoffer har med Vedholdenhed beskæftiget sig med det
Spørgsmål: »Er det muligt for et Menneske at adskille sin Bevidsthed fra den
fysiske
Hjerne?« Et sådant Spørgsmål forudsætter åbenbart den Mulighed, at Hjernen ikke
nødvendigvis behøver at være Skaberen af Tanker, selv om det overfladisk set
synes således.
Det kan være, at den er Mediet, der giver dem Udtryk.
Ikke des mindre er vor Tænkning sammenknyttet med Hjernen, som Anatomerne
kan
dissekere, men ganske som menneskelige Forbindelser undertiden ender med
Skilsmisse,
således er det også muligt for Tanken og Legemet at ende i en midlertidig
Skilsmisse. Et
sådant Resultat er blevet frembragt i bestemt Hensigt ved Hjalp af Hypnose i
Vesten og ved
Hjælp af Yoga i Østen. Og Forskningen indenfor den anormale Psykologi og endog
Spiritismen giver tilstrækkelige Beviser for, at Tanken kan eksistere uafhængig
af Hjernen.
Det vilde være lige så ufornuftigt, hvis jeg tuskrev Legemet Evnen til at
tænke, som at
tuskrive Pennen Egenskaben Blæk. Legemet inspireres af en, som handler, lige så
vel som
disse skrevne Ord er inspireret af en, som tænker. Ikke des mindre er der
Mennesker, der
anses for at være intelligente, som vilde betænke sig to og tre Gange, for de
vilde vove at
tuskrive Blæk Evnen at skrive Bøger eller logisk Sans, men ikke des mindre
betænker de sig
ikke på at tuskrive Legemet disse Egenskaber, skønt det er Stof, altså Blæk i en
anden Form!
Sagen er, at få Mennesker standser for at overveje Spørgsmålet om Selvet, og
derfor er der så
få, der når til en Forståelse af dets Hemmelighed.
Vi kan ikke være Legemet alene, fordi et Menneskes Legeme, når det er helt
lammet, og
selv Syn, Hørelse, Smag og Lugt er forsvundet, alligevel forbliver den samme i
uformindsket
Grad som et selvbevidst Væsen. Hug begge Hænder af et Menneske, hug hans Ben af;
fjern
hans Øjne og andre Organer - han føler sig dog i ikke mindre Grad som det samme
Jeg, han
er sig selv lige så meget som før. Hvorfor skulde det ikke være muligt, at
Legemet blot er en
Stofmasse, som jeg sætter i Bevægelse, som jeg bruger -hvori ligger, at der er
en, som
bevæger den og bruger den.
Når nu Deres Tanke bevæger sig omkring Ideen Selvet, så prøv et Øyeblik at
forestille
Dem følgende: Måske finder De ved første Øyekast Ideen fantastisk, men efter
nogen Tids
Overvejelser vil De blive tvunget til at anerkende den, idet De prøver at finde
Sandheden i
den.
Her er Ideen: Hvis Legemet er det virkelige Selv, så vilde Søvn og Død
aldrig indtræffe.
Hvis Legemet er det virkelige Selv, vilde Bevidstheden om ens Tilværelse
gøre sig
gældende i alle Døgnets fireogtyve Timer. Selvet er Bevidsthedens Midtpunkt, og
når Søvnen
kommer, drages Selvet bort fra Legemet, således at Bevidstheden om dette
udslettes, som en
Scene udslettes, når Ka-meraets Linse dækkes. Denne Ubevidsthed om Legemet under
Søvnen er en Antydning af, at Selvet kun er en Gæst i Huset, gjort af Kød.
At sige, at vil Drømme bibeholder denne Bevidsthed om Selvet, mens vi sover,
er ikke
nogen Afkræftelse af denne Påstand. Drømmen er Broen mellem den vågne Tilstand
og den
dybe Søvn, som er fuldstændig Bevidstløshed. Den repræsenterer den Tærskel, som
må
overskrides, hvis man vil trænge ind i den dybe Søvn. Dette sidste Stadium må vi
dernæst
beskæftige os med for at nå til en klarere Forståelse af Selvet.
I den drømmeløse, dybe Søvntilstand bliver jeg absolut ubevidst om Legemet -
og
alligevel eksisterer »Jeg« stadig. Hvad foretager dette »Jeg« sig da, og hvor er
det? Når jeg
falder i en drømmeløs Søvn, glemmer jeg helt og holdent Verden. Selv den
stærkeste Smerte
i Legemet er ikke stærk nok til at holde mig vågen bestandig; selv Tanken »Jeg«
er glemt.
Men selv om denne Erkendelse af »Jeg«et cr udslettet for en Tid, er den der dog,
for jeg
vågner senere og husker, hvem jeg er.
Den amerikanske Doktor Crile har anført nogle Eksempler, som illustrerer
dette Princip,
og de stammer fra de abnorme Tilstande, som Krigen fremkaldte. I et Tilfælde
beretter han,
hvorledes en forladt Kirke blev benyttet til midlertidig Modtagelsesstation får
Soldater, som
led af frygtelige Sår. Doktoren stjal sig ind i Kirken i Nattens Stilhed og
fandt den
fuldkommen stille. Soldaterne havde ikke sovet i fem Dage, og deres Tilstand var
en så
absolut Udmattelse, at end ikke deres frygtelige Sår kunde holde dem vågne,
hvorfor alle sov
fredeligt og var ubevidst om deres Legemer. Hvis denne Oplevelse betyder noget
som
helst, så betyder den, at Legemet er uden Bevidsthed om noget Selv, at den
mentale
Følelse af at være et Jeg kan drage sig tilbage fra Legemet. Et Vink om, at vi
ikke kan være
Legemet alene, findes således i den dybe drømmeløs Søvn, når Bevidstheden er
borte; når
Hjernen er ophørt med at tænke, og når det skabte Univers forsvinder for vort
Syn og det
fysiske Legemes Handlinger og Sanseorganer synes at være i Stilstand, vender
alligevel
denne Bevidsthed tilbage, trods den tilsyneladende dødlignende Tilstand.)
) I Østen er konstateret autentiske Tilfælde, hvor Fakirer og Yogier har
overvintret ganske som Frøer,
(norsk= frosk) idet de i flere Dage eller Uger har været begravet med alle
Organer i dødlignende Tilstand, men
alligevel er udgået af deres Trance med en fortsat Følelse af at være sig selv.
I min foregående Bog, ,,Bag
Indiens lukkede Døre", har jeg beskrevet et Tilfælde, som jeg personlig har
iagttaget, hvor en Yogi
fuldstændig standsede sit Hjertes Funktion og endogså standsede Åndedrættet -ved
en viljesakt.
Hvis Legemets Selvbevidsthed skyldes, at Selvet Ukun besøger detU, så er det
ganske
forklarligt, at Bevidstheden om at være til forsvinder under den dybe Søvn.
Følelsen af at
være et bevidst Selv er forsvundet, vi véd ikke hvorhen, og tilbage er en
følelsesløs materiel
Skikkelse.
De har nu undersøgt, hvorledes man bør tænke på »Jeg«et. De har skåret et
psykologisk
Snit gennem Deres egen Personlighed for at finde den Måde, hvorpå den virker. De
har søgt
at udfinde, om »Jeg«et er Legemet og har ikke kunnet finde det der. Alt, hvad De
kunde sige
med Sikkerhed, er, at Legemet bruges af Selvet; at Selvet bor i det og i det
alene, kan De
ikke konstatere med lige så stor Sikkerhed.
Følelsen af at være Dem selv er tilbage. Hvori består denne Følelse? Kan De
fatte det?
Nej, det er nødvendigt at gå dybere end Legemet, at udforske Tankens subtile
Regioner
og at trænge ind i Følelseslivets Dybder under Deres Søgen efter Selvet.
Idet De således spejder ind i Deres indre Væsen, kommer De til den
Opfattelse, at
Legemet kun er en Del af Selvet, og at Ego-Følelsens Udspring endnu ikke er
fundet.
Jeg har givet den studerende en ganske enkel og foreløbig Anvisning på den
Slags
Meditation, han bør anvende, ikke hvert Skridt på den Vej, som han nødvendigvis
må følge i
sin Overvejelse over Selvet; han må selv udforme Enkelthederne på sin egen Måde.
Det kan
være, at han i Løbet af nogle få Meditationer vil nå til et Punkt, hvorfra han
kan se, at de
Slutninger, jeg har draget, er de rigtige, eller det vil måske tage ham flere
Måneder. Men det
er først, når han har erkendt Rigtigheden heraf, at han kan gå over til det
andet Stadium i
denne Metode. Hvis Tanken går på Vandring, hvis der opstår noget, som kan
forstyrre eller
distrahere, må han ufortøvet gå tilbage til sin Øvelse.
Viljen må bore sig Vej gennem det Bjerg af Tanker og Tilbøjeligheder, som vi
har rejst
omkring os i Fortiden, og en Dag vil den få sin Belønning. Når den kommer ud på
den anden
Side af dette Bjerg, bliver den sig en Fred bevidst, som overgår al
(intellektuel) Forståelse.
Gang på Gang må Tanken bringes tilbage til sit Udgangspunkt. Interessen må
indfanges
på ny og fastholdes derved. Man må fortsætte med sin indre Undersøgelse, må gå
fra Tanke
til Tanke i sluttet Følgerække.
Koncentration er simpelthen Evnen til at beherske Opmærksomheden og lede den
hen
imod det ene Punkt. Det indre Lys er svagt og spredt hos Gennemsnitsmennesket.
Det, som vi
må gøre, er at koncentrere det, indtil det bliver et kraftigt Søgelys, så kan vi
rette det mod et
hvilket som helst Punkt og se det klart nok til at opnå fuld Viden om det. Dette
Punkt kan
være et blot og bart materielt Emne eller en abstrakt Idé.
Dette er Koncentration - nemlig at foretage en Undersøgelse af en enkelt Idé
og ikke
beskæftige sig med noget som helst andet.
Et Stykke Silkepapir kan ligge på Jorden i lange Tider, uden at der vil ske
noget af
Betydning, men ret med et Brændglas Solens Stråler mod dette Papir, så vil der
snart hænde
noget.
De har måske også opdaget, at Sindet er som en rastløs Abe. Bind det fast
ved et enkelt
Begreb, hold det fast ved en enkelt Tankerække, så vil Aben snart opdage, at De
er dens
Herre og være mere villig til at adlyde Deres Befalinger.
Hold Tanken fast ved disse Overvejelser, tving den til at adlyde den
nødvendige
Viljesytring, koncentrer den og lad ikke Mistrøstighed ved foreløbige
Fejlslagninger eller
langsomt Fremskridt afholde Dem fra at fortsætte med Øvelserne. Det kan ikke
undgås, at
Tanker af en helt anden Art kommer midt under Øvelsen; Minder om Ting, der for
nylig er
hændt, vil trænge sig på; Billeder, som står i Forbindelse med personlige
Anliggender, vil
opstå; Ønsker, Bekymringer og meget andet vil uindbudt stige frem i Sindet og
prøve på at
holde Marken. Imidlertid, så snart De er klar over, at det, der er sket, er en
Hindring, så
begynd igen på det Punkt, hvor De blev afbrudt.
Som Regel er det de første Stadier i Meditationen, der er de sværeste, for
da bombarderes
Sindet med halvglemte Erindringer, omflakkende Tanker og Følelser i en Grad, som
overrasker dem, der aldrig har gjort slige Forsøg. Den ydre Verdens vedvarende
og ubevidste
Dragningskraft bliver åbenbar for os, når vi således søger at samle os i
Meditation. Det er
ikke af Tilbøyelighed, at vi går indad i os 'selv. Vi klynger os til Stoffet og
gør os til eet med
Sanserne ligeså naturligt, som en Fisk holder sig til Vandet.
Skønt Mennesket er eet med den højere Kraft, som kan kaldes Gud, er det dog
en
Kendsgerning, at han har mistet Bevidstheden om det, og med mindre Mennesket gør
en
kraftig Anstrengelse som f. Eks. i Meditation, regelmæssigt og ufortrødent, i
selviagttagelse
eller i virkelig Bøn for at frigøre sig og løsne sin Bevidsthed fra den ydre
Tilværelse, er det
ikke sandsynligt, at han vil genvinde sin Bevidsthed om det guddommelige i sig
selv.
Et af de sværeste Hverv, vi kan påtage os, er dette frivillige Forsøg på at
koncentrere sig
om et abstrakt Emne i femten Minutter eller en halv Time og at gøre Mennesket,
som så
uophørligt er udadvendt - indadvendt, men det er Umagen værd. Det vil sætte ham
i Stand til
at betragte den rene Tankes æteriske Højder. En sådan intellektuel Disciplin kan
synes et
utåleligt Arbejde, men Belønningen er mere værd end det, vi betaler derfor.
Gennemsnitsmennesket er en Legebold for Omgivelser og ydre Indflydelser. Det
styres
af nedarvede Tilbøjeligheder og Suggestioner, indgivet af andre. At være i Stand
til at
beherske sine Tanker i det moderne Livs Jag er en værdifuld Evne, og denne
Øvelse vil sætte
en i Stand til at erhverve den.
Vi må grave dybt ned under den fysiske Verdens Dragninger ved Hjælp af
Tanken for at
finde den evige Virkelighed, som ligger under det ydre Blændværk. Da vil Livets
Hemmelighed, som er undgået de største Ånder, åbenbare sig og blive vort
lykkelige Eje.
Det andet Stadium i vor Udforskning af Selvets sande Natur bør helliges en
kritisk
Analyse af vor Følelsesnatur.
De har forsøgsvis fornægtet det fysiske Legeme som værende Totalsummen af
Deres
»Jeg«-Bevidsthed, hvorfor De nu går over til den næstvigtigste Del af Dem selv.
Er De Begæret, Tvivlen, Hadet, Vreden, Lidenskab, Lyst, Håb, Frygt, Behag og
Ubehag
eller en hvilken som helst anden af de øvrige Følelser, som skiftevis hvirvler
et Menneske
rundt fra Tid til anden?
Det Argument, vi anvendte på det sovende Legeme, passer også på de slumrende
Følelser. Selv om disse sidste er stillet helt i Bero under drømmeløs Søvn, vil
»Jeg«-Følelsen
alligevel genopstå ved Opvågningen trods Følelsernes tilsyneladende Død. Når vil
den vågne
Tilstand af og oplever Øyeblikke, da Følelserne synes at være udslukt, bevares
alligevel
Følelsen af at være et personligt Væsen. Vi kan overføre det tidligere Argument
herpå: Hvis
Selvvidsthed i Begær og Følelser skyldes, at Selvet kun i Ny og næ besøger dem,
har vi her
Forklaringen på, at vor bevidste Tilværelse forsvinder i den sunde Søvn.
Følelsen af at være
et Selv er trukket tilbage, vi ved ikke hvorhen, og der er efterladt en Samling
Følelser, som er
opstået af Tiltrækninger og Frastødninger i det sovende Legemes Sanseorganer,
eller de
kommer fra Intellektet.
Dette forklarer også, hvorfor Følelsen af at være et Selv forbliver
upåvirket af
Forandringer af Erfaringerne. Følelser, Begær og Lidenskaber fører os hid og
did, men Selvet
er uophørligt til. Det er fuldkommen muligt for et Menneske at trække sig
tilbage fra alle
Oplevelser i den ydre Verden og derfor fra alle de Følelser, som Oplevelser
bringer med sig,
som i den bevidste Trance hos den kristne Mystiker i Middelalderen eller den
moderne
indiske Yogi, og dog bibeholder en klar Følelse af at være sig selv. Hvis Selvet
kan skilles fra
Følelsen på denne Måde og alligevel fortsætte sin Tilværelse, så er Selvet og
Følelsen to
forskellige Ting, og vi kan ikke betragte Begær, Frygt, Had, Sympatier eller
Antipatier og
andre Tilstande i Følelseslivet som vort virkelige Væsen.
Så er der den Kendsgerning, at Følelser i så høj Grad skifter, at man den
ene Uge kan
synes om en Person, som man næste Uge ikke synes om, og at Følelser fra for ti
År tilbage
ikke længere udtrykker Deres Væsen, således som De er i Dag, hvilket viser, at
de er
forbigående af Natur, hvorimod Følelsen af »jeg« er forblevet undret i alle
disse År.
således er vi nået til den Opfattelse, at hverken Følelserne eller Legemet
er Deres sande
Selv. Når dette Synspunkt er blevet Dem klart, kan De træde ind i det tredje
Stadium. Når det
Øyeblik kommer, vil De være i Stand til at koncentrere Dem bedre; De vil være
begyndt ved
Hjælp af disse Øvelser at fjerne Deres ydre normale Bevidsthed fra Syn, Hørelse
og Følelse
og gå ind i Deres eget Indre, således at De koncentrerer Deres Tanker urokkeligt
i Deres
Indre på disse Tider.
Det tredje Stadium helliges en Overvejelse af Spørgsmålet: »Er jeg det
tænkende
Intellekt?« Som Regel får Intellektet sin Viden gennem de fem Sanser eller fra
Erindringen
om Sanse-Indtryk. Den Sandhed, vi venter at finde indenfor Gennemsnitsmenneskets
Hjernevindinger, hviler derfor på ydre Erfaring.
Jeg fremkommer med en tilsyneladende forbløffende Idé. Lad os sætte, at
Intellektet ikke
er afhængigt af Hjernen med Hensyn til sin Tilværelse - jeg vil antyde, at den
ikke er
sammensat af andet end den endeløse Række af Tanker, Ideer, Forestillinger og
Erindringer,
som normalt udgør Indholdet af den vågne Dagsbevidsthed, og at det sande Selv
derfor
heller ikke kan findes i Intellektet. Hvis hele denne Samling af Tanker kunde
fjernes, vilde
vi finde, at der ikke eksisterer noget sådant som en særskilt ræsonnerende,
intellektuel Evne.
Intellekt er kun et Navn, vi giver til en Række individuelle Ideer.
Denne sluttelige Idé er mere vanskelig at klargøre, for den er snarere et
Spørgsmål, som
skal afgøres ved personlig Erfaring. Jeg betænker mig nemlig ikke på at sige, at
hvis
Intellektet kun er den fortsatte Række af Tanker, som passerer og atter passerer
gennem
Hjernen, så kan Mennesket 'under visse Betingelser ophøre at tænke og dog
forblive klart
bevidst om sig selv. Dette er hændt adskillige Gange, og Mystikkens Historie,
både Øster- og
Vesterlandets, bekræfter dette.
Ethvert Argument, som blev benyttet, da vi overvejede, om Følelsen var det
sande Selv,
kan nu anvendes på Intellektet. Tænk Tingen igennem, og De vil indrømme, at det
må være
således.
Intellektet er det, som tænker i vort Indre. Det er ikke vort Selv, og dette
antydes derved,
at vi under Tænkningen vagt føler, at noget i os roligt iagttager disse Tanker.
Det, at nogle sindssyge Mennesker mister deres Intellekt, og at det
undertiden gives dem
tilbage, er en anden Antydning af, at det er en Ejendom, som kan tages fra
Ejermanden og
gengives ham.
Det var Descartes berømte Opfattelse. Han påstod, at selve Handlingen at
tænke
forudsatte, at der fandtes en Tænker, en, som udfører denne Tænkning. »Je pense,
donc je
suis« (Jeg tænker, derfor er jeg) var hans filosofiske Påstand. Det var en
forbløffende Tanke;
og den fik stærke Modstandere. Det logiske Resultat var, at Descartes blev
tvunget til at
slutte, at denne Tænker, dette »Jeg«, i sin Natur var immaterielt og derfor
tilstrækkeligt
uafhængigt til at have sin egen Tilværelse, adskilt fra det fysiske Legeme, med
hvilket det
ikke des mindre er intimt forbundet. Skønt Descartes således aldrig førte sin
Opfattelse af
Selvet videre, således som jeg agter at gøre, så gjorde han dog en god
Begyndelse.
Desuden er Tankerne underkastet en stadig Omskiftelse. Man kan tro på een
Opfattelse i
Dag og på dens Modsætning i Morgen. Hvorledes skulde man kunne gribe noget Sæt
af
Tanker og sige: »Dette repræsenterer mig selv«, når det til næste År ikke vil
være en Del af
ens Sindsindhold? Alligevel er Følelsen af at være sig selv, at være Jeg,
uforandret, hvor
meget ens Opfattelse end skifter.
Desuden, når De roligt har overvejet en eller anden Sag, så føler De, at
noget i Dem
iagttager Tankerne, noget, som anerkender nogle af dem og forkaster andre. Hvem
er det,
som tænker? Selve den Kendsgerning, at De vælger og vrager iblandt disse Tanker,
antyder,
at der findes en eller anden, som bruger Hjernens Mekanisme. Dette »noget i Dem«
- er det
Selvet? Hidtil har De været så optaget af og indviklet i Deres egoistiske
Tanker, Deres
personlige Følelser og fysiske Handlinger, at De ikke har forsøgt at finde ind
til dette indre
»noget«. De har ikke prøvet at løsgøre Dem fra Tanke, Følelse eller Handling
blot et Øyeblik,
derfor har De aldrig været i Stand til at studere dette »noget«, som lever i
dette Hus af Kød.
Hvis vi kunde efterspore dette »noget i os«, således som det kan lade sig
gøre ved denne
Øvelse, så vilde vi finde, at det er vort sande Selv. Det er der altid, men
Presset af vore
Tanker og den stadige Opmærksomhed, som vi retter mod ydre Genstande gennem
Sanserne,
holder det nede. Tænkning er en Kraft, som kan binde os eller frigøre os.
Gennemsnitsmennesket bruger den ubevidst til at lægge sig selv i Lænker; den,
som følger
denne Selv-Undersøgelsens vej bruger den bevidst til at vinde Frihed.
Vor Hjernes aldrig hvilende Hjul drejer sig endeløst medførende ubetydelige
eller vigtige
Tanker, og hvad enten de beskæftiger sig med rent trivielle Sager eller med ædle
og høje
Ting, så synes det dog ikke, som om vi kan standse deres Bevægelse. Måske er
Intellektet
kun en Maskine til at tænke med, idet den giver sin Besked til Logikken på en
rent mekanisk
Måde.
Tanker vælder uophørligt op og forstyrrer Sindets oprindelige Hvile. Denne
Proces er
foregået så længe i Menneskets Historie, at vi er kommet til at betragte den som
vor normale
Tilstand. At drage Bevidstheden ind i rolig Hvile, ja mere, at være helt uden
Tanker, betragter
vi som en anormal Tilstand. Vi har taget Tradition for Sandhed, og det er nok
Umagen værd
at undersøge, hvorvidt de Værdier, vi således opstiller, har nogen Ret.
Vi er nu kommet så vidt, at vi har opdaget, at Grænserne, som vi hidtil selv
har sat for
Ideen om »Selvet«, er indbudte, at »Tanker«, som i deres Helhed udgør
Intellektet, ikke
behøver at være den psykiske Skranke, som spærrer os inde.
Ved denne indgående Analyse har vi underkastet vort eget Væsen en kritisk
Undersøgelse og har efter Tur taget hver af dets vigtigste Dele og bestræbt os
for at opdage,
om de er det egentlige Selv som vi søger, Grundvolden for Følelsen af »Jeg«.
Vi er trængt ind i vort indre Væsen, og derved har vi lært, at den ydre
Verden, som vore
Sanser viser os, ikke behøver at være den eneste Tilstand for vor bevidste
Tilværelse.
Et Resultat af denne Meditation er, at den sluttelig vil sætte Dem i Stand
til at iagttage,
hvorledes den intellektuelle, emotionelle og fysiske Maskine arbejder i Forhold
til Selvet, og
dermed bringe Dem udenfor Deres personlige Selv. Der er ingen Fare for at blive
alt for
indadvendt igennem denne Øvelse, thi den gør Dem mere upersonlig i Stedet for at
fremhæve
Personligheden. Den drager Dem bort fra rent personlige Stemninger ind i aldeles
upersonlige Følelser.
Men vi har endnu tilbage at efterspore Sjælen. Jeg må sige, at jeg ikke er
synderlig
tilfreds med Ordet »Sjæl«, fordi det har forskellige Betydninger hos forskellige
Mennesker.
Det har tjent et højt Formål for nogle af vor Slægts ophøjede Ånder, men er også
blevet
misbrugt af snæversynede og bigotte religiøse. Hvis jeg kunde, vilde jeg gerne
udelade det
her, men jeg kan ikke. Det har med sig en grå Byrde af besværlig Teologi, som en
Rationalist
som jeg - helst ikke vil have noget at gøre med. Men Ordet »Selv« dækker alt,
hvad jeg
mener, med en Fuldkommenhed og Tilpasning, som det svagere Ord ikke gør.
Tidligere
Tiders Hinduer forstod dette så godt, at deres Ord for »Selv« er nøjagtigt lig
med deres Ord
for »Sjæl«. Selvet er en Samling af personlige Erfaringer. Det omfatter alle
fysiske, mentale
og emotionelle Erfaringer, der alle sidder som Perler på »Jeg«ets Tråd, og dog
indgår det i det
store upersonlige og guddommelige Væsen, som udgør Menneskets sande, ubegrænsede
Herlighed.
Man moder de største Vanskeligheder, når man skal gøre disse subtile
Forestillinger
fuldstændigt forståelige for den almindelige Intelligens uden at hengive sig til
tåget og ab-
strakt Metafysik, men jeg har gjort denne Anstrengelse, fordi jeg ved, at
enhver, som vil være
tålmodig nok til at overveje disse Tanker i den rette fordomsfrie Ånd, sluttelig
vil blive
belønnet med en svag indre Erkendelse af, at de er Sandhed, og en svag intuitiv
Forståelse af
deres Betydning. Det bliver da hans Sag at forfølge disse Anvisninger ved Hjælp
af den
trefoldige Øvelse, som er anvist i denne Bog.
KAPITEL VI
En Åndedrætsøvelse til Beherskelse af Tankerne
Den studerende, som har fuldfært det tredje Stadium af Meditation, skitseret
i det
foregående Kapitel, viser derved, at han har følt Tingens Betydning og udvist
Tålmodighed
og alvorlig Strøben. Han har påtaget sig et Arbejde, som kalder på nogle af de
bedste
Egenskaber i Menneskets Karakter og nogle af de mest ubenyttede mentale Evner.
Hans
Bestræbelse er i Sandhed rosværdig, fordi den må bringes til Ende i Ensomhed, og
han opnår
ingen af de Tilfredsstillelser, som Klasse-Studium byder andre Disciple indenfor
andre
Studiegrene. Den Række af Refleksioner, der er anvist i denne Bog, er således
tilrettelagt, at
den bedst egner sig for Studium i Enrum. Hvis man er så lykkelig at stå i nær
Forbindelse
med en Adept, som i sin egen Person kan demonstrere den sjældne Udvikling, som
han søger,
så er det højst sandsynligt, at Arbejdet vilde lettes betydeligt, fordi en sådan
Lærer ved sin
blotte personlige Nærværelse bevidst og villet vækker den Åndelige Erfaring hos
dem, der
ikke blot stræber efter at opnå denne Åndelige Erfaring, men har Tro på ham. En
sådan Lærer
vil kunne give mere i Løbet af nogle få Sammenkomster, end den bedste Elev kan
opnå
gennem mange Måneders ensomt Arbejde.
Imidlertid er det meget vanskeligt at finde en virkelig Adept i denne
moderne Verden,
selv om der er ingen Mangel er på svage Efterlignere, og derfor skriver jeg
disse Sider for at
give lidt Hjælp til dem, som må arbejde på egen Hånd. Hvis den studerende vil
læse disse
Linjer med skarp Opmærksomhed, virkelig Interesse og et ægte ønske om at finde
Sandheden
ved at give afkald på personlige Fordømme; hvis han vil tage deres Indhold på en
sådan
Måde, at blot Læsningen af Bogen skænker ham en indre Oplevelse, så vil han nå
langt og
opnå en virkelig Åndelig Belønning for sine Anstrengelser.
Hvis disse Sider læses på rette Måde, med dyb Opmærksomhed og virkelig
Følelse, så
kan de vække hemmelige Kræfter, som ligger slumrende i Mennesket, og så vil
Læsningen
alene skænke den studerende en ægte Åndelig Oplevelse, thi den ikke blot anviser
en Vej til
det guddommelige Selv, men kan sætte den alvorligt studerende i Stand til at gå
ad denne
Vej.
afslutningen af dette tredje Stadium er også afslutningen på
Forberedelsestiden for den
studerendes indre Rejse. Hidtil har han arbejdet strengt med sine øvelser, men
uden nogen
mærkbar Belønning; fra nu af begynder han en Øvelse, hvorved han vil få nye
Erfaringer, der
vil give Resultater for hver Anstrengelse og vise ham det strålende Mål, som
sluttelig venter
ham.
al Tvivl vil lidt efter lidt forsvinde, al Usikkerhed vil ophøre hos den,
der har fundet den
rigtige Vej til sand Kundskab om sig selv.
Så langt vi nu har søgt ind i Selvets mystiske Kroge, har vi gjort det ved
Hjælp af
Tanken, men vi kan ikke nå til Selvets dybeste Natur ved Tanken alene. Vi vil nu
få at se,
hvorledes Mennesket knuses mod Mysteriets Fængsels stænger, så snart han
begynder at
tænke dybere. Hvor Tænkningen ikke kan trænge frem, må der komme noget andet og
føre os
videre. Rationel Tænkning forsyner os med et udmærket Instrument, ved hvis Hjælp
vi kan
forstå Livet og Verden op til et vist Punkt, men det er en Fejltagelse at tro,
at det derfor er det
eneste Instrument, som står til vor Rådighed.
Dette nye Element er Intuitionen, øyeblikkelig Forståen.
Når Tænkningen slår fejl, kan vi ved omhyggelig og vedholdende Søgen finde
denne
Tilstand af intuitiv Førelse. Den er der, i vort Indre, og alle kan finde den.
Dette er Meningen
med Jesu Ord: »Søger, og I skal finde.« Der er kun få, der gør sig den
Ulejlighed at søge
indad på denne Måde, og derfor er der så få, der finder.
Hvorledes skal Intuitionen vækkes?
Når det ræsonnerende, tænkende Intellekt ophører at arbejde, har Intuitionen
fri Bane til
at gøre sig gældende. Når Tankens Bølger ikke længer stiger og falder på Sindets
Overflade,
bliver dette sidste som en klar og rolig Dam, i hvilken Intuitionens Sol kan
spejle sig uden
Vanskelighed og uden at fortrænges. Det er derfor nødvendigt at finde et Middel
til at
formindske den uophørlige Uro hos Intellektet.
Dette kan gøres ved en tofoldig Proces. Den første Del består i en
Bestræbelse for at
dirigere Tanken i en enkelt Retning, f. Eks. Koncentration på en ophøjet,
abstrakt Idé. Hvis
De troligt har udfort den Meditationsøvelse, som allerede er givet, eller har
beskæftiget Dem
med Kunst og følt Dem inspireret, så vil en Del af denne Proces til en vis Grad
være udfort,
og De vil have oplevet intuitive Øyeblikke.
Den anden Del af Processen består i Kontrol af Åndedrættet. Grunden hertil
er, at der
findes en nær Forbindelse mellem Åndedræt og Tænkning. Åndedrættets Bevægelser
slår
Takt på en bemærkelsesværdig Måde til Tankens Bevægelser. Åndedrættet synes at
være en
ganske enkel Ting, og det kan synes mærkeligt, at det skulde have nogen Virkning
på de
mentale Processer, men Undersøgelser og Eksperimenter beviser det uden
Modsigelse. De
fleste Mennesker undervurderer Åndedrættets Kræfter, men de første Jesuitter i
Vesten og de
første Yogier i Indien kendte til disse Kræfter, for de indlagde
Åndedrætsøvelser i deres
øvelsessystemer. De, som ikke har studeret Sagen, kan ikke gøre sig klart,
hvilke slående
Forandringer, der kan frembringes i både Legeme og Sind ved det simple Middel at
forandre
Åndedrættets Rytme.
Et Barn forstår, at et Glas varm Mælk vil blive afkølet, når det puster på
det, og at
det samme Pust vil varme Hænderne. Men vi har endnu tilbage at forstå, at Ånde-
drættet også kan bruges til at modstå Legemets Sygdomme og udholde stærke Varme-
eller Kuldegrader og forandre ens hele Tankesæt. Tænk en Gang på, hvordan Deres
Åndedræt kommer i hurtige Gisp, når De er ophidset, mens det kommer roligt og
langsomt, når De er sunket hen i dybe Tanker. Læg Mærke til et Menneske, som
Ånder
i urolige Stød, og De vil opdage, at hans Nerver er lige så urolige. Viser dette
ikke, hvor
stor Forbindelse der er mellem Åndedræt og Bevidsthed?
Normalt er Åndedrættet en ubevidst Livsfunktion. Et Forsøg på at ændre det
vil straks
gøre det bevidst; derfor må den, der ønsker at påvirke sin Mentalitet gennem
Åndedrættet,
bruge en kort Tid til bevidst og villet at ændre dets Rytme. Hvis disse Perioder
udnyttes på
den Måde, som er beskrevet, idet man omhyggeligt følger de Instruktioner, som
gives, vil
Virkningen deraf på ens Tanker med Tiden blive meget mærkbar. Men det er
vigtigt, at man
ikke på nogen Måde afviger fra disse Instruktioner.
Her er det af Vigtighed at indskyde en Advarsel imod Anvendelse af indiske
Yoga-
Åndedræt. Hvis man har en Lærer, som kan lede og beskytte en, er Yoga-
Åndedrættet en
sikker Vej, men uden en sådan Lærer er det meget farligt. Som en indisk Adept i
Yoga en
Gang sagde til mig, mens vi sad sammen i en skyggefuld Lund: »Oldtidens Lærere,
som
kendte de forskellige Virkninger af de forskellige Åndedræt, siger os, at vi ved
Hjælp af
Åndedrættet kan blive så mægtige som Guder, ligesom vi kan gøre os selv til
sindssyge,
påføre os selv uhelbredelige Sygdomme og endog pludselig Død. De vil derfor
forstå, at hvor
Belønningen er så stor, er Faren ikke mindre stor. I vort System er der Øvelser
for forskellige
Formål, og hvis nogle er næsten uskadelige, er der andre, som - hvis de udføres
forkert -kan
påføre stor Skade.«
Den Åndedrætsøvelse, som er angivet her, er imidlertid ufarlig, og man kan
anvende den
uden Frygt. Det er den eneste Yoga-øvelse af denne Art, som uden Fare kan
benyttes uden en
Lærers Overvågen, da den er så simpel, at ingen kan undgå at udføre den rigtigt.
Imidlertid
bør Folk med Hjertesygdømme aldrig anvende nogen som helst Form for
Åndedrætsøvelse.
øvelsen består i at gøre Åndedrættets Rytme langsommere. Hvor langt man kan
gå under
den normale Hurtighed, kan ikke angives her, eftersom den er forskellig for de
forskellige
Personer, alt efter Lungekapaciteten og ifølge de forskellige Grader af nervøs
Følsomhed. Det
sunde Gennemsnitsmenneske Ånder omtrent 15 Gange pr. Minut. Man bør dog ikke
formindske Rytmen på een Gang. Det er altid bedre at indføre sådanne
Forandringer lidt efter
lidt end pludseligt.
Begynd med at udånde meget langsomt; indånd så sagte og hold Vejret et
øjeblik; Ånd så
ud igen. Udfor denne øvelse under fuldstændig Opmærksomhed og med lukkede øjne.
Det er
vigtigt, at den studerende lægger al sin Bevidsthed ind i sit Åndedræt, indtil
han synes, at han
lever i det, så længe Øvelsen står på.
Denne øvelse bør Begyndere anvende i fem Minutter - ikke længere.
Viderekomne kan
udføre øvelsen i ti, femten eller tyve Minutter, efterhånden som de gør
Fremskridt. Ingen bør
overskride det sidst nævnte Tidsrum.
Det eneste, der kræves, er en langsom, regelmæssig og rolig ind- og
udånding. Man må
ikke anstrenge sig og ikke foretage voldsomt dybe Åndedrag, da dette vil
ødelægge det hele.
Man bør også sørge for en fuldstændig Muskelafspænding. Det er Tegn på, at
øvelsen
foretages rigtigt, når Åndedræts-Rytmen bevæger sig stille og uden Anstrengelse,
således at
hvis en Fjer holdes foran Næsen, bevæger den sig ikke. Hvis man føler den
mindste
Besværlighed eller behøver at gispe for at få Vejret, bør man standse straks,
for det er Tegn
på, at øvelsen foretages forkert.
Ånd gennem begge Næsebor; den amerikanske eller europæiske studerende, som
anvender de skiftevis højre og venstre Åndedræt, løber en stor Fare for Sundhed
og Forstand.
Lad det ligge. Udvidede Lunger er den mindste Fare. Sådan kunstig og unaturlig
Ånden
anvendes sædvanlig for at opnå psykiske Evner og har intet at gøre med den
naturlige
Åndedrætskontrol, som tilrådes her som Middel til at berolige Tankens hvileløse
Feber og
gøre Åndedrættet fredfyldt som hos Spædbarnet.
Denne øvelse hviler på den simple Kendsgerning, at Åndedrættet er hjælpe
middelet
mellem Sindet og Legemet, fordi det fører det rensede Blod til Hjernen. At
formindske
Åndedrættets Hastighed er derfor at formindske Blod tilførselen til Hjernen og
derfor at gøre
Tankens Kredslob længere. »Åndedrættet er Hesten, Tanken er Rytteren,« siger
Tibetanerne.
Man vil forstå, at Hjernens Spænding og afspænding, Tankernes Opståen og
Forsvinden står i
en ejendømmelig, harmonisk Korrespondance med Åndedrættets Kredsløb og kan
bringes
under Kontrol.
Virkningen på den studerende af bevidst at formindske
Åndedrættets Rytme vil være en behagelig afslappet Stemning, en Beroligelse
af
Tankens uophørlige Vibration, en Gyden Olie på Livets urolige Hav og en mere
abstrakt
mental Tilstand. Den intense Koncentration på Handlingen vil få den studerende
til at
glemme alt andet, så han føler, at han så at sige er blevet »et Åndeligt Væsen«.
Han dykker
helt ned i den forandrede Åndingsproces, lader sin Bevidsthed gå op den,
undertrykker alle
andre Tanker, mens han iagttager det, og således bliver han lidt efter lidt
omformet til en
subtilere og mere følsom Person. Et sådant Stadium nås ikke straks, men det
kommer efter
nogle Ugers regelmæssig Øvelse.
Denne ganske enkle øvelses Indvirkning på Sindet kan ikke vurderes af dem,
der aldrig
har anvendt den. Den gengiver den menneskelige Maskine dens harmoniske Rytme.
Den
omformer et forpint Hjerte, så det får Fred med Verden.
For nogle År siden var der en kendt Fleet Street Journalist, som uventet
blev forfremmet
til Redaktør for et fremtrædende Søndags- Blad i London. Han var Skotte og af
Naturen
ærgerrig, hvorfor han besluttede at gøre mere end nødvendigt for at glimre på
sin Post. Han
sparede ikke sig selv, men arbejdede så hårdt og påtog sig så stort et Ansvar,
at Naturen, som
han havde udæsket, krævede sin Ret. Han fik et Sammenbrud og blev båret fra sit
Kontor og
fra sin Post som et nervøst Vrag.
I flere Måneder lå han i et Sygehus ved Kysten i Gang med langsomt at
genopbygge sit
ødelagte Nervesystem og sit udslidte Legeme. Det var dog først, da han fik
Oplysning om
denne Åndedrætsøvelse, at han kom sig og kunde vende tilbage til Fleet Street,
ikke blot som
et rask, men som et nyt Menneske. Hele hans Syn på Livet var blevet forandret
ved
Anvendelsen af denne simple Øvelse. Fra nu af kunde han se dybere, kunde fatte
det
Åndelige Formål bag Tingene og sanse den guddommelige Harmoni under den moderne
Tilværelses mange Disharmonier.
Denne Øvelse kan også anvendes på andre Tider af Dagen uden Forbindelse med
det her
nævnte Formål. Hvis man føler, at man er ved at miste Selvbeherskelsen under
voldsomme
Lidenskaber eller forstyrrende Følelser, hvad Art de end må være af, så gå
øjeblikkelig i
Gang med denne Åndedrætsøvelse, indtil Faren er overvundet. Under sådanne
Forhold vil
dens Virkning vise sig at være meget betydelig.
Til det oprindelige Formål - Søgen efter Selvet - skal den studerende dog
kun anvende
Øvelsen straks efter Meditationsøvelsen. Han vil være nået til et dødt Punkt i
sin Meditation,
vil så at sige stå overfor en Mur. Idet han adSpørger Legemet, Følelserne og
Intellektet, er
han nemlig ikke i Stand til i dem at finde det Selv, han søger, men som stadig
undgår ham.
Han vil stå Ansigt til Ansigt med Intethed, for hvad findes der vel i Mennesket,
når man har
lagt disse tre til Side? Dermed slutter han sin Meditation; han holder op med at
pine sin
Hjerne med disse fremmede Undersøgelser og går så over til Åndedrætsøvelsen.
Når han har fået Held med sig med denne Øvelse, kan han begynde at nå til en
Mentaltilstand, hvor alle Tanker ligger stille som fortryllede Slanger. Han
begynder da at nå
den Sindets Fred, som er et af Hovedformålene med den indiske Yoga, men han vil
opnå den
uden at underkaste sig den Anstrengelse, Kamp og Fare, som ligger i Yoga--
Åndedrætsøvelser, som ukloge Personer så ansvarsløst har kastet i Grams i
Vesten.
KAPITEL VII
Vor Opvågnen til Intuition
Når den studerende er færdig med sin Åndedrætsøvelse, er han parat til at gå
ind i det
næste Stadium af sine øvelser, at gøre den næste Anstrengelse, som er nødvendig.
Hvis han
har haft Held med sig indtil nu, vil han kunne fange Tanken som en Fugl i et
Net, vil han
standse dens uophørlige Flugt, gøre den rolig således, at den ligger i Nettet -
dvs
Åndedrættets Kontrol - uden at bevæge Vingerne. Han bør ikke søge at komme
tilbage til
normalt Åndedræt ved Hjælp af en Anstrengelse, men lade Åndedrættet langsomt og
uden
nogen Bestræbelse tilpasse sig til det naturlige. Bevidstheden skal nu drages
bort fra
Koncentrationen på Åndedrættet og vendes henimod det næste Skridt - Opvågnen til
Intuitionen. Denne er nemlig altid til Stede, i Virkeligheden slumrer den aldrig
og behøver
ikke at vækkes.
Han begynder med at vende tilbage til den Spørgende og søgende Stilling, som
han
indtog under Meditationen, men denne Gang retter han sin Spørgen ikke til
Legemet,
Ønskerne eller Tankerne, men til det mystiske Mørke, som omgiver hans
Bevidsthed.
Hvem er jeg?
Hvem er det Væsen, som dvæler i dette Legeme?
Lad ham henvende disse tavse Spørgsmål til sig selv, langsomt, intenst, med
en
fuldkommen Koncentration af Sjælen.
Lad ham så vente nogle få Minutter, idet han roligt og uden Anstrengelse
mediterer på
disse Spørgsmål.
Derefter bør han rette en tavs ydmyg Henvendelse, halvt en Bøn, hvis han
ønsker det, til
Overselvet i sit Væsens Midtpunkt, om at det vil åbenbare sig for ham. De Ord,
hvori han
formulerer denne Henvendelse, må være hans egne, men de bør være enkle, korte og
direkte.
Lad ham Spørge, som om han henvendte sig til en intim Ven, en sand Ven. »Beder,
så skal
eder gives,« sagde Jesus, hvis Bevidsthed helt var Overselvets, til sine
Disciple.
Når denne Henvendelse eller tavse Bøn er ytret, så sid stille og vent i en
forventningsfuld, ja tillidsfuld Holdning på et Svar. Jeg siger »tillidsfuld«,
dog bør der i det
altsammen være en dyb Ydmyghed i Sjælen, når et Menneske beder om at få den
guddommelige Åbenbaring. Ydmyghed er det første Skridt på den hemmelige Vej - og
den
vil også blive det sidste. Thi for det guddommelige kan begynde at undervise ham
gennem
hans egen Selvåbenbaring, må han først indtage en sådan Holdning, at han kan
modtage
Undervisning, dvs.. han må være ydmyg og åben.
Intellektuel Dygtighed og Lærdom er noget beundringsværdigt og smykker et
Menneske,
men intellektuelt Hovmod sætter en stærk Skranke op mellem ham og det højere
Liv, som
altid, om end stille, kalder på ham. Den intellektuelt stolte sidder på sin
bitte lille Piedestal og
venter på at blive tilbedt, mens en Guddom hele Tiden bor i Dybet af hans Hjerte
og alene er
værdig til Tilbedelse. Det intellektuelle Selv spankulerer om som en stolt
Påfugl foran
Verdens beundrende Blikke, mens den, som er den sande Skaber af hans Talenter og
Ophav
til hans store Gerninger, den ene, som forener ham med Livsprincippet og gør det
muligt for
han at eksistere, er fuldkommen tilfreds med at forblive i Baggrunden, ukendt og
ubemærket
af Mennesker.
Det sværeste af alt er at erkende sin egen Lidenhed, Uvidenhed og
Forfængeæghed; dog
er det det største, som et Menneske kan udrette, for det fører direkte til det
guddommelige
Liv, som Kristus lovede alle, som vilde slippe det personlige Liv.
Vi behøver ikke et fremragende Menneskes Kundskab og Kultur for at forstå og
vurdere
disse Lærdomme. Den uvidende og primitive kan lige så let fatte dem gennem en
Trosakt og
ved Bøn - ja, kan lettere indtage en ydmyg Holdning.
Når vi nærmer os Overselvet ad Selv-Undersøgelsens Vej, nytter Filosoffens
modne
Studier kun lidt, ikke fordi sådanne Studier er værdiløse; tværtimod, de træner
Tanken og
giver Sindet nyttige Vaner som Koncentration, Abstraktion og Dybde. Det er,
fordi de
fremmer Hovmod over Lærdommen og en egoistisk Følelse af egen Betydning, at de
rejser
Hindringer på den sande Vej. At mestre et Dusin indviklede filosofiske Systemer
er ikke ret
manges Sag, men det er endnu meget vanskeligere at mestre sin personlige
Stolthed. Ydmyg-
hed opnås lettere af de uvidende og ulærde, fordi de er bevidst om deres mentale
og sociale
Mindreværd. Ydmyghed er af Væsensbetydning på ethvert Trin af den hemmelige Vej.
Livets store elementære Hemmeligheder er så simple, at kun få ser dem.
Mennesker er så
sammensatte; Intellektet er sammensat, selve Livet er det ikke. Derfor siger
jeg:
Bevar som en Skat i Deres Hjerte og bær i Deres Sind Jesu uforglemmelige
Ord: »Uden
at I bliver som Børn på ny, kan I ikke indtræde i Guds Rige.« Omfattende
teologiske
Spekulationer er ikke nødvendige for at forstå Åndens simple Sandheder.
Hidtil er alle den studerendes Bestræbelser blevet rettet imod at finde det
sande Selv; de
har været positive, villede, bevidste og frivillige. Han er nu næsten ved det
Punkt, hvor en
omvendt Fremgangsmåde er nødvendig, hvor Personligheden må ophøre med at gøre
videre
Anstrengelser, fordi den har nået Enden af sit Tøjr. (Reb)
Hele Meditationsprocessen består simpelthen i at vælge dette ene højere
Emne: Selv-
Undersøgelsen, iblandt den Mangfoldighed af Ideer, som findes, at tænke på den
alene og på
intet andet. Når da Koncentrationsevnen er fuldt udviklet, lader den studerende
denne særlige
Tankerække falde, søger indad og Spørger, 'hvem det er, som tænker. Han søger
ikke at få et
Svar ved at tænke på Tænkeren; han begynder med at lade alle Tanker ophøre og
fæster sin
fulde Opmærksomhed på at blive bevidst om dette Væsen, som er skjult bag den
aldrig
standsende Strøm af Tanker.
I den Pause, som følger på hans tavse Spørgsmål, bør han stille sit Tanke-
apparat i Bero,
så vidt han kan, ved at indtage en lyttende Holdning i Forventning om et Svar.
Efter at have
ventet et Par Minutter kan han gentage sit Spørgsmål og så igen vente. Derpå kan
han
gentage det for tredje Gang efter at have ventet tre eller fire Minutter. Så bør
han vente
tålmodigt, forventningsfuldt, måske i fem Minutter, idet han holder Legemet
stille, Ånder
langsomt og roligt og bevarer en fredfyldt Bevidsthed. Hermed ender
Meditationen.
Nøglen til den rette Forståelse af dette Stadium er at huske, at det er den
underbevidste
Reaktion på Deres bevidste Anstrengelse, som nu er af største Vigtighed. Den
bevidste
Indøvelse af mental Ro har været nyttig til at skærpe Opmærksomheden. Det er
ganske som
at ringe på en Dørklokke; nu må De vente på, at det underbevidste skal vise sig.
Overanstreng
Dem ikke. Lad Overselvet om selv at handle og stol på, at det har Visdom nok
dertil.
Det er muligt, at De må igennem en Periode, hvor intet Svar gives, og kun
tom Intethed
findes i Deres Sjæl. Forinden De forlader dette »Ingenmands Land« i Sjælen, kan
en dyb
Ensomhedsfølelse overvælde Dem. Imidlertid vil den ophøre. Hvis De ikke er
beredt til at
vise Tålmodighed, mens De arbejder i Stilhed for at opnå denne Åbenbaring,
ødelægger De
enhver Mulighed for at opnå den.
Tålmodighed er af Vigtighed. Vi må vente ydmygt på, at det uendelige, som er
i
Menneskets Indre, skal åbenbare sig. Indtil den hellige Time oprinder, er vi kun
stakkels for-
ældreløse. De, som føler Utålmodighed i den Tid, da de skulde opøve mental Ro,
stiller blot
Hindringer op på deres egen Vej.
Fra nu af må den studerende være opmærksom på de første Tegn på, at han er
på den
rette Vej, de første svage Antydninger af, at det dybeste Selv i ham bevæger
sig. Det er
Sjælen, der viser os disse Tegn, men de misforstås ofte, eller man lægger
simpelthen ikke
Mærke til dem.
De kommer stilfærdigt, så roligt som Solen, når den begynder at skinne ind i
den mørke
Verden; så stilfærdigt, at man er lige ved at afvise dem som unyttige Fantasier,
meningsløse
Tanker eller betydningsløse Indbildninger. Dette vilde være en stor Fejl.
Overselvets Stemme
høres først som et blidt Åndedrag, og man må skænke det sin fulde Opmærksomhed.
De
mindste Bevægelser i Hjertet må modtages med fuld og udelt Opmærksomhed, og man
må se
på dem med ærbødighed som Budbringere fra en højere Verden. Disse stille
Budbærere er
kun Herolder for en dynamisk Kraft, som endnu ikke er kommet, og som vil
gennemtrænge
og gennemsyre Legemet med guddommelig Kraft.
Der er visse fine Afskygninger i Følelser og Tanker, som sædvanligvis ikke
bemærkes,
men overses eller lades ude af Betragtning i det almindelige daglige Liv. Disse
Erfaringer
som ikke påagtes, er netop de Ting, som den mediterende må hæfte sig ved for at
udvikle
dem og dyrke dem. Han må hæfte hele sin Opmærksomhed ved dem, når som helst de
viser
sig, og bestræbe sig for at give sig dem helt i Vold.
I sådanne mærkelige Øyeblikke opdager han noget, som næsten er et andet
Selv, i sit
Indre. Disse Øyeblikke er måske sjældne, måske kommer de kun med uregelmæssige
Mellemrum, men at de kommer, beviser, at noget ER. Disse ekstatiske Øyeblikke
giver en
Ledetråd til Menneskets sande Natur.
I enhver af os ligger Brønd efter Brønd af Åndelig Fred ubenyttet hen,
Åndelig
Intelligens, som vi aldrig bruger. Fra Tid til anden kommer der en Hvisken til
os fra dette
andet Selv, en Hvisken, som driver os til at udøve Selvkontrol, at vælge den
højere Vej og at
overvinde Selviskhed. Vi må lytte til denne Hvisken og udnytte disse sjældne
Øyeblikke. De
giver os Glimt af, hvad vi kan blive. Hvis disse Øyeblikke, da det Åndelige Syn
åbner sig i
os, kunde blive forlænget, så vilde vi eje den evige Lykke. Thi der er noget,
der af og til føles
på denne Måde i Sjælens mystiske Dybder. Hvad det er, ved vi næppe, men vi kan
vide, hvad
det siger. »Alt det, som er bedst i dig, DET er JEG,« lyder det med sagte Røst.
Det er eet med
os, og dog er det helligt og fjernt.
Hensigten med denne Opøvelse i mental Ro er at kunne træde ind i en Verden,
som
Psykologerne tit kalder det ubevidste.
Intuitionens Svar kan komme første Gang, denne Øvelse udføres, eller måske
først efter
flere Ugers Forlob eller måske efter Måneder under stadig daglig Øvelse. Den
studerende,
som fuldt har mestret alle de tidligere Stadier, er nu i Stand til at drage stor
Nytte af en
virkelig Adept, som hurtigt kan hjælpe ham til at lade Intuitionen fødes i ham
ved visse
hemmelige Metoder. Hvis det er umuligt at træffe en sådan, fordi det er meget
vanskeligt at
finde en virkelig Adept i den moderne Verden, så må han fortsætte med at følge
de
Instruktioner, som her gives.
På dette Stadium kan De i betydelig Grad fremme Deres Udvikling ved at
begynde at
iagttage Dem selv på forskellige Tider af Dagen. De kan standse op, næsten
uventet, og
lægge Mærke til, hvad De gør, føler, siger eller tænker, men gør det upartisk og
upersonligt.
»hvem gør dette?«
»Hvem føler dette?«
»Hvem taler disse Ord?«
»Hvem tænker disse Tanker?«
Stil Dem selv sådanne tavse Spørgsmål så tit, De vil, men stil dem
pludseligt, og vent så
roligt og med Forventning på et intuitivt indre Svar. Så vidt De formår, bør De
ophøre med at
tænke i disse Pauser. En sådan Undersøgelse behøver kun at tage et Minut eller
to på
forskellige Tidspunkter. Det fredbringende Åndedræt kan med Fordel anvendes i
Forbindelse
med denne øvelse i Selviagttagelse.
På denne Måde vil De begynde at bryde den magelige Forestilling at antage
det
personlige Selvsyn, som hviler på Legemet, som det væsentlige, på den Illusion,
at den ydre
Person er det fuldstændige Menneske.
øvelsen i pludselig at iagttage sig selv, sine ønsker, Stemninger og
Handlinger er særlig
værdifuld, fordi den hjælper til at adskille Tanker og Ønsker fra Følelsen af
Selvet, hvilket jo
normalt føles som en integrerende Del af dem, og bevarer derfor Bevidstheden for
altid at
drukne i de fem fysiske Sansers Hav. Desuden vil det hjælpe til at trænge
igennem til det
såkaldte ubevidste i Perioderne af mental Ro. Ja, det kan siges, at de tre
Øvelser,
selviagttagelse, mental Ro og fredfyldt Åndedrætsøvelse, fuldstændiggør
hverandre. Alle
tilsigter de at overvinde Tilbøyeligheden til helt at identificere sig med
Legemet, ønskerne og
Intellektet, hvilket i Dag anses for at være normalt og naturligt.
Den menneskelige Slægt har givet efter for sådanne Tilbøjeligheder i
umindelige Tider,
hvorfor den almindelige Forestilling, at Legemet og Selvet er eet, er opstået.
Kuren består i
lidt efter lidt at udslette disse Tilbøjeligheder ved gentagende at søge ind til
det sande Selv,
Overselvet, i de Stunder, da man søger den mentale Ro, og ved stadige
selviagttagelser i
Løbet af Dagen. Lige meget, hvor dybt rodfæstede disse Tendenser er, så vil de
lidt efter lidt
blive fjernet ved Hjælp af disse Øvelser.
Intellektet, som stadig vendes indad, giver efter for Vanen og begynder
automatisk at
fremstille vore skiftende Stemninger, Ønsker, Tanker og Handlinger for os i et
Lys af
Overselvet, dvs. som Ting, der opleves i vort Indre, men blot er mekaniske Svar
på ydre
Stimulanser.
Eet uundgåeligt Resultat af alle disse øvelser vil være, at Deres Holdning
overfor Ting,
Personer og Begivenheder lidt efter lidt forandres. De vil begynde at give
Udtryk for de
Egenskaber, som er naturlige for Overselvet, nemlig ædelt Udsyn, fuldkommen
Retfærdighed, Behandling af ens Næste, som om han var en selv.
Vend uophørligt Deres Tanke mod DET, som er den tavse Tilskuer i Dem selv,
og fest
den der. Denne Venden-sig-indad er en mental Proces, en intellektuel Handling,
hvilende på
Ønsket om at foretage denne Selv-Undersøgelse, men på det Stadium, som følger
på, ophører
alle Tanker, og en intuitiv Følelse indtræder; den kommer indefra og leder ens
Bevidsthed til
det Inderste.
De har altid anvendt Deres Intellekt og Deres Følelser, men sjældent Deres
Intuition. For
Fremtiden må De begynde at forandre dette ved så ofte som muligt at bringe
Deres intuitive Følelse ud af dens Uvirksomhed. Det vil tage Tid at fuldføre
denne Søgen
efter den rette Intuition midt iblandt den Mangfoldighed af Følelser og Tanker,
som normalt
udgør vort indre Selv, men Udholdenhed vil bringe resultatet.
Der er ikke noget øjeblik på Dagen, hvor De ikke med Fordel kan lede
Tankestrømmen
indad for at finde Overselvet. De må begynde at ride Tankens Hest og drive den
til at gå
indad. Begyndelsen vil blive gjort i Åndeligt Mørke som Offer for de mekanisk
opvækkede
ønsker og Frastødninger, men hvis De fortsætter med disse Øvelser, vil De lidt
efter lidt føle
Dem frem indad til større Frihed.
Der gives ingen Lykke for det Menneske, som ikke er fri. Hvad enten det er
en konge,
der er fængslet af sine Pligter på sit Slot, eller en Fange, der er lukket inde
i en Fængselscelle,
så er det en Sandhed, at Sjælen elsker Friheden. Her har vi Nøglen til den sande
Lykkes
Væsen. Evig og uforanderlig Frihed må være en Del af dens Natur, og en Frihed af
denne
sjældne Slags findes ikke noget andet Sted end i Overselvet.
Man vedbliver således i umærkelige Grader at følge Tanken tilbage til dens
usete Hjem.
Sålænge man er trælbundet af Tanken, sålænge kan man ikke nå til Intuitionen.
Følg den stadige Selv-Undersøgelses Vej, så vil De opnå, at Tanken bliver et
Middel til
Deres Frigørelse, og selve de Spørgsmål, De stiller Dem selv, vil være
Trappetrin, der fører
til Overselvet, hvor ingen Spørgsmål Længere tiltrænges.
De vil bedre forstå Vigtigheden af den trefoldige Øvelse; - mental Ro,
fredfyldt
Åndedræt og Selv-Iagttagelse -ved at studere følgende Billede af Menneskets
Forhold til hans
Overselv.
Vi kan sige, at Personen eksisterer i Kraft af Overselvet, gennem dettes
Livskraft og
med dettes Tilladelse. Tanker og ønsker og deraf følgende Handlinger beskæftiger
sig nor-
malt næsten udelukkende med Ting, der tilhører den ydre Verden. Vi kan udmale os
det
personlige Selv siddende i Menneskets Legeme stadig beskæftiget med at betragte
den
omgivende Verden gennem de fem fysiske Sanseorganer. Resultatet af denne
Beskæftigelse
med ydre Genstande er, at det uophørligt tiltrækkes eller frastødes, idet det
har travlt med at
tænke, begære, eller sætte Legemet i Gang med et eller andet Arbejde, indtil det
helt har
glemt sit Fødselssted, som er Overselvet. Således er det kommet i den tåbelige
Stilling at
være et Væsen, som ikke blot har mistet al Erindring om sin Fader, men oven i
Købet
benægter al Mulighed for, at en sådan Fader kan være til.
DET, fra hvilket Tanker opstår, er Menneskets sande Væsen, det sande Selv.
Der findes
mellem to Tanker et ukendt og ubemærket Mellemrum, det samme som mellem to
Åndedrag,
og i dette Mellemrum pauserer Mennesket i en Brokdel af et Sekund. I denne
Pause, som
svinder med så utrolig Hastighed, vender Mennesket tilbage til sit oprindelige
Selv og hviler
påny i sit virkelige Væsen. Hvis det ikke var således, hvis det ikke hændte
Tusinder af Gange
hver Dag, kunde Mennesket ikke vedblive at eksistere, og hans Legeme vilde falde
dødt til
Jorden som en følelsesløs Stofklump. Overselvet er den skjulte Kilde til hans
Liv; dets Kraft
nærer og opholder ham, og det, at han uophørligt vender tilbage til det, sætter
Mennesket i
Stand til at opfange den Livskraft, som han behøver for at leve, for at tænke og
for at føle.
Disse ubetydelige Brudstykker af Tid kommer indenfor enhvers Erfaring, men kun
de få
forstår deres sande Værd. DET er evigt, men De, det personlige Selv, eksisterer
kun for den
Tid, De er »trådt frem fra det«.
Idet De fæster Opmærksomheden ved Spørgsmålet:
»Hvem er jeg«, og søger at forfølge det sålænge, til det er løst, vil der
komme en Dag
under Deres halve Times Øvelse i mental Ro, da De vil gå så stærkt op i denne
Bestræbelse,
at De helt går glip af det, som foregår omkring Dem. Denne Tilstand af intenst
Drømmeri er
netop den Tilstand, i hvilken den store Begivenhed, Åbenbaringen af Selvet, kan
finde Sted.
Det er en Selvfølge, at det at komme i Forbindelse med ens egen Sjæl ikke er
noget så
sjældent, som det kan synes. Mange forbereder sig ubevidst hertil uden at vide
det. Når
Kunstneren drager sin Bevidsthed bort fra ydre Ting og Omgivelser i henrykt
Optagethed af
sin Kunst, så gør han det. Han når i mindre Grad til Ekstasen, idet han glemmer
sig selv i sit
Arbejde eller sin Vision. Det er i denne Tilstand, at Geniet har nået sin
højeste Udfoldelse og
udfører sit bedste Arbejde.
»Når jeg, så at sige, er fuldstændig mig selv, helt ene og i godt Humor, da
er det, Ideerne
bedst kommer til mig og i største Mængde. Hvorfra og hvorledes de kommer, véd
jeg ikke, ej
heller kan jeg tvinge dem,« sagde Mozart til en Ven.
En Forfatter, som er fortabt i Drømme over sit Emne, nedsunket så dybt i en
eneste
Tankerække, at han glemmer Ting, Personer og Hændelser omkring sig - Maleren,
som er så
dybt betaget af det Billede, han er færdig med at male, at han glemmer Timerne,
og fremfor
alt Musikeren, som fortaber sig i Henrykkelse over en Komposition, alle disse
opover sig
ubevidst i Meditation. Men De, som følger SelvUndersøgelsens Vej, gør det
bevidst.
Når Leonardo da Vinci manglede skabende Ideer, satte han sig til at betragte
en Bunke
Aske, og den deraf opståede Koncentration plejede at opvække et Drømmeri, i
hvilket de
Ideer, han behøvede, blev til.
Lord Tennyson, Englands Digterkonge, skrev: »Fra mine Drengeår har jeg tit,
når jeg var
ene, oplevet en Slags vågen Trance. Individualiteten selv syntes at opløse sig
og svinde bort i
ubegrænset Væren som Følge af Intensiveringen af Individualitetens Bevidsthed.
Det var ikke
nogen forvirret Tilstand, men det klareste klare, det sikreste sikre; det var
umuligt at beskrive
det. Her var Døden en næsten latterlig Umulighed, Tabet af Personligheden (hvis
det var den)
ingen Udslukkelse, men det eneste sande Liv. «
Tennyson udtrykte en lignende Idé i det smukke Vers:
,,If thou would hear the Nameless, and wilt dive
Into the Temple.cave, of thine own self,
There, brooding by the central altar, thou
May'st haply learn the Nameless hath a voice,
By which thou wilt abide, if thou be wise."
(Hvis du ønsker at høre det Navnløse, og vil dykke ned i Tempelhulen,
som er dit eget SelvR Rog ved Midteralteret dvæle, måske du da kan lære, at det
Navnløse har Røst, og du vil blive der, hvis du er viis.)
Sir Isac Newton blev en Morgen fundet siddende i Sengen halvt påklædt og
nedsunken i
dyb Meditation. En anden Gang blev han i lang Tid i sin Kælder, hvor en
Tankerække havde
grebet ham og holdt ham fast, mens han var ved at hente en Flaske Vin til sine
Gæster.
Lord Kitchener havde »tanketunge« Stemninger; under disse drejede hans Øjne
sig på
deres Akser, som om han så på sin Næserod. Ved sådanne Lejligheder syntes han
aldeles
ubevidst om, hvad der foregik omkring ham. Han kom ud af sådanne Tilstande i
Besiddelse
af inspireret Viden.
efterhånden som Koncentrationen bliver dybere, glemmes den ydre Verden. De
mentale
Kamre tømmes for alle Tanker med Undtagelse af denne altbeherskende Forventning
om et
Svar fra det indre Selv. Det er en Slags SelvHypnose, om De vil, men den har
Virkning, og
dens Værd kan ene bedømmes efter dens Resultater.
På dette Stadium vil De ophøre med al Bestræbelse, De vil ikke søge at
udrette noget,
men snarere tillade at noget udrettes i Dem. De vil give Slip på det
argumenterende Intellekt
og give Dem over til Troen, til hellig Forventning, til ophøjet Tillid. Det, som
fremtidigt vil
ske, må ske ad guddommelig Vej, thi det er ikke Dem, der gør det. De Spørger
ikke længere,
men underkaster Dem, uden at Spørge, det, som skal påkalde Deres inderste Væsen.
Lad
dette inderste Væsen tage Dem i Besiddelse, beherske Dem. Instinktivt trækker vi
os tilbage
fra denne mystiske Tilstand, i hvilken Sanserne næsten er ophævet, men frygt
ikke.
Tanker dukker ikke længere op i Sindet, men dør hen, eftersom Meditationen
bliver
dybere.
»Tavsheden er Gud,« siger en fransk Forfatter. Ja, men det er Legemets,
Tankernes og
ønskernes Tavshed - ikke blot lydlig Stilhed. I dette ophøjede Øyeblik begynder
Gud at tage
Deres Sjæl i Besiddelse. Alt, hvad De har at gøre, er at opøve den mest
fuldkomne
Selvhengivelse.
At sidde i denne lyttende Stilhed og følge Intuitionens Tråd er en mærkelig
Oplevelse.
verdensmaskinen synes at gå langsommere, og inden i dette Punkt, som er Dem
selv,
begynder det absolutte at træde frem. Det er den mystiske og betydningsfulde
Stund, da
Bevidstheden for første Gang bryder ud af sit selvskabte Puppehylster. Svaret på
Deres tavse
Påkaldelser kommer først i Form af en svag og i Begyndelsen næsten umærkelig
Intuition, en
Indadføren. Ledet af den vakte Intuitions Ariadnetråd kommer De til Deres eget
Fødselssted.
Det kan også første Gang forme sig som et Budskab, der indtrykkes på Deres
Bevidsthed i
klare Ord. I så Tilfælde vil De i Deres eget Indre finde et mærkeligt Tempel,
hvor De både er
Prædikant og Tilhører. Der opstår lidt efter lidt en mystisk Tilstand, hvori De
bliver Dem
denne Dobbelthed bevidst. Det er, som om den ene Del af Deres Natur iagttager,
hvad den
anden Part foretager sig. Den, som finder denne hellige, usete Tærskel, er i
Sandhed lykkelig,
thi - »der er få, der under den«. - Dog, disse er de få, som véd, at Menneskets
bedste og
højeste Ønsker er langt ringere end den Skat, som han skal besidde. Eller -
Visionen af et
strålende symbolsk Billede kan vise sig for det indre øje. De ser måske et Kors
med en Cirkel
i strålende Farver eller en lysende femtakket Stjerne. Eller - De oplever måske
ikke andet end
en smertende Ømhed i Hjertet, en mild Følelse af at synke indad i en skøn Hvile.
De, som tilbringer År med at bønfalde om en Meddelelse eller Åbenbaring af
den
ophøjede Gæst, som bor i det inderste af Mennesket, vil med Tiden opnå en rig
Belønning. Et
eneste Glimt af denne mystiske fremmede gør Ende på alle Livets Besværligheder
og lægger
dem under vore Fødder. Et eneste Ord fra hans hellige Læber skænker en Salighed,
som
smelter vort lille Selv i kosmisk Lykke.’
De store De Beer Diamantmarker i Sydafrika blev opdaget ved, at et Barn
pillede en lille
kulort Sten ud af en Mur i et gammelt hollandsk Bondehus - ud af en Mur, som
Mennesker
Tusinder af Gange havde passeret i Årevis, blinde for den Skat, som var dem så
nær. Hvor
mange Mennesker har ikke hørt Selvets milde Hvisken eller følt dets sagte
Førelse blot for at
skyde den Besøgende tilside uden at forstå! Hvor mange har ikke forkastet som
blot Tanker
det guddommelige Livs første Meddelelser! Dette magnetiske Center, som er
begravet dybt i
Mennesket, og som er hans virkelige, inderste Natur, som er Fader til alle hans
bedste
Handlinger, viser undertiden sin Nærværelse i noget så legemligt som stille
Formaninger.
De største Sandheder kommer undertiden til os, uden at noget forbereder os
på dem. Vi
véd blot, at vil Går ikke kunde anerkende dem, men i Dag erkender vi dem med
Glæde.
Således er det med et Menneske, når de første Stråler af Udødelighedens Sol
begynder at
skinne på ham.
Hvis De fortsætter med at dyrke disse Erfaringer, vil De finde, at De bliver
mindre
tilbøjelig til at oversvømme Sindet med Tankebølger, at De stille befaler dem at
ophøre.
Tanker vil komme og gå med stadig større Langsomhed Vent ikke med at lade al
Tænkning
standse, hvis De kan, men det betegner et meget højt Udviklingstrin, et Punkt,
som man ikke
bør søge at nå, eftersom kun en kunstig Tomhed vil opstå. Det må komme og vil
komme af
sig selv gennem det »underbevidste« Åndelige Selvs Virken.
At standse Tanken er ikke nødvendigvis et Middel til at nå til Bevidsthed om
vor
guddommelige Natur; hvis det var Tilfældet, så vilde Epileptikere være i
Besiddelse af en
Kristi Åndelige Kraft, og Sindssyge vilde eje en Buddhas Visdom. Men hvad der er
rigtigt,
er, at vi har overdækket vor guddommelige Natur med Tanker og Begær; derfor må
vi gå i
Gang med at afdække den, hvis vi vil lære den at kende. Deraf Forskellen, og en
meget
betydelig, mellem en Sindssyg, som stirrer ind i Tomheden med glasagtige Øjne,
og
Mystikeren, der med strålende Øjne stirrer ind i tilsyneladende Tomhed; det er
Forskellen
mellem én, der har mistet Evnen til at tænke, men ikke er nået til Kundskab om
det indre
Selv, og én, som har besejret Tankens Tyranni og kan ophæve dens Virksomhed ved
en
Viljesakt i Bevidsthed om sit sande Åndelige Selv.
Tænkning er, således som vi almindeligvis kender den, et tungt Slør, der er
hængt over
vor indre Guddoms Ansigt. Løft Sløret lidt ved at lade Tanken blive stille, som
et Skib glider
ind i Havnen og så ligger stille, og De vil se noget, som er så skønt, at De
aldrig vil glemme
det.
Er det virkelig muligt at standse Tanken bevidst? Det bedste Svar på dette
Spørgsmål er
at henvise til direkte Erfaring. Mennesker, som har udforsket Sindets Dybder, er
til sidst nået
til et Punkt, hvor de er blevet tvunget til at ophøre med deres Søgen, fordi
deres Tanker er
blevet stillet i Bero. Sindet kan nemlig lignes ved et Hjul i uophørlig
Bevægelse, og Tanken
er simpelthen det automatiske Resultat af denne Bevægelse. Når Hjulet bringes
til at stå stille,
må al Tænkning ophøre.
Mange Mennesker, som mangler Erfaring på dette Område, vil indvende, at det
at stoppe
Tanken er ensbetydende med at standse Bevidstheden. Den, der virkelig
gennemlever
Processen, opdager, at det ikke forholder sig således, men at en ny og overmåde
levende og
kraftig Bevidsthed forhøjer vor normale Bevidsthed. Vi må skelne ren Bevidsthed
fra Evnen
til at tænke.
Døden er Livets Hemmelighed. Vi må tømme os selv, hvis vi vil fyldes. Når
Sindet har
udost alle sine Tanker, skabes der et Tomrum, men dette kan kun vare nogle få
Sekunder, og
derpå vil der ske en mystisk Indstrømning af guddommeligt Liv. Dette er
Nedstigningen af
den Helligånd.
Det er, når vi kommer i den Tilstand, at Tankerne helt ophører, at Sandheden
om vort
Selv, der hidtil har været skjult for os af Virksomhed, ønsker og Tanker,
åbenbares i sin
Åndelige og sublime Storhed. Stands Tankestrømmen, hvis De kan, og se ufravendt
på
Tænkeren. Lad Intellektet holde Hvil, og læg nøje Mærke til det Tomrum i
Bevidstheden,
som synes at være tilbage.
Overselvets Bevidsthed svarer til den dybe, drømmeløse Søvntilstand med al
dens
Forfriskelse af Fred, men i Stedet for Mørke og Glemsel er der fuldkommen
Bevidsthed. Hvis
vi blot kan være så heldige at løfte det Ubevidsthedens Slør, som hænger over
den dybe
Søvn, kan vi opdage Meningen med Himlen på Jorden.
Og ganske som al Tænkning ophører i den Tilstand, således må for den
studerende, der
indtræder i denne Tilstand, alle Tanker nødvendigvis ophøre. Det er vanskeligt
for
Europæeren at fatte, at der kan være en sådan Tilstand, hvor Bevidsthed er til
uden Tanke,
men Øvelse og Erfaring vil vise os, at det er muligt.
Den moderne Videnskabs Teori om Elektronet giver os en god Analogi med
Overselvet.
Den fremstiller Atomet som et Univers en miniature, lignende vort Solsystem. I
Centrum af
dette Atomsystem har vi en Ladning af positiv Elektricitet, rundt om hvilket en
Sky af
negative elektriske Ladninger (Elektronerne) drejer sig. De positive og negative
Ladninger
afbalancerer hverandre, således at Atomet ikke sønderbrydes under normale
Forhold. Der er
således en positiv Ladning i hvilende Tilstand i Centrum, og der er negative
Ladninger i
Bevægelse omkring dette Centrum. Den absolutte Hviles Punkt, om hvilket
Elektronerne
drejer sig, kan lignes ved det sande Selv og Elektronerne ved dets Tilbehør:
Intelligens,
Følelse, Legeme. Menneskets Overselv er uforanderligt.
At finde Sjælen er simpelthen at vende tilbage til vor oprindelige Tilstand.
I en fjern
Fortid var vi rent Åndelige Væsener, uhindret af Tanken og af Legemet. Også nu
er vi
guddommelige Væsener; Tankerne og Legemet, som dækker det guddommelige i os, har
fået
os til at glemme, hvem vi er. Derfor er det nødvendigt at skære igennem dem,
hvis vi vil se
vort sande Selv.
Vi må opleve os selv, som vi virkelig er - ikke som Fanger i Legemet, i et
Bur af Tanker
eller lænket af flygtige Lidenskaber. Vor Bevidsthed holdes nede af disse
forskellige Former.
Meditationens og Koncentrationens hele Kunst består i at løse vore Lænker og
hæve os som
frie Ånder.
I et gammelt indisk Skrift læser jeg disse Linjer:
,,Fordi jeg havde sluppet Enheden med dig,
Fordi jeg Tåbe havde gjort mig til eet med mit Legeme,
Fordi jeg ikke kendte dig, som dvælede i mig,
Derfor vandrede jeg gennem onde Helveder
Fordi jeg kastede mit sande Selv bort, derfor blev jeg lænket."
Opdagelsen af en ny Filmstjerne hilses i hele Verdenspressen som en stor
Begivenhed,
men Opdagelsen af et Menneskes Åndelige Selv finder Sted i den dybeste Stilhed
uden
Verdens Ros eller Notitser i Pressen.
Denne Vej fører til varig Fred. Vi må trænge dybere og dybere ned, intenst
opmærksomme, indtil vi træder ind i det Rige, hvor denne velsignede Ro hersker.
En stor
Fred vil langsomt spredes over Deres indre Væsen, en mærkelig hellig Ro, som gør
sig mere
og mere mærkbar.
De mærker, at De kommer ind i det sande Selvs Aura ved at føle Dem lykkelig,
men det
er kun Begyndelsesstadiet. Det sidste består i ekstatisk Forening.
Lidt efter lidt vil alle Indtrykkene fra Deres nærmeste Omgivelser svinde
bort, Verden og
dens Anliggender kommer os ikke ved, thi når Bevidstheden drages bort fra vor
Tids
forstyrrede Uro og finder ind til sin medfødte Tilstand, i sådanne rouge
øjeblikke opstår der
en ophøjet Fred.
efterhånden som vi passerer ind i vor Bevidstheds Midtpunkt, kommer vi ind i
en
Tilstand, hvor selve Tanken bliver stille, og hvor der først synes at være
Intethed - udover den
salige Bevidsthed om at være, den ophøjede Hvile i den uendelige Tilværelse. Det
er dette
Selv, som vi virkelig er - Overselvet.
,,Idet jeg vendte mig bort fra Verden,
Glemte jeg både Kaste og Afstamning.
Nu væver jeg i den uendelige Stilhed.
Kabir, som har søgt og søgt sig selv,
Har fundet Gud i sit Indre."
Disse Linjer er skrevet for mange hundrede År siden af Kabir, Benares'
Væver-Digter.
Når vil vore Meditationer søger at efterspore det sande »Jeg« og ikke blot
synker hen i
doven Anerkendelse af dets mangfoldige Masker, når vi til Slut til en indre
Tilstand, som er
den mest interessante i Livet.
Det er ikke Ubevidsthed, det er ikke Søvn, det er ikke Drøm. Kommer vi ind i
denne
Tilstand, bliver vi os en intens Fornemmelse af Uendelighed bevidst. At træde
ind i denne
Tilstand forklarer for nogen Tid et Menneskes hele Natur. Vi lægger det
småtskårne og
personlige bort og opdager vor ubegrænsede og guddommelige Natur. Når vi trekker
os
tilbage til Sjælens Fæstning, begynder Sanseindtrykkenes skiftende Panorama at
svinde bort
fra vort Syn. Når vi trænger ind i det inderste i os selv, begynder det Billede
af Verden, som
har holdt os fasttryllet og berøvet os vor virkelige Selv-Bevidsthed, at
forsvinde. Når vi brin-
ger Tanken til Ro og mindes, hvem vi er, behøver vi ingen yderligere Belønning.
Vi har
skaffet os Fred for den Dag, og alting ser lyst ud. Når den menneskelige Tanke
standser
sin uophørlige Virksomhed, når Sindet tømmer sig for hvert Billede og hver Idé,
så bliver det
et klart Spejl, i hvilket Guddommen kan spejle sig.
Vore alvorlige og lærde Skeptikere fortæller os, at disse Åndelige Ekstaser
blot og bart er
Forstyrrelser i Nervesystemet. Deres kolde Brødre, Lægerne, plejer at sætte en
lignende
Etikette derpå, for Eksempel for højt Blodtryk. Andre tager disse Oplevelser for
den
ensommes indadvendte Drømmerier. Dog, hellere end at forkaste disse Glimt af de
strålende
Muligheder, som er indenfor Menneskets Rækkevidde, i manglende Forståelse og
hånlig
Fordom, bør de indrømme, at de er for fremmede for dem, at deres Forstand ikke
strækker til,
og at de derfor bør lade dem ligge foreløbig.
Mennesker kan sidde i højtidelige Forsamlinger for at undersøge disse
Påstande, og
nogle vil gøre det. Det vilde imidlertid være visere, om de studerede deres eget
Selv. Thi
Oplevelsen af det evige Væsen i Menneskets Indre er det bedste Bevis.
Det er på denne mærkelige Måde, at den, som udfører den selvanalyserende
Meditation,
første Gang vækkes til Intuitionens Ledelse. Når han begynder at føle den
Indadføren, som
sikkert vil opstå i hans Væsens Dyb - når han begynder at give sig selv helt
over dertil og
lader den drage hans Bevidsthed endnu dybere ind i sig - når han villigt lader
sine personlige
Tanker fare, sine Erindringer og Følelser, og lader dem drukne i den upersonlige
Livsstrøm,
som så mystisk er steget frem af sig selv - når han giver sig over til denne
Førelse, så vil han
blive ledet over Tærsklen til det indre Kammer, hvor hans Selv venter ham. Når
han får en
blot kortvarig Oplevelse af denne Art, vil han forstå noget af, hvad jeg mener,
når jeg
taler om menneskets Åndelige Væsen. Han vil begribe, at han er nået til en
vidunderlig
Tilstand uden Brugen af de fem Sanser, endogså uden at drømme - ind i noget, som
er
virkeligt og omformende, og som han aldrig for har oplevet.
I den kirkeagtige Stilhed - Sjælens Stilhed - vil han føle blot det at tænke
som en Støj,
der forstyrrer noget helligt. I denne ophøjede Stemning, i hvilken han opdager
sit
guddommelige Selvs Nærhed, fatter han, at han bedst kan betale for dette
Privilegium ved at
samle alle Tanker sammen og bringe dem som Offer på det hellige Alter. I dette
mærkelige
Øyeblik opbrænder Intellektet for en Tid sig selv, og op af dets Aske stiger det
sande Selvs
Føniks: Menneskets udødelige Overselv.
KAPITEL VIII
Opvågnen til Overselvet
Enhver, som tålmodigt har foretaget de Øvelser i Meditation, som er foreskrevet
i denne Bog,
og som derved er nået til en indre Berøring med sit guddommelige Selv, behøver
ikke
længere at foretage disse øvelser på den Måde, han hidtil har gjort. Det er ikke
længere
nødvendigt at foretage den dybtgående Analyse, der kan erstattes med en hurtig
Tilbagetrækken af Bevidstheden snart efter, at den studerende har bragt sig i Ro
og samlet
sine Tanker. Dette vil sige, at når man een Gang er nået til den dybe indre
Erkendelse, at
Legemet, Følelsesnaturen og Intelligensen ikke er een selv, behøver man ikke at
fortsætte
med hele Selvanalysen. Man behøver kun at anvende Åndedrætsøvelsen og bringe
Bevidstheden i en Tilstand halvt af Spørgen, halvt af Bøn, som beskrevet i
foregående
Kapitel. Efter den fornødne Pause, den ydmyge Forventning, vil Svaret fra
Overselvet som
Regel komme, og man vil for en Tid indtræde i en Tilstand af delvis eller
fuldstændig indre
Oplysning. For en kort Stund vil man stå stille i sit eget Væsens Midtpunkt,
fuldstændig
slippe det personlige Livs Gnidninger og Besvær, idet man vender tilbage til
bevidst Enhed i
Selvet.
Strømmen af mental Ro har endelig ført En hinsides Intellektet.
Jeg har ikke i Sinde at føre den studerende ad denne hemmelige Vej ret langt
bort på den
anden Side denne Tærskel. Hvad der end hænder ham fremtidigt, så vil det
være individuelt for ham, og hvis han har haft Mod og Tålmod nok til at nå så
langt, så vil
han få den nødvendige Ledelse, som han måtte behøve. Der er kun få, der trænger
synderligt
længere ind i dette mystiske Rige; de fleste dvæler på Tærskelen tilfredse med
dens serafiske
Lysglans, dens Åndelige Varme og dens uendelige Fred.
Nu er det dog nødvendigt at udtale en Advarsel. Hvis jeg i den forudgående
Anvisning til
at gå ad den hemmelige Vej har givet Indtryk af, at Kundskab om Selvet er et
Emne, som
man kan lære at beherske blot ved at studere og foretage visse Øvelser, adlyde
visse Regler
og studere visse Ideer, ganske som man lærer at mestre et verdsligt Emne, f.
Eks.
Legemsøvelser, så har man fået en forkert Opfattelse af det som kræves. Så
mærkeligt subtile
og besynderligt dybtgående er de Stemninger, som må fremkaldes, at der kræves
noget mere
end at følge et foreskrevet System, og dette nødvendige og afsluttende Element
kan man ikke
selv fremskaffe.
Opvækkelsen til Åndelig Bevidsthed er noget, som ikke kan opnås alene ved at
følge et
mekanisk System.
»Kunst hænder! « udtalte Ruskin, og det samme gælder Åndelighed.
Aspiranten udfører visse Øvelser, enten Meditation eller Afslappelse, enten
Iagttagelse af
sig selv eller Erindring om Selvets Indhold; han fortsætter sine Bestræbelser
med at rette sin
Spørgen indad, og en Dag vil den sande Bevidsthed synes at komme til ham,
roligt, stille,
men sikkert. Denne Dag kan ikke forud bestemmes. Den kan komme på et tidligt
Tidspunkt
af hans Bestræbelser; det kan vare mange År af tilsyneladende fejlslagne
Anstrengelser. Det
afhænger nemlig af en Nådeshandling fra Overselvet, en Kraft, som er større end
hans
personlige Vilje, og som nu begynder at tage Del i dette himmelske Spil. Når een
Gang
Nåden begynder at virke i et Menneske, er der ingen Mulighed for at undslippe.
Roligt,
gradvis, men mærkbart drager den ham indad.
Jeg kan ikke sige, at jeg holder særligt af at bruge Ordet Nåde. Det har
mange
ubehagelige og unøjagtige teologiske Betydninger, så hvis jeg kunde finde et
bedre, vilde jeg
ikke bruge det. Men jeg kan ikke. Derfor vil jeg prøve at give det en Betydning,
der hviler på
opnåelig Åndelig Erfaring og ikke på blind Tro.
Nåde er den egentlige Forudsætning for Oplysning. Man kan ikke selv give
den. Kun
Overselvet eller en virkelig Adept kan gære det. Nåden kan falde med forbavsende
og uventet
Hurtighed over et Menneske, som har levet, hvad Verden vilde kalde et syndefuldt
Liv, og
forandre hans Hjerte, hans Sind og hans Bevidsthed i en Fart. Nåden kan holde
sig fjernt fra
et Menneske, som har brugt tyve År til at studere Bind efter Bind af Religion
eller Filosofi.
Dens Virkemåde kan tit være uigennemtrængelig, undertiden pludselig og mystisk
og er ofte
en Hemmelighed for andre Mennesker. Trods dette er den dog ikke en vilkårlig
Kraft; den har
sine egne Love og bestemte Arbejdsmetoder, men kun en sand Adept kan kende dem
alle.
Til at opnå denne Nåde kræves, at vi beder om den. Det vil ikke sige, at
Bønnen skal ske
med Ord alene. Det er måske tilstrækkeligt for nogle, men andre må bede rent
mentalt. De
fleste af os må bede med hele vort Liv. Vore Handlinger, vort Afkald på den
blomster -
strøede Vej, vort Offer af Tid bør vise og bekræfte vort stærke ønske. Vi kan
endogså blive
tvunget ned på Knæ til uventede Tider Dag eller Nat for at bede om, at Lyset må
skænkes os.
Hvis dette sker, så strit ikke imod, føl ingen Uvilje derimod. Giv efter, og De
vil føle en
Trang til at græde måske, når De beder om Overselvets Nåde; i så Fald lad
Tårerne flyde og
hold dem ikke tilbage. Der er stor åndelig Fortjeneste ved at græde i Trangen
til, at en højere
Kraft skal sænke sig over os. Hver eneste Tåre vil opløse noget, som står mellem
Dem selv
og den Åndelige Forening. Føl Dem aldrig skamfuld over slige Tårer, for de
skyldes en god
Sag.
Jeg har hørt om nogle få, som opnår Nåden uden Anstrengelse og Offer. Disse
få, som
modtager den tilsyneladende som en pludselig Gave, der falder fra Himlen, er
ikke nogen
Undtagelse fra Reglen, som forlanger, at man skal bede om den. Forklaringen er,
at deres
Higen har givet sig Udtryk i tidligere Liv, i fortidige Legemer. Skæbnen har
noget at gøre
med denne Sag og forklarer sine tilsyneladende besynderlige Handlingssæt kun for
dem, som
har gjort sig fortjent til at kende dens Hemmeligheder.
Når Nåden kommer fra vort eget Overselv, vækker dette en Trang i Hjertet og
begynder
at føre vore Tanker ind i visse Kanaler. Vi bliver utilfreds med vort Liv som
det er, vi
begynder at hige efter noget bedre, vi begynder at søge en højere Sandhed end
den Tro, vi
hidtil har bekendt os til. Vi forestiller os, og det er ganske naturligt, at
Forandringen skyldes
Udvikling af Bevidstheden eller stammer fra Forandringer i vore Forhold.
Men det er ikke således. Tilsløret bag dette Mysterium, som Livet er,
bevæger sig det
usete Overselv, det ophøjede Væsen, som så mærkeligt har forstyrret vor Søvn.
Vor Søgen
efter Sandheden var simpelthen en Søgen efter Overselvet. Måske finder vi en
værdigere
Livsfilosofi og kommer derved lidt nærmere til den sande Selverkendelse. Men de
opløftende
Tanker og Stemninger i denne Periode af Omskiftelse - hvad enten den varer en
Uge eller et
År - er kun en Manifestation af Nåde eller, hvis jeg må sige det paradoksalt -
Resultatet af en
indre Bevægelse frembragt af det ubevægelige.
Det er vanskeligt at fatte denne Sandhed, at Kaldelsen til at hige mod det
højeste må
komme til os - vi gør det ikke af os selv. Vi må kaste os for det virkelige
Selvs Fødder og
bede om dets Nåde. Når den guddommelige Higens ild vågner i vore Hjerter, kan vi
deraf
vide, at et vist Mål er skænket os.
Vi, som tjener denne høje Konge, må vente på hans Gunst. Nåde er en Gave, en
Gunst,
som skal modtages af den indre Guds Hænder. Den kan ikke opnås på et hvilket som
helst
Tidspunkt. I Reglen kommer den, når de nødvendige ydre Omgivelser og Forhold er
modne
dertil. Ånden vælger sin egen Tid, ikke vor. Thi:
,,Vi kan ikke tænde, når vi vil, Den ild,
som bor i Hjertets
Ånden blæser og er stille,
I Mysteriet har sjælen Bolig."
Matthew Arnold.
Sjælens Modning til denne dybe Erfaring af Foreningen med Overselvet finder
Sted
gradvis, ganske som Frugten modnes gradvis. Men når Væksten er nået til
Fuldendelse,
vælder Foreningen ind over Sjælen som en pludselig Nedbør, og Mennesket fødes
virkeligt
på ny.
Der er visse grundlæggende Erfaringer, som et Menneske aldrig glemmer. Den
første
Gang, han elsker, er en af dem. Den første Gang, han lander på en fremmed Kyst,
er en
anden, og den første Gang, han bryder Tilværelsens Puppehylster for at stå frem
som et
bevidst Åndeligt Væsen, er en tredje - og det er den største af dem alle.
Overselvet stiller intet andet Krav til et Menneske, end at han åbner sine
indre Øjne og
ser, at han er til. Dog er den Dag, han har den Vision, den mest strålende Dag i
hans hele Liv,
thi på den Dag står han på Grænsen af Evigheden.
Det var egentlig for dette, han blev født, ikke for at flikke Sko eller
regne. Selv om han
misbruger denne guddommelige Oplevelse, selv da vil Naturen ikke lade ham slippe
bort.
Naturen har ikke Hastværk. Et eller andet Sted i dens udstrakte Rige vil den
fange ham ind og
tvinge ham til at fuldbringe det Formål, den i Hemmelighed har ladet vente på
ham. Den, der
giver sig af med en sådan indre Undersøgelse, er ingen Drømmer; han udfører blot
i Dag,
hvad den store Masse vil blive tvunget til at gøre i Morgen.
Mindeværdig er Storheden af hint ophøjede øjeblik, da han for første Gang
skuer den
Guddom, som omslutter ham, men som også er hans Væsens Kerne, hvor paradoksalt
det end
lyder. I »Ekstasens Fred«, som Rupert Brooke kaldte det, lærer han at forstå
det, som han i
Sandhed er. James Rhoades udtrykker det i følgende smukke Vers:
”I am thy Dawn, from darkness to release:
I am the Deep, wherein thy sorrows cease:
Be still! Be still! and know that I am God:.
Acquaint thyself with Me, and be at peace
Erase that record of the palimpsest
Within thee, by the scribe of time impressed
And on the smoothed surface write anew:
I am All-Visdom, Righteousness, and Restousness.
I am alone: thou only art in Me:
I am the stream of Life that flows through thee
I comprehend all substance, fill all space:
I am pure Being, by whom all things be.
Yes, I am Spirit: in thy dcpths I dwell:
Art conscious of My presence, all is well:
Cleave but to that - thyself art thine own heaven.
Out Qf the Silence
,,Jeg er dit Gry, fra Mørke til Forløsning;
Jeg er det Dyb, hvor dine Sørger svinder;
Vær stille! Stille! Vid, at jeg er Gud;
Lær Mig at kende og find Fred!
Udslet den Skrift, som Tidens Finger
Har prentet på dit Indres Regnebrædt,
Og på den rene Flade skriv påny:
'Jeg er Al-Visdom, Retsind, Hvile.'
Jeg er alene, Du ene bor i Mig:
Jeg er den Strøm af Liv, som flyder gennem dig;
I Mig er al Substans; Jeg fylder Rummet,
Jeg er ren Væren, ved Mig blev alle Ting.
Ja, jeg er Ånd; i dine Dybder bor jeg;
Jeg er mig selv bevidst, og alt er vel;
Hold fast derved - du er din egen Himmel."
Out of the Silence.
Når vi har lukket Bevidsthedens Porte lidt på Klem og ladet Lyset strømme
ind, bliver
Livets Mening i Tavshed åbenbaret for os. Døren åbnes måske kun et Øyeblik,
måske en
Time, men kort eller længe, vi opdager Hemmeligheden, og hverken trættende Tid
eller bitter
Kval kan fratage os denne kostelige Viden. Ordene bliver fattige, når jeg søger
at udtrykke
denne Mening, men den, der har følt hele sit indre Væsen smelte bort og opløses
i det
mystiske uendelige under en sådan Meditation, som Resultat af en stadig Higen
eller ved en
stor Adepts Nåde, vil forstå denne Tanke, som jeg så ufuldkomment søger at
udtrykke. I
denne ophøjede Magts Nærvær går Sjælen på Tåspidserne.
Dette øjeblik, da Sind og Hjerte oplyses, er det mest vidunderlige Øyeblik i
et
Menneskes Liv.
Find Dem selv - Deres Overselv, og De vil begynde at finde Mening i Livet og
begynde
at afsløre Universets Mysterium. Bag hver eneste af os er dette Overselv -
roligt som den
klare Himmel, fyldt med opsamlet Erfaring gennem Millioner År Tilværelse,
besjælet af den
Kraft, som kan bringe Dem det bedste, Livet har at byde. Lad mig genkalde Ord,
udtalt af en,
som var fuldkomment bevidst derom - en fattig Tømmermand, der blev Lærer og
vandrede
langs Galilæas Bredder med nogle få Disciple for over nitten Hundrede År siden.
Han sagde
til dem: »Bed, og det skal gives Eder, søg, og I skal finde, bank på, og der
skal lukkes op.«
Disse Ord er lige så sande i Dag, som de var den Gang. Det guddommelige
Menneske,
som udtalte dem, er tilsyneladende gået bort fra os, men de guddommelige
Sandheder, som
han udtalte, vil altid være iblandt os.
De iblandt os, som har kigget gennem Døren i vort eget Væsen, taber Mælet.
Vi trækker
os tilbage, forbavset over Overselvets ufattelige Muligheder. Mennesket som et
Åndeligt
Væsen besidder en Visdomsevne, som er uendelig, et Fond af Lykke, som er
forbløffende. I
sig selv ejer han en guddommelig Uendelighed, og dog er han tilfreds med at
vedblive med at
gennemvandre en kort Strækning af Livet, som om han var et ringe menneskeligt
Insekt.
Når et Menneske når til Sandhedens Højdepunkt, er han i Stand til at fryde
sig over sit
eget Væsen, indefra at opnå den Lykke, som han hidtil har søgt iblandt ydre
Ting. Sandhed,
Skønhed, Fred, Kraft og Visdom er altsammen Attributter af Overselvet - det
Selv, som
venter på, at vi skal finde det. Det guddommelige Selv skænker os den Idealisme,
den
Indsigt og den Renhed, som vi måske ejer. Vi har endnu tilbage at lære den sande
Betydning
af Ordet »at være«.
I Dybet af vort mirakuløse Væsen kan vi opdage, at vi er Dele af et stort
Liv, hvis
Tilstand er evig Fred, hvis Formål er fuldkommen Godhed, og hvis Tilværelse
aldrig kan
ophære.
Ja, dette er ethvert Menneskes sande Væsen.
Denne tidløse Tilstand, i hvilken vi opdager os selv, er beskrevet på den
skønneste Måde
af den hinduiske Vise som »Det Evige Nu«.
»Den, der kender sin egen Natur, kender Himlen,« erklærede Mencius,
Konfucius'
kinesiske Discipel.
Menneskets Åndelige Selv forbliver uforandret og uforstyrret i al sin
Storhed, mens hans
personlige Selv gennemgår de største Omskiftelser af Lykken. Det er det
uforgængelige
Element i ham, det tavse og evige Vidne, som han en Dag må bringe sin Hyldest.
Det er et
Lys, som intet kan slukke. Det er Menneskets udødelige Ånd, godhjertet og
tolerant, skøn og
uforanderlig.
Vi er så nær ved Gud i vort Indre, som vi nogensinde vil blive. Alt, hvad vi
behøver, er at
vide dette gennem Eksperiment og Erfaring. Sjælen ruger i Hemmelighed over sin
store Skat.
Lad os søge ind i vort Væsens Midtpunkt og finde de Diamanter og Rubiner, som er
skjult
der.
Overselvet er det sande Væsen, dette Legemes guddommelige Beboer, det tavse
Vidne i Menneskets Bryst. Mennesket lever hvert Øyeblik i dette guddommelige
Selvs Nær-
hed, men Uvidenhedens Slør dækker Syn og Sans. Denne Lære er en af de
vanskeligste at
forklare. Hvorledes skal man gøre forståeligt for det dødelige, plagede
Menneske, at det
Åndelige Selv kan leve fredfyldt i sig selv, sig selv nok, uberørt og uhindret
af ydre Forhold?
Jeg er bange for, at denne Fremstilling må klinge som Tåbelighed for den, der
bæver ved
Synet af Ulykke og stråler ved Tidender om ydre Goder. Hvorledes skulde jeg
kunne forklare
ham, at han har hypnotiseret sig selv til at føle Fortvivlelse eller Lykke over
ydre Fremgang,
mens han dog paradoksalt nok er frigjort for slige Følelser? Verdensmennesket
vil finde
denne Påstand latterlig, og Teologen vil sandsynligvis forkaste den.
Der gives kun eet endeligt Svar på denne Gåde, een højeste Autoritet, der
kan løse den,
og det er ens personlige Erfarings Autoritet, ens egen førstehånds Erkendelse
af, at disse Ting
er Sandhed.
Kundskaben om Selvet er den absolutte og altbetydende Basis for Kundskab om
Sandheden. Vor første Tanke gælder Selvet i Betydning af »jeg«. For denne Tanke
ned til
dens Udspring, og når De har fundet DET, i hvilket denne Tanke opstår, så har De
fundet
Overselvet, Sandheden, Visdommen - Gud!
Nogle vil indvende, at den indre Helligdom er hyllet i Mørke, og at Vejen
til den er
ufarbar. Vi må ikke lade os skræmme af den Slags Frygt. Det er muligt at trænge
ind i
Helligdommen, og hvis få synes at have fundet den i vor Tid, så er det fordi få
er begyndt at
søge efter den.
Sandheden er skrevet i Menneskets Organisme lige så sikkert som i de
inspirerede Bøger.
I Universets rummelige Samfund indtager Mennesket en bedre Stilling, end han er
klar over.
Det er fortrinsvis i Øjeblikke af hemmelig mental Ro, at der bringes ham Vink om
den
Storhed, som er Sjælen medfødt.
Denne Visdom er den ældste Visdom i Verden. Så langt tilbage, som vore mest
fremragende Ånder kan nå, for den første Pen blev sat til Papir, Tidsaldre for
Buddha og
Zoroaster, blev denne simple og eneste Sandhed, at Mennesket bevidst kan forene
sig med
det guddommelige, mens han endnu er i Legemet, lært dem, som søgte Sandheden.
At den Oplevelse, som jeg har beskrevet, gøres af alle, er fuldgyldigt
Vidnesbyrd for
Virkeligheden af den. Alle Landes Litteratur, Filosofier og Religioner,
tilhørende alle Tider,
bærer Vidne om dens Sandhed. Den findes i Grækeren Platons Skrifter, hos
Amerikaneren
Edison; den findes i de filosofiske Systemer af Romeren Porphyrus og Tyskeren
Fichte; den
stråler ud fra Syreren Jesu Ord og lyser i Inderen Buddhas Taler.
Den virkelige Seer agter alle Trosbekendelser lige; de, som bekender sig til
Buddha, er
ikke mindre velkomne end de, som bekender sig til Kristus.
»En eneste Tanke, som indeholder en vis ophøjet Tendens, gør alle til
Tilhængere af een
Religion. Det er altid et eller andet lavt i de Forestillinger, der har skabt
Forskelligheder
indenfor Sekterne; Tanke møder Tanke over Tidens bredeste Afgrunde i fuldkommen
Enhed.
Jeg véd f. Eks., at Sadi engang nærede nøjagtig de samme Meninger, som jeg gør,
og som
Følge deraf kan jeg ikke se nogen væsentlig Forskel mellem Sadi og mig selv. Han
er ikke
Perser, han er ikke en, der har levet i fjerne Århundreder, han er ikke fremmed
for mig. Han
lever stadig i Kraft af, at han og jeg har samme Tanker,« sagde Henry David
Thoreau -og
med Sandhed.
Forskellige Mennesker i forskellige Lande har givet forskellige Navne til
denne
hemmelige Oplevelse. Nogle Kristne har kaldt den »Forening med Gud«, mens
hinduiske
Helgener kalder den »Forening med det Åndelige Selv«. Nogle Filosoffer beskriver
den som
en »Opgåen i det uendelige«, andre kalder den »Erkendelse af Sandheden«.
Etiketten er ikke
det vigtigste; de Vise vil aldrig strides derom, thi Ord giver kun en Antydning,
men kan ikke
beskrive denne Oplevelse i sin Fylde.
Hinduiske og hebræiske Mystikere, platoniske og pythagoræiske Filosoffer,
kinesiske og
kristne Moralister - alle taler de det samme Sprog og i de samme Toner, hvis vi
blot vil lytte
på samme Måde. Det er ligegyldigt, hvor forskellige Religionerne er, og hvor
talrige
Teologierne end er, Gud var, er og kan kun være den eneste oprindelige.
Sandheden er det Åndelige hvide Lys, som falder på Menneskehedens Prisme og
brydes i
de mange Farver, som er de forskellige Forklaringer deraf. Således er derfor
Opdagelsen
deraf ens hele Verden over. Det eneste, som er forskelligt, er Forklaringerne
deraf.
Nogle vil indvende, at Verden har fået en forvirrende Forskellighed af
Fremstillinger fra
sine Mystikere, fra dem, som siger, at de er »gået indad«; de vender tilbage med
forskellige
Beretninger om, hvad de har erfaret, bevidnet, følt og forstået.
Blandingen af religiøse Dogmer og Fejltolkning af personlige Oplevelser har
frembragt
en forvirrende Masse Doktriner, som i deres Helhed kaldes »mystiske«. Mangelen
på Evne til
at indtage en strengt videnskabelig Holdning overfor hele denne Sag er Skyld i
den
Forvirring, der råder med Hensyn til Meditationens første Formål. Man har
opfundet
forskellige »Veje« for at sikre dette Formål, men en Mængde snæversynede
Mennesker har
taget Vejen for Målet.
Meditation, Yoga, Mysticisme o.s.v. har kun eet Grund-Formål, hvad end
fordomsfulde.
eller fejlseende Tilhængere måtte sige. Dette Formål er at forkorte Tænkningens
Strømme,
således at man kan se den Virkelighed, som Tænkningen formørker. Med andre Ord,
fremskredne religiøse Øvelser, Meditations-Metoder, ekstatisk Helgentilbedelse
osv er
altsammen Midler til at hjælpe et Menneske til at formindske Tankestrømmen og
sluttelig
helt at standse den. Mange vil naturligvis ivrigt gøre Indsigelser herimod, men
det er
simpelthen Benægtelse af Sandheden. Modne og forstående Sjæle alene kan få eje
på denne
Sandhed. Alene sådanne kan, ved at klargøre deres Forståelse af dette, slippe ud
af den
Åndelige Tåge, hvori de fleste studerende og Dyrkere vanemæssigt bevæger sig. De
alene
véd, at den særlige religiøse Vej, som man følger, har mindre at gøre med
Opnåelsen heraf
end den mekaniske Metode til Beherskelse af Bevidstheden, som de bevidst over.
De alene
véd, at selv det Menneske, som ikke tilhører nogen Religion, har lige så store
Chancer på
denne Vej som de mere »fromme«.
Hvad den fremskredne indiske Yogi oplever som Nirvana, er i sin Grund det
samme som
den fremskredne kristne Mystiker oplever og kalder Gud. Hvis de, idet de
beskriver denne
ophøjede Tilstand, påhæfter den teologiske eller lokale Doktriner, som er
særlige for deres
Race eller Land, må vi føre disse Tilføjelser hen til deres rette Kilde -
personlige Fordømme
eller mentale Særheder hos Seeren -ikke selve Oplysningen.
Oplysning er i sine forskellige Grader det samme for alle Mennesker. Enhver
Mystiker
genopdager den samme skjulte Skat, men hans Beskrivelse af den kan være
sørgeligt for-
skellig fra andres på Grund af hans intellektuelle og følelsesmæssige
Fortolkning. Der er
Grader af Illumination, og i den højeste Grad får alle Seere den samme Oplevelse
og er
fuldkomment enige med Hensyn til, hvorledes den skal forstås. Der er dog kun få
sådanne.
Midlertidige Glimt og Oplevelser af en mystisk Natur er opnået i alle
Århundreder og i
alle Lande. Dog er der kun få intelligente Fortolkninger af sådanne Oplevelser.
Enhver Tros
Børnehave -Alfabet er blevet taget til Hjælp for at forklare den, og det, som
stiger ned fra det
universelle og uendelige, lænkes til et lokalt Symbol.
Vor Tid forlanger en fornuftig og Åndelig Forklaring på disse Ting, ikke en
uvidenskabelig og religiøs-materialistisk Fortolkning. Visionære har berettet
fuldkomment
ægte Oplevelser, både psykiske og Åndelige, og dog er de vidt forskellige i
deres Resultater.
Hvorfor? Fordi de Meninger, som besjælede dem, da de begyndte, de forudgående
Erfaringer,
som har indvirket på deres Personlighed, har påvirket Fortolkningen af
Resultaterne.
Fortolkningen kan være usund, selv om den indre Erfaring er fuldkommen.
Vi begår den Fejl at forsøge at skabe en Ring omkring denne guddommelige
Opdagelse.
I alle Tidsaldre har ægte søgende, som har været belemret med et snævert Sind
eller har
besiddet ringe Erfaring, forsøgt at tvinge dette mægtige Ocean, som Kundskaben
om
Sandheden er, ind i en Læres eller Religions snævre Kanal. Det kan ikke gøres,
og når de
trænger dybere ind i denne Oplevelses Dybder, vil de selv erkende det, men de
ortodokse
Kirkers Vrede eller Vanskeligheden ved at forklare en sådan subtil Sandhed for
Mængden
tvinger dem til at tie.
Religioner kommer og går, en Kultus opstår og forsvinder langsomt igen,
Sekter
optræder på Verdens Skueplads for en Tid, men sluttelig må de forlade den,
hvorimod den
urgamle Visdom, skønt berøvet sit ydre Udtryk, for evigt er den samme og
forbliver
uforandret. Den er uafhængig af Race - tænk på Thoreau i Amerika og Sankara i
Indien. Den
er uafhængig af Århundreder - tænk på Rabindranath Tagore fra vor egen Tid og
Mester
Eckhart fra over seks Hundrede År tilbage.
Den er upåvirkelig af Klimaet - tænk på den skindklædte tibetanske Eneboer
Milarepa,
som bor på en isdækket Højde og dog sluttelig når til samme Sandhed som
Plotinus, der lever
i ægyptens varme Klima. Den samme indre Oplevelse fremkaldte de skønne persiske
Digte af
Jelaluddin Rumi og inspirerede de kristne Digte af Francis Thompson.
Inspirationen i
Fortidens Rom er den samme som i Fortidens Kina. Lighederne er forbløffende.
Tankerne er
ensartede, men de Klæder, hvori disse Tanker viser sig, er naturligvis afhængige
af personlig
Smag og Racens Vaner.
Jesu enkle og skønne Ord indeholder den hele Sandhed. Studér dem nøje, og De
vil
finde, at de fuldt og helt slutter sig til det, som andre, der er eet med
Overselvet, har sagt
eller skrevet. Alle Mestre taler ens; det er kun de vekslende og professionelle
Teologer, som
er uenige.
Kan De forestille Dem, at Gud kun har vist sig for Menneskene i hine fjerne
Dage, da
Kristus bragte Bevægelse i et afsides Hjørne af det romerske Rige, eller da
Buddha vandrede
om med Tiggerskålen? Hvis Gud ikke kan vise sig igen i dag, da er hans Magt
blevet
mærkeligt forringet og det Absolutte er sunket tilbage til det Endelige. Er det
ikke bedre at
tro, at han er parat til at åbenbare sig for alle, som virkelig vil gennemføre
de Betingelser,
som er nødvendige for at opnå denne Åbenbaring? Det Evige har talt til Mennesket
i Fortiden
og kan tale til ham igen.
Hvem kan forklare den Fortryllelse, som Mænd som Kristus og Buddha øvede på
deres
Tilhørere ved Hjælp af nogle få Ord? Genial Talekunst er ikke nogen Forklaring;
intellektuelt
Geni kan heller ikke forklare det. Der kræves noget mere til at vise, hvorfor
deres tavse
Blikke bevægede forstenede Hjerter, som ingen veltalende Forelæsninger
nogensinde kunde
bevæge - en mystisk Kraft, der var så stærk, at den på een Gang var
ærefrygtindgydende og
guddommelig.
I Århundreder har lærde Professorer kastet deres Søgelys over Jesu Historie.
De har nøje
undersøgt hver Smule Oplysning om ham, hver Kilde og hvert Dokument, som kunde
give
dem et lidt klarere Syn på den mystiske Galilæer. Og nu, omtrent to Tusinde År
efter den
»inspirerede Jødes« Død, er han lige så gådefuld og uforståelig. Hans Biografi
er i det store
og hele en Fiktion, hans Personlighed fremstilles på Tusinde modstridende Måder,
hans
Lærdomme er blevet brugt som Støtte for modstridende Institutioner. Ja, hele
Verden over
skrives denne vidunderlige Mands Navn med ærefrygt, anses for større end noget
andet Navn
i Vesten, og alligevel er han et Mysterium.
Menneskets uhjulpne Intelligens formår aldrig at løse dette Mysterium. Han
kom fra det
guddommelige uendelige til Menneskenes Slægt, talte sine hellige Ord - og var
borte. Således
er det ydre Billede.
Thi Kristus steg ned på Jorden fra en højere Planet, som var hans virkelige
Hjem og
som er langt foran vor i Åndelig Bevidsthed, for at velsigne og tjene Menneskene
ved sin
Nærværelse, og de, som ærligt søger ham, kan endnu finde ham - i deres Hjerter.
Men det guddommelige blev ikke skjult i Graven med Jesus. Har ingen hellige
Stemmer
talt siden da? Kan vi ikke gennemsøge Historien i de forbigangne to Tusinde År
og finde
Navnene på nogle få, hvis Nærværelse viser, at de har nået et højt Åndeligt
Stade? Indbyder
det ædle og ophøjede os ikke stadig til at begynde en Søgen?
Hvorfor skulde vi skjule disse simple Sandheder under en indviklet Tale?
Hvorfor skulde
vi klæde denne skønne Sandhed i groft Sækkelærred? Mennesker som Buddha og Jesus
fandt
det ikke under deres Værdighed at fremsætte deres Tanker i klare Ord. De dybe
Tanker kan
godt udtrykkes enkelt; det er slet ikke nødvendigt at klæde dem i mystisk Dragt.
Dog er der
dem, som elsker at bygge Skranker mellem Sandheden og dens mentale Forståelse
ved
indvikledæ Talemåder.
Bålet, Galgen og Korset ventede en Gang dem, som vovede at træde frem som
Åndelige
Pionerer ved at udtale uortodokse Tanker. Det er Grunden til, at der anvendtes
en uklar og
forsigtig Terminologi af dem, som vandrede ad denne ensomme Vej. Dog er der i
dette
tyvende Århundrede ingen Retfærdiggørelse for at anvende denne mærkelige,
middelalderlige Jargon, som man gør i visse Kredse. De højeste Sandheder kan nu
udtales,
uden at man behøver at frygte Rebet eller Pinebænken. Hvorfor dog forskrække de
enfoldige
Sandhedssøgere ved at opstille indviklede Mysterier?
I tidligere Tider beskreves denne indre Vej og dens Resultater i Bøger i et
poetisk,
symbolsk og allegorisk Sprog. Denne Stil var nyttig for dem, som besad Intuition
- og den
kunde læse noget, som det uoplyste Menneske aldrig vilde opdage.
I vor Tid bør man tale mere åbent og klart om disse Ting. Vi lever i en
intellektuel og
videnskabelig Tidsalder, hvor Tingene må fremsættes på en Måde, der vil tiltale
Menneskers
velordnede Intelligens. En anden Måde at fremstille det på vil gøre, at man
behandler sådant
som Digtning, som en Beskæftigelse i ledige Øyeblikke.
Videnskabens Fremskridt og Kundskabens Udbredelse har udviklet Menneskets
Intellekt. Derfor må Sandheden, dersom den skal gøre Indtryk på både Hjerne og
Hjerte,
fremsættes i moderne Udtryk. Man kan ikke foragte Hjernens Behov, når man
bringer et
Åndeligt Budskab i vore Dager selv om man aldrig bør lade dette være
overvejende.
Vi, som har fået førstehånds Erfaring om Meditationens forbavsende
Virkninger, må
være rede til at møde den tvivlende på hans egen Grund og frigøre den, som er
fanget i de
primitive Forestillinger, at Mennesket ikke er andet end det fysiske Legeme, og
at Verden
kun er dannet af oprindeligt Støv. Det er ikke nok at sige, at vore Stjerner
brændte lidt klarere
ved vor Fødsel; vi må vise, hvorledes man kan tænde et større Lys til eget Brug.
Hvis man
alligevel beslutter at lukke Øjnene for Mulighederne i Livet her og nu, så er
man selv Skyld i
det Åndelige Mørke, som omhyller en.
Alligevel er der ikke meget, som er nyt her i historisk Forstand. Det er kun
Sammenfatningen og den rette Fremstilling af disse Tanker, som vil synes
temmelig nye i
denne Bog. Men alt, hvad man ikke har forsøgt, er nyt, og disse Ting er ikke
blevet forsøgt af
Verden som Helhed.
Den trænede, moderne Intelligens kræver og har Ret til en bedre Fremstilling
af
Sandheden end blot og bar religiøsmoraisk Sentimentalitet.
Vi må også huske, at de Lærere, som kom i Fortiden, kom til Folkeslag, hvis
Mentalitet
var anderledes end vor, og at de kom på en Tid, da de økonomiske Problemer ikke
var så
besværlige som i vor industrielle Civilisation. De kom fortrinsvis til Østens
Folk, som af
Naturen er mere sensitive end vi, hvis Sind er hvileløse og skeptiske, og deres
Hjerter var
vænnet til Beskæftigelse med religiøse Ting. Det er derfor klart, at vor Tids
Seere, særlig i
Vesten, bør glemme Fortidens Udtryk og huske Nutidens Behov. Når de gør det, vil
de
fremsætte Sandheden i Udtryk, der passer til Tiden. Sådanne Udtryk tager altid
Form i
forskellige' Bevægelser og Kulter, hvor partielle de end kan være. Derfor er det
også i denne
Lære om Åndelig Selviagttagelse nødvendigt at vise, hvad Værdi den har for dem,
som er
fanget af det moderne Livs stadige Uro, og hvilken »praktisk« Anvendelse man kan
gøre af
dens grundlæggende Princip: at Menneskets sande Selv er guddommeligt.
KAPITEL IX
Den guddommelige Skønheds Vej
Der er nogle Temperamenter, som vil finde det næsten umuligt at begynde på
dette
Arbejde med den introspektive Selv-Analyse. Uheldigvis, skønt ikke på nogen Måde
unaturligt, er deres Sind ikke bygget på en Måde, der vil tillade dem at
fastholde deres Tanker
ved et sådant Emne, Hvad skal de så gøre?
Vejen ud af denne Vanskelighed for den, som ikke er knyttet til nogen
personlig Lærer,
er at begynde med at overgive sig til den Rytme, som inspirerede Kunstværker
ejer, eller at
dyrke ophøjede Stemninger, fremkaldt af Naturens Skønhed, eller at udvide
Følelsen af
ærbødighed, når som helst den opstår ved ydre Virkninger.
Et Billede af en Mester, et Digt af en, som er følsom overfor den Åndelige
Side af Livet,
Violinspil af et Geni som f. Eks. Kreisler, en Vandring gennem bladløse Skove om
Efteråret,
Fordybelse i Junisolens kom på en Blomst eller Synet af en gammel Kirke i
solnedgangsskæret - alle disse Ting kan bringe den studerende til at føle noget,
som det
almindelige Livs Foreteelser ikke plejer at kunne fremkalde. Der er en Åndelig
Kraft i disse
Øyeblikke, som vi husker længe efter, at de er svundet. Brugt på rette Måde kan
de blive en
Jakobsstige, der fører fra Jord til Himmel.
Jeg har andetsteds skrevet, at den inspirerede Kunstner i vor Tid virker som
Præst ved at blive
et Redskab for den Side af de højere Kræfter, som åbenbarer sig for Mennesket
som Skønhed.
Kunstneren, Forfatteren og Musikeren inkarnerer sig i sine Værker, og hvis
han nu og da
velsignes med høje Inspirationer, hvis han har bestræbt sig for at anslå en
Åndelig Tone i sin Tids
Kunst, hvis han har siddet ved den guddommelige Skønheds eller sande Visdoms
Fødder, så vil
De dele disse Inspirationer med ham i samme Grad som De åbner Dem for hans
Indflydelse.
I ethvert Menneskes Liv er der visse Øyeblikke, hvor Virkningen af Kunst
eller Natur
frembringer en uforklarlig Følelse af stor Fred eller Salighed, der kan virke
aldeles overvældende.
Hvad ligger der bag sådanne ekstatiske Øyeblikke?
Det er de Øyeblikke i et Menneskes Liv, da han står ved Åndens Port, skønt
han ikke ved det.
Når han står overfor et stort Natursceneri, mindes han ubevidst om sit sande
Åndelige Hjem, så
stort, så skønt er det. Han elsker de lysende Skyer på Himmelen, de gyldne
Solnedgange, de
fredfyldte Skovlandskaber og rouge Søer, fordi de minder ham om hans Åndelige
Oprindelse.
Skønheden taler til ham med disse Stemmer og siger: »Denne Storhed burde du nå
til i dit Indre«.
Det er Stemmer, der taler til ham fra hans Åndelige Hjem.
Undertiden får man, f. Eks. når man lytter til inspirerende Musik, Bachs
ædle Melodier eller
Mozarts rene Toner, eller når man betragter et Bjerglandskab, Vink om et højere
Liv for
Mennesket. Musikken, som er den mest direkte af alle de skønne Kunster, er det
bedste Middel til
at opnå Åndelig Udløsning. Men ak! Kun få kender disse øjeblikkes sande Værd, og
de svinder
unyttet. Havde man Tid til og Ønske om at fordybe sig i de fine Tanker, som
opstår efter øjeblikke
af ærefrygt og Beundring, kunde selv Gennemsnitsmennesket opnå Åndelig
Oplysning.
Thi al virkelig Kunst er kun et Symbol, der fører til en Helligdom oplyst af
gylden ild. Alle
Inspirationer er kun de fine Slør, som dækker Sandheden.
De, som søger i deres Sind at samle Verdens Høst af Litteraturens Skønhed og
Visdom,
bringes til at gøre det ved et Instinkt, der kommer fra det fjerne. Thi når Øyet
betragter en Side
Litteratur, som lyser af Åndelige Tanker, vil man på en mystisk Måde føle en
Bekræftelse af det,
man læser.
Når man nærmer sig en virkelig inspireret Forfatter eller Komponist og
træder ind i hans
Værelse, ser man en virkelig Alkymists Værksted. Er han ikke den ensomme
Magiker, som sidder
ved Vejene til Olympen og betragter Livets Panorama fra sit ophøjede Stade? Hvad
er hans Pen
vel andet end en magisk Kraft, der vækker en skjult Verden af uanet Herlighed
til Live for profane
øjne? Er ikke de Sider, som hober sig op på hans Bord, mystiske Papir, som
indeholder de hellige
Ord fra Forbindelsen med højere Verdener?
Når han tager Pennen og bruger den som Tryllestav, bevæger den imod de fire
Verdenshjørner og omskifter den tunge Nat, som dækker os, med det vågnende Gry,
bliver han for
en lille Stund en ligeså mægtig Troldmand som nogen i Fortiden. Hine Tiders
Magikere søgte ved
en Bevægelse af Staven at få Mennesker til at se Tingene således, som de
ønskede, at de skulde se
dem. De rørte ved et Frø, og det blev et Træ, eller de hyllede sig i
Usynlighedens Kappe. Nu
benytter vi os ikke af så grove Virkemidler, men indvirker på Sindet ved Hjælp
af en Pen.
Jeg har læst Bøger, som fyldte mig med gyldne Billeder af en så stor Magt,
at jeg mistede
Adskilthedsfølelsen og blev eet med det uendelige. Hvem har ikke læst Bøger,
hvis Forfatters
klare Vision har således påvirket ens Tanker, at den har opvækket en svunden
Civilisation for det
forbavsede Blik?
Den studerende, som føler sig stærkest grebet af den store Litteratur, bør
tage en Bog eller
nogle Sætninger fra en Bog, som gør et dybt Indtryk på ham, som bringer
Inspiration med sig,
som vækker ophøjede Følelser, og som kommer med Kraft næsten som et Budskab fra
højere
Regioner. Hvis han har Smag for den store Poesi, og kan føle dens Kraft, kan han
finde sin
Inspiration i et eller andet Digt af Francis Thompson, i en Sonet af Shelley
eller et Stykke Lyrik
af Keats og i nogle af de strålende Vers af min begavede irske Ven »A. E.«
(Georges W.
Russel). The Oxford Book of English Mystical Verse (udgivet af Oxford University
Press)
indeholder flere Digte af denne Art. -Hvis han foretrækker Prosa, er der nogle
udmærkede For-
fattere af mindre Artikler, Forfattere, som mestrer den skabende Kunst og vækker
Indbildningskraften. F. Eks. Emersons Essays om Selvtillid indeholder i det
mindste Sætninger,
som er værd at citere. Han er en af de mest originale og mest vidtskuende
Tænkere i moderne
Tid. Hans Tanker falder som Guld klumper fra hans Pen. Hvis De tilbringer en
Time sammen
med ham, bar De fået Adgang til de Store. Træng ind i hans ophøjede
Sindstilstand, og De
betræder en Atmosfære, der minder om Upanishaderne, Tripitakaerne, Det nye
Testamente og
de platoniske Bøger. De indånder Sandhed fra første Begyndelse. Han går ikke af
Vejen for
noget Argument, han moder enhver Tanke med åbent Visir. Han ønsker at finde den
oprindelige Sandhed om en Sag og intet mindre. Hans Bøger er inspirerende til
sidste Stavelse.
Hvis den studerende føler sig draget af Oldtidens hellige Skrifter, kan han
finde Inspiration
i Kristi Ord eller Buddhas Samtaler og i Oversættelsen af Bhagavad Gita eller
»Herrens Sang«,
der alt sammen vil være ham til største Hjælp.
Han bør udvælge sig en Sætning eller et Stykke Tekst fra disse eller en
hvilken som helst
Bog fra Oldtiden eller moderne Tid, som gør mest Indtryk på ham, og mentalt
fordybe sig den,
idet han i en ærbødig indre Holdning søger at uddrage Meningen deraf, prøver at
gå ind i den
Åndelige Rytme eller mentale Bølgelængde, som engang fremkaldte det pågældende
Stykke.
Det bør gøres med yderste Langsomhed, han bør gå så helt op den, som han formår,
idet han
såvel med Hjerte som Forstand fæstner sig ved det udvalgte Sted, mens han lader
Ordene
vibrere i sin Sjæl.
Læs ikke Ordene alene; læs også Tankerne bag dem. Koncentrer Dem, mens De
læser. Læs
langsomt ved at lade hvert Ord synke ind i Deres Bevidsthed, og lad også dets
Mening trænge
ind i Sindet. Gentag hvert Ord mentalt på en sådan Måde, at De i Virkeligheden
bliver som den,
der er Forfatteren, Skaberen deraf så at sige. Opbyg selv Sætningerne og udform
Paragrafferne
- dette er skabende og opbyggende Læsning. Det bringer Korn til Sindets Mølle og
Føde til
Hjernen. En sådan Måde at læse på fæstner det læste i Hukommelsen. De har bragt
Deres eget
Væsen til at arbejde med Stoffet, De er begyndt at tænke ad de Linier og Stier,
som Forfatteren
har anvist.
Det vigtigste er at koncentrere sig om en eller anden abstrakt Idé, en
Sætning eller et Vers,
som den studerende kan opleve i sit eget Indre. Han må vælge sådanne Sætninger,
som har
denne Indvirkning på ham, selv om andre kun finder tomme Ord den. Han må kunne
føle
Inspirationen ved Siden af Stykkets eller Digtets litterære Værdi.
I sådanne Bøger er der visse Stykker, der rager op som Bjergtoppe. Det er de
Sætninger,
hvori Forfatteren har skrevet med en større Visdom end sin egen, jeg kunde ønske
at sige under
sit Åndelige Selvs Inspiration.
Der gives fortryllede og fortryllende Timer, hvor De føres ind i en ophøjet
Ro eller
emotionel Undren over nogle skrevne Sætninger, som overvælder Dem, som er Ånd
omskabt i
Ord, og sådanne Stemninger må anvendes, mens de er dybest. De må ikke sprede
disse fine
Følelser, men snarere opbevare dem som Skatte af største Værdi. De må ikke
skynde Dem bort
til det næste Indtryk. De bør holde Deres Opmærksomhed fast ved en sådan
Stemning. Så først
kan man lægge Bogen tilside, for den har udfort sin Mission. Stands og bered Dem
til at gå
gennem Symbolets skønne Port ind i den stjernebestrålede Verden hinsides. Hvis
Porten skulde
være lukket og De ikke kan lukke op, så fortvivl ikke, men hvil og bed. Måske
vil Tærskelens
skjulte Vogter komme tilsyne med sin Nøgle og åbne Indgangen for Dem.
Hold lidt inde i dette mystiske Øyeblik og begynd at foretage den øvelse,
som er anvist til
Opnåelse af roligt Åndedræt, og følg så de Anvisninger, som er givet om
Opvågningen til
Intuitionen.
Den studerende kan også nå ind i dette Rige ad andre Veje. Han må vælge det
Middel, som
han føler har stærkest Virkning. Det er derfor ikke det vigtigste at finde en
Bog, eftersom vor
Hensigt kun er at vække en ophøjet Stemning, at frigøre Sindet for alle
personlige Anliggender
og verdslige Sager. Man kan opnå samme Resultat ved at lytte til Musik, som er
komponeret af
et virkeligt Geni. Den ene vil nå til dette Punkt ved at læse en Bog, den anden
ved Hjælp af
Musik osv. Det væsentligste er at drage Nytte af den ophøjede Stemning på den
Måde, som er
antydet i det foregående.
KAPITEL X
Den inspirerede Handlings Evangelium
»Kan vi bringe sådanne usædvanlige Ideer med ind i dagligdags Forhold?«
Spørger
nogle. »Vi kan ikke forlade Verden og gå ud i Ensomheden for at meditere; vi
skal betale,
hvad vi skylder, og må blive i den ydre Verden for at gøre vor Pligt«, siger
andre. »Verden er
hård og grusom, og den har ikke Brug for Mennesker, som lærer sådanne unyttige
Ting. Vi
kan ikke leve af Luften. Deres Filosofi er udmærket egnet for dem, som kan sidde
i Ro i
Kakkelovnskrogen, men hvordan skal den kunne gavne os, som slider og kæmper i
det hårde
og nøgterne Samfund.«
Disse Spørgsmål indeholder meget almindelige Misforståelser om det, som
udgør den
sande Åndelighed, og jeg vil begynde mit Svar på dem ved at fremsætte et andet
Spørgsmål:
»Har De nogensinde været grebet af en af de tropiske Hvirvelvinde, der
bevæger sig med
frygtindgydende Kraft«?
Mærkeligt nok viser det sig, at der i Midtpunktet af Hvirvelen findes et
Sted, der er roligt
og absolut uberørt af Bevægelsen. Således vil også det Menneske, som kender sig
selv, nå til
mental Ligevægt og forblive upåvirket af Verdens feberagtige Virksomhed. Hans
Inderste
befinder sig i uforstyrret Hvile, hvor meget end Livets Hvirvel svirrer om ham,
hvilket
Arbejde han end er midt i, eller hvilke Tanker der optager hans Intellekt.
Den Åndelige Sandhed betragtes ofte som en Forret tilhørende de store
Tænkere, som
fortaber sig i fromme eller filosofiske Drømme. At den skulde komme indenfor den
travle
Forretningsmands Rækkevidde er en Tanke, der synes utrolig, men Historien viser
os, at det
ofte har været således.
Er det muligt at sammensmelte denne Verdens Visdom med den guddommelige
Visdom? Hvorfor ikke? Hvorfor skulde f. eks. den Åndeligt søgende ikke kunne
være For-
retningsmand? Jeg kender en Mand, som ejer en kemisk Fabrik i en engelsk
Provinsby, og
han har gjort det. Hele hans Fabrik, hans Laboratorium, hans Kontorer, hans
Averterings-
metoder og hans Produkter er iblandt de bedste og mest moderne. Han behandler
sine mange
Arbejdere efter den gyldne Regel. Der er intet, som ikke bliver gjort for dem
indenfor
rimelige Grænser, og Følgen er, at der ikke er noget, som de ikke vil gøre for
ham indenfor
rimelige Grænser. Hver Aften, før han går til Hvile efter Dagens Møye og Uro -
for det er den
eneste Tid, han har til Rådighed - går han til et fredeligt Sted i sit Hus og
tilbringer en halv
Time med at søge mental Ro, og derfra henter han den dybe Fred og Åndelige
Kraft, som
inspirerer hans daglige Arbejde og sætter ham i Stand til at bevare Åndelig
Frihed midt i vor
Tids mekaniserede Indflydelse. Han har gjort denne regelmæssige Øvelse fuldt
forenelig med
sit virksomme Liv. Den giver ham en indre Ligevægt trods Dagens Forstyrrelser og
Uro. Den
højere Visdom og Styrke, som han finder i det guddommelige Midtpunkt, bringes
senere ind i
Forretningens Virksomhed.
Forretningsmanden, som indvender, at han ikke har Tid eller Tanke for
Åndelige
Interesser, fordi hans materielle Anliggender lægger helt Beslag på alle hans
Kræfter, er i en
sørgelig Stilling. Hvad er det da, som er Menneskets sande Opgave?
Det er af stor Vigtighed at overveje Øjeblikkets materielle Behov, men ikke
at gøre det
uden Hensyn til noget som helst andet.
Der er mange Vesterlændinge, som har begravet sig i deres Forretning og
næppe
nogensinde kommer ud for at opdage, at der er Åndelig Sol hinsides Forretningen.
Tusinder
af Tanker trænger sig frem fra Morgen til Aften; Natten falder på og de må høste
den Sæd,
som er blevet sået. Hvad bliver der da tilbage af hele denne Mængde? Selv når
der er Fare på
Færde, og Lægen sender sådanne Mennesker ud på en lang Ferie, er deres Slaveri
så
rodfæstet, at de, skønt de ikke kan tage Forretningen med sig, er tvunget til at
have den i
Tankerne. Den er Kusken, og de er Hestene.
Det er en sørgelig, men en nødvendigt oprindende Dag i et Menneskes Liv, når
han
opdager, at han trods al sin Møye kun ejer en Håndfuld visne Blade. I sådanne
Øyeblikke
begynder han at se, at sand Åndelighed hverken er en abstrakt Videnskab eller en
indviklet
Spekulation, men at den er Livets Vej, et sandere Udsyn over Verden. Det kan
være
smerteligt at vågne op til en sådan Dag, men det er kun Begyndelsen til en
virkelig Lykke.
Når den Dag er oprunden, så er Menneskelivets praktiske Anliggender ikke
længere
Tyranner, men Tjenere. Emerson siger: »Tingene sidder i Sadlen og rider
Menneskeheden«,
og det er sandt om de fleste Mennesker. Bevidstheden, som en kort Tid hver Dag
burde have
Frihed til at finde den indre Åndelige Fred, tvinges af den Maskine, den har
bygget op om
sig, til at dele sig op i ubetydelige og unyttige Sager.
I sin Iver efter at forbedre Maskinerne glemmer Mennesket at forbedre sig
selv.
At adskille det ydre Liv fra det Åndelige er at bringe det i Fare. Det
virksomme Selv må
næres af det indre Selvs Åndelige Kilde. Vi må skaffe Ligevægt ved at støtte
Handling med
Kontemplation. Det kritiske Intellekt må møde den visionære Intuition som en
Ven, ikke som
en Fjende. De kommercielle Evner må samarbejde med Åndelige Ideer, og vor dybt
rodfæstede Selviskhed må slås ned af vor endnu dybere Altruisme. På denne Måde
kan
enhver af os blive Lærer i et ædlere Syn på Tingene i det daglige Liv.
Vi må finde den gyldne Middelvej i vor Livsførelse. Vi må hver Dag være i
mental Ro
uden at miste Evnen til at udføre praktisk Arbejde. Vi må afbalancere de
mystiske og de
materielle Elementer i vort Væsen, hvor forskelligartede og uforenelige de end
kan synes at
være. Den, som vil følge den hemmelige Vej, der er anvist her, vil uden Besvær
finde denne
Ligevægt, thi den vil komme til ham naturligt og af sig selv.
Munken, som gør sin Meditation til en Besættelse, har Lov dertil, men vi,
som skal leve
og arbejde i Verden, må finde Balancepunktet mellem det ydre og det indre. Det
Lys, som vi
finder under vor Opøvelse i mental Ro, vil da gennemlyse vore Handlinger, når vi
går ud for
at blande os med Mængden.
Inspireret Handling kan i lige så høj Grad gøres til en praktisk Øvelse i
Opnåelsen af
Åndelighed som Forsagelse af det verdslige Liv og Klosterets Ro. Ikke alle
Åndelige
Mennesker bærer Munkekutte. Nogle går med Tweedbenklæder!
Tiderne skifter, og Menneskene med dem! Ensomheden, som tilfredsstillede
Fortidens
Østerlænding, som var træt af Livet, passer næppe Vesterlændingen idag. Han kan
ikke
undgå at føle, at han må have Del i den materielle Foretagsomhed, der rører sig
om ham. Hvis
han er helt vågen, vil han kende dens Værdi og finde ud af, hvordan den kan
forenes med det
højere Mål, som han søger. Han behøver ikke at tabe Livets praktiske Anliggender
af Syne,
mens han søger Sandheden.
Det er meget almindeligt, at man betragter den, som følger en Åndelig Vej,
som ganske
unyttig og uden sund Fornuft, selv om han bedømmes som et ordentligt og
fredsommeligt
Menneske. Det vækker Latter, hvis man antyder, at et sådant Menneske meget vel
vil kunne
lede en af de kæmpemæssige moderne Forretninger eller kommandere en Bataljon i
Krigen.
Og dog har jeg kendt Mennesker af den nævnte Slags, som har gjort det. Man
betragter den,
der søger det Åndelige, som en svag og tåbelig Person, selv om man erkender, at
han kan
være rar nok.
»At du dyrker Gud, skulde det være ensbetydende med, at du er en Tosse? Tror
du, at en
Mand åbner en Butik for at dyrke Religion? Hvorfor undersøgte du ikke Gryden,
for du købte
den?« udbrød Shri Ramakrishna, en af Indiens mest berømte Helgener i det
nittende
Århundrede, ovenfor en ung Discipel, som gik ud for at købe en Jerngryde og
opdagede, da
han kom hjem med den, at den var revnet.
Det Menneske, som søger det højere Liv, behøver ikke at være uden
menneskelige
Talenter. Selv om han bliver ligeså ydmyg og ligeså kærlighedsfuld som Frans af
Assisi, kan
han godt besidde en ligeså skarp Hjerne som Bernard Shaw, være ligeså modig som
Vilhelm
Tell og ligeså genial som Galilei. Det er urigtigt at tro, at fordi han får sin
Visdom ved direkte
Erkendelse fra en dybere Kilde, må han nødvendigvis have tabt Evnen til at tænke
logisk, at
styre Mennesker og Forretning og indtage sin Stilling i den ydre Verdens Liv.
Disse
Egenskaber kan stadig tilhøre ham, men han er ikke længere en Slave af dem.
Den, der søger Inspirationen for sit daglige Liv i Troen på den indre
Guddom, vil sikkert
blive en bedre Arbejder end mange andre. Thi da har man uendelig Styrke at ty
til og større
Visdom til at handle ret.
Sir J. A. Thompson sagde i en Tale fornylig, at Løsningen af nogle af hans
mest
indviklede videnskabelige Problemer kom til ham, når han tømte sit Sind for
Problemerne og
en Tid lod det forblive roligt og stille.
Der er kun få, der véd, at den afdøde Lord Leverhime, som skabte den største
industrielle
Organisation af sin Slags i Verden, kunde slappe af når som helst og hensætte
sig i en
fredfyldt Drømmetilstand. Under de mest kæmpemæssige Arbejder benyttede han sig
ofte af
denne Evne.
De, som tror, at Meditation, rigtigt udfort på den Måde, som er foreskrevet
her, kun er en
Form for sentimental Idealisme eller abstrakt Tænkning, tager storligt fejl. En
sådan
Meditation frigør lidt efter lidt en sjælelig Kraft, som Mennesket ikke for har
kendt, og som
til Slut i højeste Grad kommer til at inspirere hans Handlinger. Den er den
stærkeste, netop
fordi den er det inderste Element i hans Væsen.
Dette er en Sandhed, og Mænd som Oliver Cromwell, Abraham Lincoln og Kejser
Markus Aurelius i Vesten, og Mænd som Fyrst Shivaji, Kejser Akbar og Kong Asoka
i østen
troede det, handlede derefter og sejrede.
Mennesket bevæger sig fra Morgen til Aften på en Baggrund af Handlinger og
Interesser,
som er rent materielle i deres Natur. Heri handler han selvfølgelig ganske
naturligt. Han står
uophørlig overfor Verden, og han må gøre ud af det, hvad han formår; men hvad
han ikke
véd, er, at han ved en kort Tid hver Dag at frigøre sig derfor, for en Tid at
lade alle sine
Interesser og Beskæftigelser dø ud, opnår en høj Beskyttelse og en ret Ledelse i
alle disse
Beskæftigelser.
Menneskene hengiver sig til uophørlig Virksomhed, fordi de ikke kender noget
bedre.
Den, som har fundet Inspirationen, arbejder iblandt dens drejende Hjul som de
andre, men
han ved, hvorhen Hjulene går, thi han har fundet det Midtpunkt, hvor alt er
Stilhed, hvor alt
er Kraft, hvor alt er Visdom, og for ham følger Virksomhedens Omkreds kun
Centret ifølge
Naturens Lov.
Vor praktiske Virksomhed omgiver os med et tæt Slør; vi er nødt til at
frigøre os uden at
ødelægge Brugen af dette nyttige Slør.
Det er hverken nødvendigt eller fornuftigt, at den studerende lever med
Hovedet i
Skyerne. Han forbliver i sin verdslige Kreds og er bedst i Stand til at give
Udtryk for de
Principper, han har lært, ved at anvende dem på sin verdslige Tilværelse. Han
trænger til at se
op på Himlen og opnå en klar Vision af det Åndelige, men derefter må han se
nedad på denne
Jord og anvende den Indsigt, han har vundet, overfor sine verdslige Anliggender,
så at han
handler efter de Åndelige Principper. Han må bestræbe sig for at bevare
Ligevægten mellem
de Åndelige og materielle Kræfter. Han må føre et afbalanceret Liv. Daglig må
han søge
Ånden, og med det, han har fundet, nære sin personlige Virksomhed og indblæse
Åndens
Visdom og Kraft i sine verdslige Anliggender.
Hvis han regelmæssigt har udfort de Meditationer, som er beskrevet ovenfor,
hvis han
stadig har søgt at samle sine Tanker om sin Søgen efter det guddommelige Selv,
vil han lidt
efter lidt blive bevidst om den guddommelige Natur i sit Indre, som hidtil
syntes at være
begravet. Jeg siger »lidt efter lidt«, fordi Visdommen ikke kommer til noget
Menneske på en
bestemt Dato. Den gryr.
Det er som at tænde en elektrisk Lampe. En Strøm af Åndelighed vil blive sat
til hver
Gang, man hengiver sig til Indøvelsen af mental Ro og selviagttagelse. Man kan
passe sine
Pligter og adsprede sig som for. Der er ingen Grund til at foretage nogen ændnng
heri udover,
hvad ens gradvise indre Oplysning Vil kræve. Alle sådanne Forandringer vil være
frivillige
og bliver ikke påtvunget en af et kunstigt System af ydre Disciplin.
Når man een Gang har skabt sig den Vane at meditere om Morgenen, bliver det
en
aldeles naturlig Ting at udføre alle Dagens Handlinger i den Åndelige Strøm, der
således er
blevet sat til.
Den studerende vil opdage, at hans Arbejde i stadig højere Grad udføres i
denne Strøm af
Åndelighed, og at den vil holde sig længere og længere op ad Dagen, efterhånden
som han
gør Fremskridt på den hemmelige Vej. Til sidst vil alt hans Arbejde og alle hans
Fritidsbeskæftigelser blive foretaget i denne Strøm. Hele hans Holdning vil
blive forandret af
denne Strøm, men det er ikke nødvendigt at forsømme Arbejdet. Sluttelig vil den
Tid komme,
da han kan ophøre med sin Meditation, fordi hele hans Liv er blevet een lang
Meditation - og
dog vil han være lige så virksom som før!
Livet vil blive beriget, ikke blive fattigere, hvis vi finder Vej til denne
urgamle Visdom.
Den forøger og fuldkommengør; den behøver ikke at ødelægge. Vi lever
hovedsagelig for at
opnå økonomiske Fordele, men det kan kun gøres på rette Måde, når vi tillader
Åndelige
Impulser at gøre sig gældende.
Ånden må finde Vej ind i hvert et Område i et Menneskes Liv. Hvis han
mangler den i
sine Forretninger, hvis han glemmer den, når han begynder at tænke på det andet
Køn, hvis
han ikke kan give Udtryk for den, når han har at gøre med andre Mennesker, så
lukker han
sig ude fra dens magiske Kraft, som formår at skænke ham virkeligt Held, den
største Lykke
og den mest harmoniske Tilværelse.
Når vi gør Ende på denne meningsløse Adskillelse af vore Interesser og
forener vore
spredte ønsker ved en Underkastelsesakt under den højere Vilje, vil vi finde
Fred. Når vi helt
underkaster os Overselvets Krav, begynder vi at nærme os vor sande Bestemmelse,
vort
sande Liv.
Vi vil ikke miste noget ved at adlyde disse Krav. Der er plads i livet for
såvel
kærlighedens varme, som for asketisk selv- fornægtelse kulde, for mængdens Uro,
som for
Meditationens Stilhed. Ingen moderne Metode til Opnåelse af det højere Liv må
være så
overdreven, at den ikke tillader Deltagelse i verdslige Gøremål og dagligt
Arbejde, så lidt
som den må stille sig i Vejen for Kærlighed mellem Mennesker. Sluttelig vil der
komme en
Tid, da det Åndelige Menneske vil komme til at betragte alt, hver Genstand, hver
Begivenhed
og hver Person, som en Manifestation af Guddommen, og da vil han opdage, at han
ikke
kan få nogen højere Opgave end den: at give Udtryk for Overselvet i, hvad han
end
foretager sig, og hvem han end kommer i Forbindelse med.
Kan vi ikke lære med Visdom at bruge alle de Ting, som den moderne Videnskab
har
udfundet? Lad os leve i Nydelsen af de Lettelser og Bekvemmeligheder, som
Videnskaben
kan skænke os. Vi bør ikke forkaste andet end det, der er uklogt og den
ødelæggende Brug vi
så ofte har gjort deraf.
Dog bør vi også sammenknytte denne ydre samfundsmæssige Virksomhed med det
dybereliggende Liv, det Liv, som udtrykkes i fredelig Tænkning og indre Fred;
således Lærer
vi at bevare en uforstyrret Åndens Stilhed midt iblandt de forskellige
Omskiftelser, som
denne jordiske Tilværelse er så rig på.
Den, der må leve og arbejde i vor Tids travle og febrilske Verden, kan også
finde en Vej,
der fører lige til den Højestes Fred. Han bør i denne forvirrende Virksomhed
indføre et
Åndeliggørende Princip. Han bør ikke lægge sit Arbejde tilside og flygte fra
Menneskers
Selskab, men derimod forandre sin Holdning overfor Arbejdet. Det som han
tidligere udførte
alene for selviske Formåls Skyld, må han fra nu af udføre for at tjene
Menneskeheden. Dette
er praktisk Åndelighed. efterhånden vil han kunne finde en halv Time hver Dag,
som han kan
benytte til at samle høje og hellige Ideer og lægge dem på sin Bevidstheds Alter
som en tavs
Gave til den første Årsag.
Dette er det eneste Evangelium, som det praktiske Vesten kan bruge - dette
den
inspirerende Handlings Evangelium - hvis den skal kunne opbygge en højere
Civilisation.
Hvis der er noget Budskab, som hele Verden venter på, så er det et Budskab,
som forener
Østen med Vesten, Evangeliet om den inspirerede Handling!
Da skal vi kunne gøre Ende på Problemerne: Fattigdom, Krig, Sygdom og
Uvidenhed,
som moder os overalt, og vi skal da have Held med os i vor Bekæmpelse af disse,
men vi må
ikke glemme at bringe den Guddom, som dvæler i Menneskenes Hjerter, vor daglige
Hyldest.
KAPITEL XI
Åndelig Hjælp i materielle Anliggender
Nogle, som har læst alle de foregående Kapitler, vil indvende, at alt dette
kan være både
smukke og dybe Ideer, men at de ikke kan anvendes i det praktiske Liv. Intet kan
være mere
fejlagtigt eller mere grundløst. Den virkeliggjorte Åndeligheds Tilstand er ikke
en tåget og
uvirkelig Ting. Det Åndelige Liv kan gøres overmåde praktiskt, ja, når det
forstås rigtigt, er
det det bedst mulige Grundlag for en praktisk Tilværelse. Vi må nemlig lære at
styre vore
Tanker rigtigt, fordi Tanken er den usete Leder af alle vore Handlinger.
Denne fjerntliggende Åndelige Søgen kan synes at være uden Værd for
Gennemsnitsmennesket, og det er rigtigt, hvis det er uden Værdi at kunne
beherske forpinte
Nerver, at have Fred i Sindet og Ro i Hjertet. Det er rigtigt, hvis indre
Ligevægt og ydre
Selvbeherskelse er værdiløse. Det er rigtigt, hvis guddommelig Beskyttelse og
Forsynets
Hjælp i enhver Art af Besvær, mystisk Helbredelse af Sygdomme og mærkelig
Førelse i
Vanskeligheder er uden Værdi. Det er rigtigt, hvis Mennesket levede evigt og
Dødens Le
aldrig huggede hans korte Liv over.
Bekymringer anfalder os uophørligt. Sålænge sanseløs Virksomhed behersker
Verden,
forsvinder og formørkes den Visdom, som opstår af mental Ro. Jo mere vi hengiver
os til den
tanketomme Materialisme, des mere skjuler vort indre guddommelige Væsen sig.
Hensigten med disse Sider er at vise, at et Menneske, selv om han lever
under sådanne
Forhold, selv om han føler sig lænket af tilsyneladende uovervindelige Forhold,
kan finde
den rette Ledelse i sit materielle Liv, en højere Førelse, der vil løse
Problemerne i hans
daglige Liv, guddommelig Beskyttelse i Vanskeligheder og Åndelig Helbredelse for
legemlige Sygdomme.
I denne Bog kunde jeg citere mange Tilfælde for at vise, at den Åndelige
Livsførelses
Teknik, således som den er fremstillet her, ikke er en blot og bar Abstraktion;
den er en Vej,
man kan gå, for at opnå praktisk Hjælp i materielle Affærer; den er en Form for
beskyttende
Virksomhed, der giver en Følelse af fuldstændig Sikkerhed dybt i ens Hjerte.
Den, som har opdaget den hemmelige Vej, som fører lige til hans guddommelige
Midtpunkt, kan altid demonstrere denne Opdagelse ved den Måde, hvorpå han
behandler de
uundgåelige Hindringer, de stadige Vanskeligheder og atter og atter optrædende
Ulykker,
som hjemsøger Menneskene. Et højere Liv er begyndt for ham.
Det Menneske der er uvidende om Selvet, skaber sin egen Ulykke. Verden
behersker
ham mens han blev født til at beherske Verden. Livet træder med tunge Trin for
eller senere
på ethvert Menneske, som véd lidt eller meget, men ikke kender sig selv. Selv de
døde kan
ikke undslippe thi Døden er kun en anden Form for Liv.
Hvis Mennesket vilde anerkende sine guddommelige Muligheder lige så
redebont, som
han anerkender sine dyriske Begrænsninger, vilde Tusindårsriget hurtigt oprinde.
Lad os
derfor ikke bede om, at vi må få mere Magt over Mennesker, heller ikke større
Rigdom eller
videre Berømmelse, men lad os hellere bede om at få denne sønderknusende
Uvidenhed om
vort eget Selv fjernet.
Der er Millioner af Mennesker, som er ulykkelige fordi de aldrig har lært
denne Sandhed
at kende; de er Ofre for deres egen ynkelige Uvidenhed. Under en smuk Overflade
er deres
Liv fyldt med Misfornøjelse, de plages af Strid, og deres hjerter er uden fred.
Der er en altid åben Dør, som kun få Mennesker gider nærme sig, men som ALLE
en
dag må passere. Det er døren til Menneskets virkelige Selv, hvis usete Portal må
søges
menneskelige Ånds skjulte Kroge. Det er i disse overskyggede Kroge, at Tænkning
og
Følelse opstår; det er kan spore os frem til Indgangen ad den Vej, som behersket
Tænkning
eller behersket Følelse. Når vi en Gang har overskredet Tærskelen og træder ind
i den
Stilhed, får vi Svar på alle besværlige Spørgsmål, ydre Behov sikres enten ved
rigelig
Tilførsel eller ved resigneret Forståelse, og alle truende Prøvelser tiltrækker
den
guddommelige Styrke, der giver Hjælp til at møde dem med Mod og Sjælefred. Det
er i
denne underfulde indre Verden, at Mennesket må søge sin endelige Tilfredshed,
sin sande
Lykke, sin sikre Beskyttelse.
Den Grund, hvorpå disse Ting hviler, kan forklares ganske enkelt. Mennesket
er i sig
selv et Univers en miniature. Hans Overselv er Solen, og hans personlige Selv
spiller Månens
Rolle. Ganske som Månen låner sit Lys fra Solen, således låner hans Personlighed
sin
Selvbevidsthed og sin Vitalitet, sin Tænkeevne og Følelsesnatur fra den centrale
Lysbringer, Overselvet.
Mennesker, som kun lever i Kraft af deres personlige Selvs Viden og
Tilværelse, kan
lignes ved Mennesker, som arbejder om Natten i Månelys, fordi der ingen Sol er.
»Et
Menneske, som aldrig har set Solen,« skriver en spansk Forfatter Calderon, »kan
ikke dadles,
hvis han tænker, at intet kan stråle klarere end Månen.« Mennesker, som lever
ved
Overselvets Visdom, kan stadig se det, som Personligheden meddeler, men de
ansætter det til
en ringere Værdi.
Noget hænder det Menneske, som opnår den sande Kundskab om sig selv og
bliver sin
egen Ejer. Han får et nyt Syn på Tingene, han ser Livet fra et nyt Punkt. Han
betragter det
støjende Panorama, som udgøres af den forvirrede og besværlige Tilværelse, som
Menneskeheden lever, men han bevarer en fredfyldt Harmoni i sit eget Indre. De
Irritationer,
som dagligt plagede ham, svinder bort. De Lidenskaber, som en Gang beherskede
ham,
mildnes, og de holdes selv fast af en højere Kraft.
Den, som følger den hemmelige Vej, vil blive frigjort for rastløst Begær,
ubeherskede
Tanker og uoverlagte Handlinger. Selv om den Anstrengelse, der kræves dertil,
kan synes
stor, så vil den Åndelige Vinding stå Mål dermed, fordi den mystiske Tilstand,
der viser hen
til Bevidsthed om Overselvet, en Dag vil blomstre i Aspirantens Sjæl.
I den mentale Ros fredfyldte Øyeblikke opnår vi en Grad af Beherskelse over
os selv,
som sluttelig vil trænge igennem til vort daglige Liv og gennemsyre alle vore
Handlinger,
Resultatet er sikkert og videnskabeligt. Ganske som nogle Dråber rød Farve,
hældt i en Spand
Vand, vil meddele dette en rød Tone, således vil hele vort ydre Liv blive farvet
af et
automatisk Herredømme over det lille Selv, hvis vi vil fortsætte med den
trefoldige Øvelse.
Kast dit Brød, dvs.. Tid og Bestræbelse, på den mentale Ros Vande, så skal det
gives dig
tilbage hundrede Fold.
Har man een Gang givet sig over i Overselvets Hænder, vil Livet glide mere
fredfyldt og
mere venligt. Indadtil vil det være som en stille Strøm, selv om Stormene raser
udadtil. De
kan ikke nære større Interesse for de rette Resultater af Deres Anliggender, end
Overselvet
interesserer sig for Dem. Men når De har Tømmerne i Hånden, kører de tit i
Uvidenhed og
uden Visdom; når derimod den indre Guddom fører Tømmerne, vil De sikkert blive
fort den
rette Vej, for den er visere end De. Overgiv Dem helt og holdent til den. Det,
som De opnår i
Perioden af mental Ro, kan gøres nyttigt som en Kraft til at leve ret, som en
Visdom til at
handle rigtigt.
De vil opdage, at den mentale Ros hemmelige Vej vil vise sig at være til
Nytte i enhver
Situation, behagelig eller smertefuld, psykologisk eller fysisk. Måske vakler De
eller
undlader helt at anvende denne Kundskab, men Overselvet er i Besiddelse af en
uendelig
Tålmodighed og vil altid være rede til at hjælpe Dem på sin egen Måde, når De er
rede til at
påkalde det og ønsker dets Nærværelse.
Lidt efter lidt, umærkeligt, vil Deres daglige Øvelser grave en ny Kanal i
Hjernens
Vindinger, lidt efter lidt gøre det lettere for Dem at nå til Overselvets
Indflydelsessfære.
Jeg skal nu vise, hvorledes Deres Arbejde under de daglige Perioder af
mental Ro kan
gøre god Gavn for den øvrige Dag. hvorledes det kan give Dem et Våben i Hånden,
hvormed
De kan angribe Problemer eller forsvare Dem overfor Trusler om Ulykke; hvorledes
det kan
komme Dem til Hjælp når som helst og styrke Dem overfor både Fristelser og
Prøvelser.
Metoden er i enhver Henseende af praktisk Værdi.
Begynd med at se på Overselvet som en altid tilstedeværende Intelligens, som
De
kan samtale med, til hvem De kan henvende Dem med Deres Bekymringer og finde
Fred, og under hvis beskyttende Varetægt De kan dvæle. Hvori end Problemet
består, bør
De ikke indskrænke Dem til kun at søge intellektuel Klarhed. De bør ikke nøjes
med
Forstanden alene. Bring Deres Vanskelighed ind i Overselvets hvide Lys, så vil
De finde den
rette Ledelse, som sluttelig vil klare det hele for Dem.
Reglen er: Så ofte som De føler Dem forvirret, foruroliget, forpint eller
fristet, så indøv
først det rouge Åndedræt i to eller tre Minutter, og stil så Dem selv følgende
Spørgsmål:
Hvem forårsager dette Besvær?
Hvem forårsager denne Smerte?
Hvem er Skyld i denne Forvirring?
For hvem er dette en Prøvelse?
Hvem er det, som bliver fristet?
alt eftersom Tilfældet er. Efter at have stilet de til Tilfældet svarende
tavse Spørgsmål til
Dem selv, forbliv stille, stands Tankerne, så vidt De formår, og gentag den
Lytten, som Deres
Øvelser i mental Ro har lært Dem.
Denne Øvelse skaber en Kontakt mellem Deres Bevidsthed og Overselvet og
medfører
dettes Beskyttelse. Øyeblikkeligt at begynde denne Søgen ind i det Åndelige
Selv, så snart
man står overfor en eller anden Besværlighed, er ensbetydende med at betage den
Magten til
at forstyrre Sindsroen Derefter vil ens Handlemåde vise Klogskab og Fornuft,
fordi den
inspireres af Overselvet.
Disharmoni findes ikke i Overselvet. Ved at vende sig indad mod dette Selv
afslår man
automatisk at give efter for de ydre Disharmonier. Når der opstår
Besværligheder, må man
ikke give efter for Fortvivlelse eller Tvivl, som kan strømme ind over Sindet. I
Stedet bør
man gøre sit Åndedræt roligt, øjeblikkeligt dreje Tanken i en anden Retning og
Spørge:
»Hvem er det, som har denne Besværlighed?«
Hvis vi kunde bortjage, og det hver Gang, alle ubehagelige, ulykkelige og
Åndeligt
usande Tanker, så snart de Opstår, vilde vil Sandhed være lykkelige. Det er
fuldt ud gørligt,
men sjældent ved almindelig Selvbeherskelse. Det er kun en Metode som den, der
er fremsat
her, der kan udrette noget så forbavsende, thi da er Sejren endeligt vundet,
ikke ved vore egne
Anstrengelser, men ved Overselvets Kraft, som vi har påkaldt.
Ubehagelige Personer, irriterende Forhold og uventede Skuffelser moder os
ofte, og den
nedslående Virkning af disse kan gøres til intet ved at søge at nå det
guddommelige
Midtpunkt af vort Væsen og gøre det straks. Den studerende må opelske den Vane
straks at
vende sig til det indre Selv, når han trues af en Konflikt med sine Omgivelser.
Hvis han gør
dette til Stadighed, vil han komme i Besiddelse af en vidunderlig Følelse af
Fred og
Sikkerhed, og hans Sind vil uden Gnidning komme igennem Hændelsen.
Vi må huske, at vort inderste Selv altid står afventende i en uforanderlig
Tilstand af
fuldkommen Fred. Når Besværligheder stormer og raser omkring os, bør vi
uopholdelig
hindre uheldige Reaktioner i at opstå og forsøge at koncentrere vor Tanke om vor
Søgen efter
det Åndelige Selv.
Når man har fundet dette, har man også opnået den lykkelige Tilstand, som er
Selvets
Natur. Det gode er altid til Stede, men man må søge det, føle sig ind til det og
erkende det.
Intet Tidspunkt er mere egnet til at begynde denne guddommelige Søgen, end når
mørke
Hændelser og tærende ængstelser samler sig over vort Hoved. Thi ved at vende
Tanken ad
denne Vej til Erkendelsé af Selvet kan vi demonstrere på en både slående og
oplysende
Måde, at denne Metode besidder mystisk Kraft. »Loft eders Øjne op mod Himlen,«
formanede den gamle Profet Jesaias. Denne Metode, som dirigerer Opmærksomheden
indad,
må nødvendigvis svække disharmoniske og ubehagelige Stemninger, som kan angribe
os.
Selve Bestrøbelsen for at finde ind til os selv bringer os nærmere til den
sublime
Lykketilstand, som det virkelige Selv altid ejer. Det er en Frigørelse. På denne
Måde
anvender vi den Sandhed, vi har forstået, og gør den til en virksom Faktor i
vort Liv.
Indøvelsen af denne Teknik vil ubetinget bringe Frygt, Nedtrykthed og
Materialisme ud
af Bevidstheden. Man må vende sig indad til Overselvet, indtil det bliver den
første Tanke,
den anden Natur og den sjette Sans.
Processen kan forklares på en anden Måde. Mennesket
Overselvet - er uden Begær, er ikke underkastet ydre Indflydelser, påvirkes
ikke af nogen
anden Magt end Gud. Derfor føler Overselvet aldrig Smerte, bliver aldrig vred,
og det kan
ikke påvirkes af Nedtrykthed eller Frygt. Mennesket - det personlige Selv - er
fyldt af Begær
og Antipatier, reagerer altid på ydre Indflydelser og gør sig til eet med dem.
Han ligger under
for sit Legemes Reaktioner overfor Omgivelserne og Personer, som det stadig
træffer, og
giver efter for disse Reaktioner, som om de virkelig var hans egne. Han ligger
under for
Legemets Frygt, Begær, Vrede, Frastødning, Smerte osv Han er så uvidende om sin
egen
indre Natur, at han tillader Legemets Ideer at herske over sig, og derved
hindrer han den
guddommelige Styrke og Kraft, som ligger latent i hans Åndelige Væsen, i at
komme til
Udfoldelse. I det Øyeblik, Sindet får Lov til at afspejle ubehagelige Ting,
bliver Mennesket
gjort til Slave af dem og må betale en ubehagelig Bode. Men hvis han, skønt han
føler det
personlige reagere, ikke tillader dem at gøre Indtryk på sig, hvis han
viljemæssigt vender sig
bort og finder sit indre Midtpunkt, vil de ydre Ting begynde at tabe deres Evne
til at påvirke
ham. I samme Grad som Øvelse og Vane har udviklet denne Evne til at vende sig
indad imod
sit eget Indre, vil han være i Stand til at bortjage de dårlige Indflydelser,
hvad enten de
kommer fra andre Mennesker eller fra Omgivelserne, hvad enten de tager Form som
legemlige Sygdomme eller vanskelige Livsforhold. Det er heller ikke
forunderligt, at så
forbavsende Resultater opnås, når vi husker, at »Mennesket blev gjort i Guds
Billede«, og at
hans sande Lighed med Gud gradvist dukker frem i Bevidstheden ved disse Øvelser.
Hvis vi lukker os op for disharmoniske Hændelser ved at indtage en negativ
Holdning,
bliver vi deres Ofre, men hvis vi lukker Sindets Porte for dem og i Stedet for
indtager en
passiv Holdning overfor det harmoniske og gode i vort Væsens Åndelige Midtpunkt,
behøver
vi ikke at lide. Det er vor mentale Erkendelse af vor egen Guddommelighed, som
fører
Helbredelse med sig, og som frigør os for dårlige Forholds onde Magt.
Den Hjælp, som vi på denne Måde kan få, kan tage forskellige Former.
Beskyttelse i
Fare er en af dem. Alle, som i Sandhed giver sig over til den højere Magt,
modtager dens
beskyttende Hjælp.
Jeg synes om den åbne Erklæring, som Indianerhøvdingen gav om sit Ønske om
at
angribe den lille Kvækerforsamling i Easton i Staten New York en klar
Sommermorgen i
Året 1775. »Indianer komme hvid Mands Hus,« sagde han og pegede på Huset,
»Indianer
ønske dræbe hvid Mand, en, to, tre, seks, alle !« og han greb til Tomahawken i
Bæltet med en
forbitret Bevægelse. »Indianer komme, se hvid Mand sidde i Hus; ingen Bosse,
ingen Pil,
ingen Kniv; alt roligt, alle stille, bedende til Store Ånd. Store Ånd også i
Indianers Indre,«
han pegede på sit Bryst. »Da Store Ånd sige: »Indianer! ikke dræbe dem!««
Helbredelse er en anden Form, på hvilken denne Hjælp kan give sig Udtryk.
Min gode
Ven, Dorothy Kerin, rejste sig fra Dødssengen fuldstændigt og øyeblikkeligt
helbredt for
fremskreden Lungetuberkulose, Sukkersyge og Mavebylder. Lægerne var ophørt med
al
Behandling, da de betragtede Tilfældet som håbløst. Hendes mirakuløse
Helbredelse ved
Åndelig Kraft var et Under for Harley Street, og mange Læger undersøgte
Tilfældet, men
måtte indrømme, at Helbredelsen overgik deres Forstand. »Min Helbredelse kom
direkte fra
Gud,« siger Miss Kerin. »Det nye Testamente er fuldt af Lofter om Helbredelse,
og jeg er
sikker på, at så snart vi åbner vore Åndelige Øjne, skal vi se disse Lofter
opfyldt.«
En anden Ven, W. T. Parish, havde fået at vide af Lægerne, at hans Hustru,
som led af
Kræft, ikke kunde leve ret meget længer. Hendes venstre Bryst var allerede
fjernet, da det
højre blev angrebet. Parish tog Hustruen hjem fra Sygehuset og begyndte selv at
behandle
hende ved Hjælp af Åndens Kraft. I Løbet af ni Måneder var hun rask. Hendes
Tilfælde er en
klar og fuldkommen Demonstration af Åndens Magt over Legemet, en betydningsfuld
Vejviser til Helbredelsen af en af vor Tids mest frygtede Sygdomme ved
Anvendelse af
Oldtidens mest sublime Lægemiddel, den guddommelige helbredende Kraft.
Overselvets Livskraft strømmer uophørligt ind i ethvert Atom, ind i hvert
Elektron, som
udgør Legemet. Det er Overselvet, som virkelig giver Liv til vore Legemer og
opretholder
dem. Uden dets usynlige Nærværelse vilde vore Legemer øyeblikkelig falde døde
til Jorden.
Maskineriet kunde ikke gå rundt uden dets usete Åndelige Drivremme. Og det er
Overselvet,
som ligeledes istandsætter og Helbreder Legemet.
Ovetselvets Kraft er hos Dem her og nu; intet kan udelukke Dem fra dets
Indvirkning
undtagen Deres egen villede Forsømmelse, Deres egen sløsede Tvivl. Følg den
hemmelige
Vej og tilegn Dem det, som allerede tilhører Dem.
Imidlertid, Mennesket kan ikke diktere den skabende Intelligens, som
behersker Verden
og giver ham Liv, hvilken Form Hjælpen skal komme i; ej heller kan han altid
forlange
Tilfredsstillelse af sine personlige Behov uafhængigt af højere Hensyn. Man
kunde sige, at
Mennesket i sidste Instans er Pensionær hos den universelle Rigdom.
Han kan ikke altid beherske Forholdene, men han kan beherske den Måde,
hvorpå han
reagerer overfor dem. Hvis Åndelig Erkendelse ikke altid fjerner Skyggerne af
Fattigdom,
Sygdom eller Ulykke fra hans Vej, så vil den give ham Mod til at kæmpe med
Fattigdommen,
Tålmodighed til at udholde Sygdommen og Visdom til at stå fast i Ulykken.
Det Menneske, som i stadig større Grad trænger ind i denne Bevidsthed om sit
indre
Selv, vil føle sig mindre tilbøjelig til at bønfalde de højere Magter om at opnå
Held, afhjælpe
hans materielle Trang og hans sociale Behov. I Stedet for vil han føle dette
Selvs beskyttende
Kraft, og hvis han overhovedet beder, vil det være om mere Visdom, Styrke og
Kærlighed.
Når han ejer disse, ved han, at han roligt kan overlade Resten til den indre
Guddom, som så
ufejlbarligt vil afhjælpe hans sande Trang i rette Øjeblik.
Det er godt at vide, at vi kan leve i større Sikkerhed, hvis vi holder Vejen
åben ind til
Overselvet. Vi kan vandre på denne mærkelige Jord med større Sikkerhed, hvis vi
nu og da
stiger op til Stjernerne.
Lad os søge Overselvet gennem usøgte Tårers Tåge, gennem tilfredsstillede
Ønskers
Solskin, og lad os ikke glemme, hvem vi virkelig er.
Et Menneske er kun middelmådigt, indtil han lærer at stole på denne højere
Kraft, det
virkelige Selv, indtil han gør det til en levende Faktor i sit Udsyn og altid
vender Blikket
indad for at blive ledet af det.
Tro på det Selv, som De kender, og De er straks begrænset; tro på det større
Selv, som
De virkelig er, og De kan gå fra Sejr til Sejr. Vær det, som De virkelig er i
Deres Indre.
I Deres mest fredfyldte Øyeblikke vil De erkende denne dybe Sandhed:
Mennesket er
aldrig virkelig adskilt fra Gud!
KAPITEL XII
Epilog
De er virkelig ikke nogensinde adskilt fra den guddommelige Kraft, som
behersker
Universet, styrer Menneskelivet og er al Tilværelses usete Grundvold. Er det
ikke en
hjælpende Tanke i en Tid som denne, da vi lever i en Periode af åben Vantro og
kynisk
Materialisme, Følgerne af den Kendsgerning, at Menneskeheden har været på sit
Golgatha
siden 1914? Brownings rosenrode Sætning: »Gud er i sin Himmel, alt er vel i
Verden,« læses
gennem sorte Briller. Vi er temmelig usikre med Hensyn til Guds Tilværelse og
Himlen,
mens Verdens nuværende Tilstand synes at beskylde Browning for at lyve.
De sidste få Års alvorlige Litteratur bærer Præg af Fortvivlelse. De, som
tænker, og som
skriver for noget mere end blot at underholde andre, er begyndt at se, hvor
betydningsfulde
de Begivenheder er, som Tiden snart vil føre ind i en Krise. De ser, at den
Morgenrøde, som
oplyste hele Verdens Håb ved Slutningen af sidste Krig, er svundet, og at vil
Stedet plages af
en forvirrende Tåge. De tvinges, på Trods af sig selv, til at være Budbærere om
Død og Dom.
De er i Dag blevet klagende Kassandraer, som profetisk advarer Menneskene om
kommende
Ulykker. Vi slutter den sidste Side af deres Bøger med en Kuldegysning og et
Indtryk af dyb
Pessimisme.
Den, som betragter de sociale og politiske Bygninger omkring os og ser, at
de smuldrer
bort eller falder sammen med et Brag, kan ikke tvivle om, at han betragter
afslutningen af en
stor historisk Epoke. I Dag er Menneskehedens Historie blevet et Drama om det
uventede; vi
venter hver Morgen på den næste Overraskelse. Det så længe herskende Manchu-
Dynasti har
forladt Peking, og det Land, som skabte Guldstandarden, er gået fra den. Det
eneste visse i
Dag er Uvished. Livets Karavane vandrede en Gang gennem Tidsaldrene som en
endeløs
Procession, men nu til Dags farer den af Sted som en Maskine i stærkeste Fart.
Menneskeheden i Dag er både sulten og jaget af Spøgelser. Den hungrer efter
en bedre
og lysere Tid og plages af Fortidens tunge Skygger. Verden synes villig til at
prøve at gå en
hvilken som helst Vej, blot ikke den rigtige. Pint af Udsigten til en ny Krig,
plaget af de
kaotiske politiske Forhold i alle Lande, styrter den hid og did efter den
Formular, der kan løse
dens økonomiske og politiske Problemer, men den eneste fuldkomne Formel, den
eneste
ufejlbarlige Formel kan den ikke få øje på, skønt den lige er til at gribe, og
det er den gyldne
Regel: »Gør imod andre, hvad du vil, at de skal gøre mod dig.«
Verdens mest skrigende Behov i Dag er ikke en anden Hjerne, men et andet
Hjerte. Der
er ingen Mangel på Ideer iblandt os - snarere det modsatte - men der er Mangel
på god Vilje.
Følelsen af god Vilje vil være den største og bedste Forsikring for universel
Fred.
Hvem kan vel se på det moderne Europa uden at mindes Profeten af Nazarets
advarende
Ord, Ord, som er skrevet med ildbogstaver på Historiens Sider. Hvem kan vel
glemme hine
frygtelige Ord af Jesus, da han stod på Oliebjerget og udtalte Dommen over
Hovedstaden:
»O Jerusalem, Jerusalem! Du, som dræber Profeterne og stener dem, som er
sendt til dig!
Hvor ofte vilde jeg ikke have samlet dine Børn, som Hønen samler sine Kyllinger
under
Vingerne, og I vilde ikke.«
Vi må en Tid stå, som Clio, Historiens Muse, gjorde i Oldtiden, med loftet
Pen og ikke
fare til at udtale Dommen over vor Tidsalder. Thi der er en Plan bag
Begivenhederne, som
udgør den moderne Verdens Liv, og hvis Mennesket ikke har lært at se denne Plan,
kan han
ikke dømme rigtigt.
De Kræfter, som styrer Universet, som vogter Menneskeheden og våger over
Verden, vil
tale til dette Århundrede i Toner, der er langt stærkere end mine, og de vil
vise, at de er til
ved Begivenheder langt mere overraskende end en Bog. Vi ser os om og opdager det
Kaos,
som omgiver os; de tåbelige frygter, at Gud er død eller fraværende, og at vi er
fortabt. Da
ingen Hånd strekkes ud fra det store ukendte for at frelse Menneskene fra deres
selvskabte
Sørger, tror de, at der ikke er nogen Hånd, der kan hjælpe os. Gud kunde, hvis
han vilde,
Helbrede alle denne Planets Sørger på et Øjeblik Men det vilde blot være at
forvandle
Menneskeheden til en Automat og måske til maskingjorte Engle. Hvis Mennesket
skal
vokse op til Lighed med Gud, må det være af egen fri Vilje. Garantien for, at
han vil gøre
det, er Tilstedeværelsen af en guddommelig Gnist i hans eget Indre. Der er sande
Røster i
Hjertet - Håbets og den gode Viljes Røster - og de skal igen en Gang lade sig
høre.
Thi det guddommelige Instinkt i Mennesket kan ikke udryddes; det kan i nogen
Tid
skjules, men en Dag må det bryde frem igen.
l)et er et fortærsket/ fortygget Udtryk, men det er sandt, at når Mennesket
er i den yderste
Fortvivlelse, er der Plads for Gud. Hvad der gælder den enkelte, gælder også en
Nation, som
kun er en 'Samling af Individer, og gælder også Verden, som kun er en Samling af
Nationer.
Social Ulykke, økonomiske Ængstelser, politisk Kaos - alt dette er, når alt
kommer til alt, kun
fysiske Følger af Mangelen på Åndelighed i Verden Verdens yderste Fortvivlelse
vil vise sig
at være det øjeblik, da gud kan virke, og det tyvende århundredes Historie vil
til fulde bevise
denne Kendsgerning.
Den bibelske Historie om den fortabte Søn gælder Verden såvel som den
enkelte, og når
Folkene er trætte af deres endeløse selvvillede Ulykker, slået af deres
FrankensteinUhyrer af
videnskabeligt forte Krige, som er Masse-Massakrer og grufulde økonomiske
Ødelæggelser,
som viser deres manglende gode Vilje, vil de vende 'sig mod Hjemmet og påbegynde
Rejsen
tilbage til et bedre Liv. Og deres Fader, som ved dette, vil gå ud for at møde
dem, kysse og
trøste dem og vise dem sin uforanderlige Kærlighed.
I Mellemtiden kan enhver af os, som vandrer denne indre Vej, blive en
Spreder af det
sande Lys, kan omforme sig selv og derved blive i Stand til at omforme andre.
Det er sådanne
Mennesker, inspirerede, uselviske Redskaber, rede til at arbejde for
Menneskeheden, vi må se
hen til, hvis Verden skal blive befriet for sine materielle Lidelser og sin
Åndelige Uvidenhed.
Lad os bøje os for det udødelige Overselvs Storhed. Selv om vi ikke kan
forstå det
eller fatte dets Holdning, bør vi ikke des mindre bøje Sind og Hjerte og Legeme
under dets
ophøjede Krav. På denne Måde skal vi opnå udødeligt Liv og samle de
uforgængelige
Frugter: Sandhed, Visdom, Fred og Kraft.
Lad os bringe os selv som Offer til de kommende Magter, at de kan bruge os
til at tjene
Menneskeheden vel i den Kreds, hvor vi bevæger os, hvor snæver den end kan være.
Lad os i
Stilhed give os selv for andres Velfærd, som Kristus gav sig selv for denne
mørke Planets
Vel. Lad os være sande overfor det usete Formål, som Guderne altid fremholder
for
Menneskeheden. Thi det guddommelige Liv er overalt. Skal vi forråde det ved at
benægte
dets evige Væsen eller gøre det Skam ved at foragte dets ophøjede Advarsler?
Fred være med eder!